850 millioner kroner. Det er de år­lige omkostninger i forhold til at tage hånd om nye følge­komplikationer hos danskere med type 2-diabetes.

Sådan lyder konklusionen i et nyt studie udgivet i Expert Review of Pharmacoeconomics & Outcomes Research og udført af forskere fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og Slagelse Sygehus.

»Type 2-diabetes er en sygdom, som ikke kommer med særligt mange komplikationer, hvis den er vel­reguleret. Heldigvis har vi i Danmark mulighederne for at behandle folk, så sygdommen er velreguleret, men vi kan se, at der er rum til forbedring, fordi type 2-diabetes årligt koster samfundet mange mio. kr. i udgifter til behandling af diabetesrelaterede komplikationer. Det er konklusionen i denne undersøgelse,« fortæller en af forskerne bag det nye studie, professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra VIVE.

Hvis type 2-diabetes ikke er tilstrækkeligt velreguleret, leder det eksempelvis til skader på blodkarrene, hvilket markant øger risikoen for følgekomplikationer i hjertet, nyrerne og hjernen. Og behandling af diabetes­relaterede skader på organerne er omfattende og dyr.

Omvendt betyder det også, at der er potentiale for at spare store dele af de 850 mio. kr. om året eller i stedet bruge midlerne forebyggende til at sikre velreguleret type 2-diabetes hos danskere med sygdommen. Måske kan man endda købe flere år at leve i for patientgruppen.

Ny medicin minimerer risiko

Årligt får omkring 15.000 danskere stillet diagnosen type 2-diabetes.

Sund livsstil og den rigtige medicin kan dog holde sygdommen og de dertilhørende komplikationer så godt i skak, at man sagtens kan leve et både godt og langt liv.

En patient koster det, som en patient nu engang koster. Spørgsmålet er bare, om vi vil bruge pengene på den gode og ofte lidt dyrere forebyggende behandling, eller om vi vil bruge pengene på at behandle komplikationerne

I Danmark er vi også godt med på guidelines og behandlingsmulig­heder, således at personer med diabetes både har adgang til den medicin, man har brugt i årtier, men også den nyeste medicin som GLP-1-receptoragonister og SGLT-2-hæmmere, der har omkalfatret behandlingsområdet.

Netop de nye former for behandling gør det muligt for personer med type 2-diabetes i samarbejde med deres læge at behandle sygdommen og de relaterede følgesygdomme på måder, så risikoen for komplikationer bliver minimal.

»Vi har i mange år haft tendens til kun at kigge på blodsukkeret hos patienter med diabetes og behandlet det, men type 2-diabetes og behandling af risikoen for at udvikle komplikationer i relation til sygdommen drejer sig om meget mere. I øjeblikket går der ofte lang tid, før en ­patient bliver behandlet med blandt andet SGLT-2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister oven i deres anden diabetesmedicin, selvom vi kan se, at disse nye lægemidler sænker risikoen for komplikationer og kan forlænge livet for patienterne,« siger en anden af forskerne bag studiet, overlæge på Slagelse Sygehus Peter Gæde.

»Derfor skal vi blive bedre til eksempelvis at kigge på kolesteroltal, protein i urinen eller andre risikofaktorer for hjerte-kar- eller nyresygdom og behandle dem med de nye behandlinger, når der grundlag for at gøre det,« fortsætter han.

I studiet har forskerne fokuseret på, hvad de årlige samfundsøkonomiske konsekvenser er ved 17 diabetesrelaterede komplikationer over en treårig periode.

Forskningen er baseret på data fra blandt andet Landspatientregisteret, Sygesikringsregisteret og Lægemiddelstatistikregisteret.

124.000 danskere del af studie

I projektet er indgået data fra 124.000 personer med type 2-diabetes i perioden fra 2007 til 2013, og forskerne har meget simpelt gjort det, at de har set på antallet af personer, som udviklede specifikke komplikationer i relation til deres sygdom og efterfølgende udregnet omkostningen ved at fokusere på den ene eller anden komplikation.

»I Landspatientregisterets diagnosekoder kan vi se, hvem der har haft den ene eller anden diabetesrelaterede komplikation. Herefter har vi sammenlignet personerne med køns- og aldersmatchede personer med type 2-diabetes, men uden komplikationerne,« forklarer Jakob Kjellberg og uddyber:

»På den måde kan vi isolere, hvad meromkostningen er ved den enkelte komplikation og også se, hvad det betyder for de samlede offentlige sundhedsudgifter og generelle udgifter til denne patientgruppe«.

Omtrent 280.000 danskere lever med type 2-diabetes, og studiet viser som det første, at gennemsnitligt 13.054 danskere med type 2-diabetes årligt udvikler én eller flere af de 17 forskellige komplikationer, som studiet så nærmere på. Det drejer sig blandt andet om blodprop i hjertet, kronisk nyresygdom og hjertesvigt.

