Speciallæger over hele landet hjælper til i kåringen af Danmarks Bedste Hospital.

Ved en rundspørge har 997 speciallæger givet deres holdning til kende om, hvor vigtige de enkelte kvalitetsindikatorer i faglige databaser er for at bedømme behandlingskvaliteten inden for netop deres område.

Inden for eksempelvis prostatakræft har 26 urologer vurderet 6 indikatorer for behandling af prostatakræft. 

På den måde har speciallægerne givet deres svar på spørgsmålene: Er alle indikatorer lige vigtige? Hvis nej, hvilke er så vigtigst?

Deres vægtning af indikatorerne bliver et redskab i afgørelsen af, hvem der leverer den højeste kvalitet i behandlingen af prostatakræft.

Borre: Vigtigste indikatorer er ikke så revante mere
Michael Borre er overlæge og professor på Urinvejskirurgisk Afdeling på Aarhus Universitet. Han er desuden formand for DMCG, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper, og en erfaren specialist i kirurgisk behandling af patienter med prostatakræft.

Han har fået urologernes afstemning om indikatorerne til gennemlæsning for en kommentar om, hvorvidt han er enig med sine kolleger i den måde, de har vægtet de seks indikatorer.

»De indikatorer, som er blevet vægtet højest, er sjovt nok netop de tre, vi har besluttet at udskifte i forbindelse med, at vi har vedtaget et nyt sæt indikatorer på området. Deres aktualitet og relevans var udspillet,« fortæller han. 

De tre indikatorer, han taler om, er: 

– Andel af radikalt prostatektomerede (RP) patienter, opereret med nervesparende teknik (for patienter med lavrisiko sygdom (cT1c -cT2a tumorer og PSA=10, Gleason score<7)). Denne indikator mente de 26 urologer skulle have en vægt på 15 pct.

– Andel af radikalt prostatektomerede patienter med behov for blodtransfusion. Denne indikator mente urologerne skulle have en vægt på 15 pct.

– Andel af radikalt prostatektomerede patienter med operation for urethral/anastomose striktur inden for 1 år efter prostatektomi. Denne indikator mente urologerne skulle have en vægt på 17 pct.

Sammenfaldet mellem, at de — ifølge afstemningen — tre vigtigste indikatorer også er dem, der fra det nye år bliver enten fjernet eller ændret, er ikke så unaturligt. Det er nemlig nogle håndværksmæssigt kvalitative målepunkter, som man i de senere år har haft meget fokus på. Og lægernes opfattelse af dem som vigtige er det, der kommer til udtryk i afstemningen. Derfor kan de over tid alligevel have udspillet deres rolle.

»Når vi fjerner de indikatorer, er det ikke, fordi de som udgangspunkt er dårlige. Det er, fordi procedurerne for at opfylde kriterierne er blevet standard ved næsten alle prostataoperationer i hele landet, og når en indikator på den måde er opfyldt, er den ikke så relevant at indrapportere og måle på længere,« forklarer Michael Borre og nævner som eksempel den første indikator.

»Da det ikke nødvendigvis er en kvalitet at operere nervebesparende, og indgrebet kun bør tilbydes en mindre, meget velselekteret patientkategori, har vi valgt også at fjerne den indikator.« Hvorfor indikatoren om, hvor mange tilfælde af positiv kirurgisk margen der optimalt set bør være, ligger i nederste halvdel, kan Michael Borre kun spekulere om. 

Positiv kirurgisk margen handler om, at man ved operationen kommer i sundt væv og får alle kræftcellerne med ud. At der ikke efterlades syge celler i vævet omkring den bortopererede tumor.

»Relativt mange patienter viser sig ved operationen at have mere udbredt sygdom, end vi først regnede med, og i de tilfælde kan det være sværere at få alle kræftcellerne med ud. Når det sker, er der meget stor risiko for, at patienten må igennem en supplerende strålebehandling. Ved to behandlinger øges også risikoen for belastende bivirkninger,« forklarer Michael Borre. 

Han mener, vægtfordelingen ikke så meget skyldes nedprioritering af indikatorerne om positiv kirurgisk margen, men nærmere en opprioritering af de andre indikatorer.

En af de nye indikatorer, som urologerne fremover skal indrapportere om, er registrering af antal indlæggelser efter biopsier og operationer.

»Hvis et større antal patienter har behov for indlæggelse i månederne efter prostatabiopsi eller et år efter prostataoperation, så er det en indikator for, at kvaliteten af indgrebene ikke har været høj nok,« siger han og nævner den sidste, og muligvis upopulære, indikator:

»Vi har fundet det nødvendigt at begynde at måle på kollegernes flid med at indrapportere de meget vigtige kliniske data. Vi er desværre ikke særligt gode til det endnu.«