I denne for almen praksis så vanskelige tid er vores formand Bruno Melgaard Jensen fortaler for, at vi skal finde venner og derved placere os stærkere i sundhedssektoren. Jeg vil foreslå at støtte den strategi ved også at få afklaret, om vi har nogle vennebilleder.

Hvad er vennebilleder? Det er tilsvarende fjendebilleder, bare modsat. Vennebilleder er grupper, som tilsyneladende er på vores side, men i virkeligheden er de om ikke fjender så i hvert fald ikke vores støtter.

Et eksempel er regionerne. Politisk meldte de klart ud for godt et år siden, og økonomisk og praktisk laver de nu overbudsplaner for primærsektoren sammen med kommunerne og FAS, som dels udpiner almen praksis, dels overflødiggør den.

Dermed kommer vi til et andet og vigtigt vennebillede, som står for fald: FAS, Foreningen af Speciallæger. I stadig flere sammenhænge er de deres medlemmers forening i en grad, så de arbejder direkte på bekostning af PLO’s interesser. Som tingene har udviklet sig, har FAS flere fællesinteresser med regionerne end med PLO. Lad mig understrege, at rent lægeligt skal dette ikke opfattes som en kritik af samarbejdet med de enkelte FAS-medlemmer. Men som interesseorganisation kan FAS ikke længere betragtes som PLO’s kampfælle, snarere tværtimod.

Økonomisk kommer FAS’ strandhugst på PLO’s bekostning til udtryk i flere sammenhænge. Tydeligt med den københavnske lægevagt, 1813; FAS vil gerne lave overenskomst med ejerne, modsat PLO’s ønsker. Før 1813 blev indført, havde en gruppe børnelæger en privat lægevagtsordning i det storkøbenhavnske område, angiveligt ‘et supplement’ til den daværende lægevagt. Et andet eksempel: Fra år 2000 og frem er der oprettet 4.000 nye lægestillinger inden for sygehusområdet, bl.a. inden for FAS, mens der i samme periode er oprettet 40 stillinger inden for PLO. På den måde er der i al fremtid bundet en årlig merbevilling inden for deres område; en del af pengene kunne have styrket almen praksis, hvis regionerne og FAS havde villet det.

Fagligt er der heller ikke den store respekt for almen praksis i FAS. I 2007 gik FAS og YL sammen og gennemførte en ændring af turnusuddannelsen i direkte konflikt med vores holdninger, således at en del af fremtidens speciallæger ikke har været i almen praksis. Det forringer den kliniske uddannelse og er udtryk for en mangel på respekt for almen praksis’ funktion og ansvar i sundhedssektoren. Det viser ånden i FAS, og hvad værre er: Der er risiko for, at den manglende kontakt med almen praksis kan føre til manglende forståelse for almen praksis hos de kommende FAS-medlemmer.

Hvad kan vi gøre med denne triste erfaring i bagagen?

For at stå stærkere og tydeligere i sundhedssektoren må vi lægge afstand til samarbejdet mellem FAS og regionerne. Vi er nødt til at forlade Lægeforeningen med henblik på at lægge afstand til FAS og øvrige offentligt ansatte læger. I stedet skal vi etablere en selvstændig organisation — et fritstående PLO, som med fordel kan have hovedkontor i provinsen for at understrege vores lokale forankring. Det vil give både klarhed og opmærksomhed om vores placering i sundhedssektoren — uden for regionerne og FAS — og tæt på brugerne/patienterne. Så bliver det lettere for alle parter at skelne venner fra vennebilleder.

Interessekonflikter: ingen

LÆS SVAR FRA FAS-FORMAND ANJA MITCHELL: FAS og PLO har et godt samarbejde