Mandlige patienter mest positive overfor sygeplejersker i praksis Praktiserende læger synes oftere end patienterne, at konsultationer kan overlades til sygeplejersker. Specielt ældre og kvinder vil hellere ind til en læge.

Mandlige patienter er klart de mest positive overfor at skulle ind til en sygeplejerske og ikke en læge, når de skal til lægen. Specielt mandlige patienter under 40 år er positive.

Det viser ny forskning fra Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

»Jeg vil tro, at det handler om, at kvinder går oftere end mænd til læge, ikke mindst i den fertile alder, og at læge-patient-forholdet måske er af større betydning for kvinder end for mænd,« siger projektleder og seniorforsker Grethe Moth.

Hun tror ikke, at det blot kan skyldes mænds begejstring over lidt nærkontakt med en sød sygeplejerske i kittel.

»Jeg tror, det handler om, at unge mænd går så sjældent til læge, at det ikke er vigtigt for dem, hvem de snakker med, bare de får hjælp,« siger hun.

Uddelegerer opgaver
Baggrunden for forskningen er, at praktiserende læger i de seneste år i høj grad har uddelegeret opgaver til sygeplejersker i deres praksis, efterhånden som opgaverne med specielt kronikere er blevet flere og flere.

Men man ved meget lidt om, hvad patienterne synes om det.

Alle praktiserende læger i Region Midtjylland blev derfor opfordret til at registrere alle kontakter i løbet af en dag i en 12-måneders periode fra december 2008. 404 læger — svarende til 46 pct. — accepterede. For hver patient blev de praktiserende læger bedt om at udfylde en blanket om bl.a. kronisk sygdom, årsag til møde, diagnose, og om en sygeplejerske kunne have erstattet den praktiserende læge. Også patienterne fik tilsendt et spørgeskema, og de bl.a. blev bedt om at svare på, om lægen ved konsultationen efter deres mening kunne være erstattet med en sygeplejerske.

Der blev sendt spørgeskema til 4.099 voksne patienter efter sygdomsrelaterede konsultationer (dvs. ekskl. kontakter p.ga. profylakse og attestarbejde). Heraf returnerede 2.115 patienter udfyldte skemaer (51,5 pct.)

Resultatet viser, at praktiserende læger mener, at 14,8 pct. af de konsultationer, de har haft med patienter, kunne være foretaget af en sygeplejerske. Men kun 11,7 pct. af patienterne følte, at deres møde med lægen ligeså kunne have været et møde med en sygeplejerske.

Lægernes positive holdning til at lade sig erstatte med en sygeplejerske steg med patientens alder og antallet af kroniske sygdomme.

Når kronisk sygdom var årsag til, at patienten kom til læge, så var 23,6 pct. af lægerne positive overfor at overlade konsultationen til en sygeplejerske. Men kun 10,9 pct. af patienterne, der henvendte sig med kronisk sygdom som kontaktårsag var positive overfor at skulle se en sygeplejerske frem for en læge.

Når patienterne var over 40 år blev de mere modvillige over ikke at skulle ind til en læge, og patienter over 70 år var mest modvillige.

De mandlige patienter var signifikant mere positive overfor at skulle tilses af en sygeplejerske end de kvindelige patienter, og også blandt mændene var der aldersforskelle, der gjorde, at de yngre mænd under 40 år var de mest positive.

Disse resultater er endnu ikke publiceret i et videnskabeligt tidsskrift, men artiklen er under udarbejdelse og indsendes inden længe.

Skriv kommentar