Elektronisk overvågning skal forhindre slag­tilfælde blandt svage ældre
Foto: Joachim Rode

Elektronisk overvågning skal forhindre slag­tilfælde blandt svage ældre I et nyt forskningsprojekt udstyres ældre, der mistænkes for at have hjerteproblemer, med en sensor, der måler hjerterytme og registrerer, om den ældre har rytmeforstyrrelser. Håbet er på sigt at henlægge de regelmæssige hospitalskontroller og i stedet lade hovedparten af monitoreringen foregå i almen praksis.

Inge-Merete Pedersen ligger på ryggen på briksen i hjerteambulatoriet på afdeling Y2 på Frederiksberg Hospital.

Hun er iført en tynd undertrøje. Hendes bryst er blottet og polstret til med elektroder fra Holter-monitoren. Elektroderne dækker hele brystkassen, så de i det næste døgns tid kan registrere hjertets aktivitet — også de rytmeforstyrrelser, der måtte komme til udtryk længere væk fra hjertemusklen.

Overlæge Helena Dominguez er ved at påmontere endnu et device, den nyopfundne ’C3-sensor’ fra den danske virksomhed Cortrium, midt på Inge-Merete Pedersens bryst. Devicet er væsentlig mindre. Og i modsætning til ‘storebror’ egner C3-sensoren sig ikke til findiagnostiske undersøgelser, men registrerer atrieflimmer, slaghastighed og pauserne mellem Inge-Merete Pedersens hjerteslag.

Inge-Merete Pedersen er en af i alt 160 deltagere i et nyt forskningsprojekt, Reaching the Frail Elderly (REAFEL), der med støtte fra Innovationsfonden skal vare de næste fire år. Projektets formål er at udvikle en effektiv metode til at finde de hjertepatienter, der er i risiko for at få slagtilfælde, og sætte gang i deres forebyggende behandling i tide.

»Med den rigtige monitor kan udredningen af patienterne faktisk foregå uden om hospitalet, og de ældre hjertepatienter slipper for anstrengende besøg hos både kardiologerne på hospitalet og almen praksis«
– Helena Dominguez

I udgangspunktet er det svage ældre, der af forskellige årsager er under mistanke for at have hjerteproblemer, der inkluderes i REAFEL. Ligesom Inge-Merete Pedersen får de påmonteret den nye C3-sensor, der kan registrere hjerterytmeforstyrrelser. I projektet er forskerne særligt interesserede i at af- eller bekræfte, om deltagerne har atrieflimren, da det i tidligere studier er dokumenteret, at denne type rytmeforstyrrelse øger risikoen for alvorlige slagtilfælde.

»Det store perspektiv med REAFEL-projektet er at henlægge de regelmæssige kontroller på hospitalet for i stedet at lade overvågningen af hjertepatienterne foregå i regi af almen praksis. Vi ved, at det er svage ældre, som har størst risiko for at få alvorlige slagtilfælde, men samtidig tilhører de den gruppe, der har sværest ved at møde til kontrol på hospitalet. Med den rigtige monitor kan udredningen af patienterne faktisk foregå uden om hospitalet, og de ældre hjertepatienter slipper for anstrengende besøg hos både kardiologerne på hospitalet og almen praksis,« siger Helena Dominguez.

To forskellige devices, et formål

Inge-Merete Pedersen er født med fortykket hjertemuskulatur. I kombination med atrieflimren er fortykket hjertemuskulatur forbundet med en særlig høj risiko for dannelse af blodpropper i det område af hjertet, der kaldes forkammerets øre.

Derfor er det, ifølge Helena Dominguez, vigtigt at få afklaret, om Inge-Merete Pedersen har atrieflimren, og i så fald igangsætte en relevant behandling, der forebygger blodpropdannelsen med det samme. I de fleste tilfælde vil det være en behandling med blodfortyndende medicin.