Heldigvis har vi i Danmark mulighederne for at behandle folk, så sygdommen er velreguleret, men vi kan se, at der er rum til forbedring, fordi type 2-diabetes årligt koster ­samfundet mange mio. kr. i udgifter til behandling af ­diabetesrelaterede komplikationer

Nyresygdom er dyr sygdom

Resultatet af undersøgelsen viser blandt andet, at behandling af diabeteskomplikationen kronisk nyre­sygdom koster mellem 60.000 og 218.000 kr. pr. patient det første år alene.

Specielt personer over 80 år rammes af denne komplikation, hvor terminalt nyresvigt især får behandlings­udgifterne til at stige. Den samlede udgift til en patient mellem 60 og 80 år med senstadie nyresygdom løber op i 400.000 kr. over tre år. For personer over 80 år er den samlede udgift 234.000 kr.

Hos de yngre personer med type 2-diabetes, hvilket vil sige personer under 60 år, er udgifterne ofte koblet op på hospitalsrelaterede udgifter forbundet med indlæggelse og behandling af blødninger og blod­propper i hjernen.

Det er også samlet set den tungeste udgiftspost med en førsteårsomkostning på samlet set 105 mio. kr.

Forskningsarbejdet viser også, at omkostningen især er høj det første år. Første år står for størstedelen af udgiften ved en komplikation, men der vedbliver at være en mer­omkostning i de efterfølgende år – dog på et lavere niveau – sammenlignet med personer med type 2-diabetes, men uden komplikationer.

»Specielt hjernesygdomme er enormt dyre. For det første er de forbundet med høje behandlings­omkostninger, og så kommer de ofte med et langvarigt og dyrt behandlingsbehov bagefter. Derfor kan der være mange penge at spare både ­første, andet og tredje år efter en komplikation, hvis man kan ­forhindre en større del af tilfældene af blødninger og blodpropper i ­hjernen hos patienter med type 2-diabetes,« siger Jakob Kjellberg.

Tabt indkomst koster dyrt

Det nye studie udmærker sig også ved, at forskerne ikke kun har kigget på omkostningerne ved behandling, men også omkostningerne relateret til blandt andet tabt arbejdskraft i samfundet.

Resultatet viser, at personer i forbindelse med diabeteskomplikationer ofte oplever en væsentlig nedgang i deres indkomst. Flere må helt stoppe med at arbejde eller kommer på sygedagpenge.
Udgifterne i form af tabte skatteindtægter og sygedagpenge udgør mellem 21 og 59 pct. af de samlede merudgifter afhængigt af den enkelte følgesygdom.

»Vi ved, at diabetikere med følge­sygdomme – også dem i en relativ ung alder – har en forhøjet risiko for at forlade arbejdsmarkedet. Det rammer den enkelte på pengepungen og betyder også, at samfundet mister produktivitet. Både ud fra et personligt og samfundsmæssigt perspektiv er der store perspektiver knyttet til at sætte tidligt ind og sikre, at nydiagnosticerede diabetikere får den rette behandling,« siger ­Jakob Kjellberg.

Specielt diabetisk nyresygdom koster dyrt, efter patienten er udskrevet, mens komplikationer relateret til hjernen og hjertet primært koster under selve hospitalsindlæggelsen, den efterfølgende genoptræning eller anden dyr behandlingsløsning.

Pengene kan bruges bedre

Overlæge Peter Gæde advarer dog mod, at man ser på de 850 mio. kr. som noget, der kan spares væk.

I stedet ser han en mulighed for, at man kan bruge pengene mere fornuftigt, end man gør i dag.

Peter Gæde var en af forskerne bag det verdensberømte Steno-2-studie, som har vist, at det koster samfundet i omegnen af én mio. kr. over 20 år, når en person diagnosticeres med type 2-diabetes. Det gør det, både når sygdommen ikke er velreguleret og leder til komplikationer, men også når lægerne sætter ind med alle sejl og holder hånd i hanke med patienten. I sidstnævnte tilfælde er det ikke komplikationerne, der koster, men derimod dyrere medicin, dyrere konsultationer med specialister osv.

Netop erfaring fra Steno-2-studiet leder til, at overlægen ser be­sparelsen som en mulighed for at flytte pengene fra komplikationsbehandling til forebyggende behandling.

»En analyse af data fra langtidsopfølgning på Steno-2-studiet har vist, at personerne i behandlings­armen har meget færre komplikationer og lever gennemsnitligt otte år længere. Man kan så sige, at hvis det uanset hvad koster omkring én mio. kr. pr. patient over 20 år, når en person udvikler type 2-diabetes, giver det mere mening at behandle dem med alt, hvad vi har, og give dem otte gode år mere at leve i fremfor at skulle reparere på dem, når det går galt,« siger Peter Gæde og afslutter:

»En patient koster det, som en patient nu engang koster. Spørgs­målet er bare, om vi vil bruge pengene på den gode og ofte lidt dyrere forebyggende behandling, eller om vi vil bruge pengene på at behandle komplikationerne.«