Holter-monitoren har længe været anvendt til at registrere rytmeforstyrrelser hos patienter, der er under mistanke for at have problemer med hjertet. En Holter-monitor tillader en fin diagnostik af hjerterytmeforstyrrelser, men er et forholdsvis stort og upraktisk device. Selve måleapparaturet bærer patienten i en rem over skulderen, mens de ti kabler med elektroder monteres på patientens brystkasse over et større område, så al hjerteaktivitet kan opfanges og registreres.

Almindeligvis monitoreres patienten i en periode på 24 timer. Den nye C3-sensor er et mere kompakt device med tre punkter forbundet med indbyggede kabler, som også optager al hjerteaktivitet. Den er let og dermed behageligere for patienten at gå rundt med. C3-sensoren monteres på brystbenet lige ved hjertet.

»I projektets første fase skal vi sikre os, at C3-sensoren faktisk laver optagelser, og at disse optagelser er tilstrækkelig gode til at finde atrieflimren sammenlignet med optagelserne fra Holter-monitoren. Således kan vi verificere eller falsificere, om den nye device egner sig lige så godt til at registrere atrieflimren som det, vi er vant til at arbejde med,« forklarer Helena Dominguez og tilføjer, at de i projektetet arbejder med en margen på ti pct. afvigelse på data.

Er optagelserne fra C3-sensoren lige så præcise som optagelserne fra Holter-monitoren, kan det nye device erstatte det gamle til monitorering af atrieflimren. Det nye device er let at af- og påmontere, og data aflæses i dag ved at tilkoble C3-sensoren med et mini-USB-kabel til en computer. På sigt vil den kunne aflæses løbende af lægerne, mens patienten bærer den på brystet.

Tæt samarbejde med praksis

C3-sensoren har netop været anvendt i et studie af hjerteopererede patienter med atrieflimren og risiko for at udvikle blodpropper, når hjertekirurger henholdsvis har lukket og ladet forkammerets øre stå åbent. I det studie var der ifølge Helena Dominguez ikke en finger at sætte på optagelserne fra C3-sensoren.

»Får vi i REAFEL-projektet bekræftet, at C3-sensorens optagelser er troværdige, så kan monitoreringen af patienter med symptomer på atrieflimren fremover igangsættes af en praktiserende læge frem for af en kardiolog på hospitalet. Så begrænses hospitalets opgave til at analysere data og vejlede den praktiserende læge om, hvilken behandling patienten vil have gavn af at blive sat i gang med,« siger Helena Dominguez.

Således vil det fremadrettet ikke være nødvendigt, at de ældre møder op på hospitalet for at få påmonteret C3-sensoren. Det kan ske i hjemmet eller hos egen læge.

For at få etableret et tæt samarbejde med almen praksis om de patienter, der mistænkes for at have atrieflimren, er der allerede på nuværende tidspunkt to praktiserende læger i REAFEL-projektets advisory board.

»Hvis det her skal blive en succes på sigt, så er det vigtigt, at vi ved, hvordan vi skal tilrettelægge det, så det giver mest mening for de praktiserende læger. Vi er meget lydhøre og ser frem til et tæt samarbejde de praktiserende læger om at udvikle en ny måde at organisere udredning og opfølgning på behandling af hjertesygdom på,« siger Helena Dominguez og fortsætter:

»En af de helt store gevinster ved projektet er, at hospital og almen praksis kommer til at samarbejde på en helt anden måde. Den praktiserende læge kender patienten og patientens sygehistorie langt bedre, end vi gør på hospitalet. Derfor vil et tættere samarbejde uden tvivl betyde, at vi bliver opmærksomme på ting, vi ellers ville have overset, og i sidste ende kan vejlede mere optimalt om behandling.«

Det er hensigten, at Forskningsenheden for Kronisk Sygdom, under ledelse af forskningsleder og overlæge Anne Frølich, skal facilitere samarbejdet. Desuden står forskningsenheden for gennemførelse af en række workshops med personale fra Frederiksberg Hospital og personale fra almen praksis for at blive klogere på, hvordan samarbejdet skal planlægges.

Helena Dominguez og Anne Frølich forventer, at samarbejdsmodellen er skalerbar til andre specialer og patientgrupper.

Men til trods for de positive perspektiver ved REAFEL-projektet ser Helena Dominguez desværre også, at det kan være svært at få støtte fra hospitalsdirektionerne og regionerne til lignende projekter: »Den type projekt, som REAFEL er, er jo et samarbejde, som kommer til at begrænse antallet af patientbesøg i hjerteambulatoriet på Frederiksberg Hospital. Hospitalssektoren er hæmmet af, at budgetterne er baseret på fremmøde. Så de gevinster, vi ser ved at lægge opgaver ud, giver ikke penge på hospitalets konto,« siger hun.

Ikke kun en gevinst for de ældre

De 90 patienter, der indtil videre er inkluderet i REAFEL-projektet, er patienter, der enten allerede har diagnosticeret atrieflimren, eller patienter, som har symptomer på atrieflimren, f.eks. hjertebanken eller stakåndethed. Det kan være nødvendigt at monitorere patienter med diagnosticeret atrieflimren for at undersøge, om de medicinjusteringer, de løbende får foretaget, giver flere rytmeforstyrrelser. Er det tilfældet, kan det komme på tale, at de skal have indopereret en pacemaker.

REAFEL-projektet er målrettet ældre patienter, da risikoen for at udvikle blodpropper og få slagtilfælde stiger markant efter 65-års alderen, hvor blodet lettere koagulerer, og blodkarrene bliver mindre elastiske. Risikoen for slagtilfælde stiger yderligere, da ældre patienter ofte har vanskeligt ved at skulle frem og tilbage til konsultationer på hospitalet.

»Efter at vi har igangsat projektet, har vi erfaret, at også andre svage grupper i samfundet vil have gavn af at blive sparet for de regelmæssige hospitalsbesøg. Det gælder f.eks. socialt udsatte, demente og misbrugere. Når vores projekt er målrettet de ældre patienter, er det, fordi de har størst risiko for slagtilfælde,« siger Helena Dominguez.

Projektets tredje ben  

Få minutter efter at Inge-Merete Pedersen har fået påmonteret C3- og Holter-monitoren, bliver hun sendt hjem igen. Der er ingen gener eller bivirkninger ved monitoreringen. Det eneste, hun skal være opmærksom på, er, at elektroderne ikke falder af huden — for en sikkerheds skyld får hun en forsyning af ekstra plastre med hjem. Inge-Merete Pedersen skal monitoreres i et døgn. Herefter leveres monitoreringsudstyret tilbage til Frederiksberg Hospital.

Indtil videre foreligger der ingen analyser af de 90 inkluderede patienters monitoreringsdata. »Analyserne påbegyndes først, når vi har indsamlet data fra alle 160 patienter. Data parres anonymiseret og analyseres enkeltvis af en kardiolog. Anonymitet er afgørende, da vi ikke må være farvede af, hvad vi på forhånd ved om patienterne,« forklarer Helena Dominguez.

Foruden Helena Dominguez er det Anne Frølich, der leder REAFEL-projektet. Projektet er en del af det nye Copenhagen Center for Health Technology (CACHET) og involverer professor Jakob Bardram fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Når data fra de 160 patienter er indsamlet, vil DTU-forskere begynde at udvikle en omkostningseffektiv algoritme, der automatisk analyserer de informationer, som C3-sensoren indhenter. Det skal bidrage til at effektivisere udredningsarbejdet yderligere.

Helena Dominguez antager, at alle monitoreringsdata til sammenligning af C3-sensoren med den vanlige Holter-monitorering er indsamlet i løbet af foråret 2017.

Skriv kommentar