Hvordan påvirker førstepladsen jeres arbejde?

»Den er en cadeau, som bekræfter og understøtter det enormt store engagement, vi har på tværs af afdelinger og faggrupper på Rigshospitalet. Vores patienter har en alvorlig sygdom med en ofte begrænset forventelig restlevetid, som i sagens natur rammer dem hårdt. Og for de pårørende er der ofte den ekstra dimension, at de oven i sorgen over deres kæres alvorlige sygdom kan opleve dem ændre personlighed i større eller mindre grad. Det kan være hårdt og tungt at sidde med i det daglige, så det giver lidt vinger at få den topplacering.«

Hvad, tror du, er årsagen til, at I er blevet nummer et til behandling af kræft i hjernen?

»Jeg oplever ikke, vi gør noget markant anderledes end det, vi plejer. Vi har et tæt samarbejde med vores dygtige neurokirurger, der ligesom os brænder for denne patientgruppe. Vi har også et stort fokus på både klinisk og translationel forskning, men det er ikke med i disse her tal. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke ser os som højt hævet over andre afdelinger. Tal og statistik kan være ubarmhjertige og afspejler ikke nødvendigvis virkeligheden. Det ved vi alle sammen. Gliomerne er en lille patientgruppe i forhold til andre kræftsygdomme, og på en mindre afdeling kan en eller to patienter skævvride tallene.«

Hvis du skal pege på noget, der kan forbedre jeres muligheder for at yde endnu bedre behandling, hvad vil det så være?

»Der går vi igen lidt uden for det, som disse her data viser, men hvis jeg virkelig skulle forestille mig et ønskescenarie, så ville vi få helgenomdata up front, altså fra starten af behandlingen. Ved helgenomsekventering ser vi efter, om der er noget i patienternes tumorer, der er DNA-specifikt, som vi kan målrette behandlingen efter. Hvis vi kunne trække den mulighed up front, tror jeg på, at vi kan forbedre behandlingen for udvalgte patienter, hvor der er mulighed for målrettet behandling. Stort set alle vores patienter får i dag lavet helgenomsekventering, men resultatet er først klart, når de har afsluttet strålebehandlingen. Hvis den viden kunne gøres tilgængelig allerede inden, at patienten starter strålebehandlingen, kunne den måske bruges til målrettet behandling helt fra begyndelsen af.«

Hvad forhindrer jer i at gøre det nu?

»Vores behandling skal være så evidensbaseret som muligt, så når vi indfører nye behandlinger, skal det ske på baggrund af valide data, som man kun opnår, hvis man først laver grundige og velplanlagte kliniske forsøg. Det er et stort arbejde at opstarte et klinisk forsøg med bl.a. godkendelser, registreringer og dataindsamling. Den medicin, som skal testes, kræver også ofte, at et medicinalfirma stiller den til rådighed.«

Har du et konkret eksempel, hvor I har brugt kvalitetsdata til at ændre i jeres måde at behandle på?

»Vi har brugt overlevelsesdata for ældre patienter, som er svært syge og inoperable, til at blive bedre til at sortere dem fra, som har den mindst gunstige prognose. Alder er ikke noget kriterium i sig selv. En frisk 85-årig, der kommer ind direkte fra golfbanen, får samme behandling som alle andre. Men det er hverken respektfuldt eller etisk forsvarligt at trække meget dårlige, svækkede patienter gennem en tung, onkologisk behandling, hvor de måske endda forværres undervejs, og hvor chancen for øget overlevelse kan være helt nede på ugebasis. De skal transporteres frem og tilbage, behandlingen vil svække dem og potentielt i en grad, så der ikke er overskud til livet uden for hospitalet. Når man har data i ryggen, så kan man med respekt og tyngde bedre forelægge for patienten og de pårørende, at det faktisk ikke er det bedste at starte behandling. Det handler om livskvalitet.«

Hvornår har kvalitetsdata senest overrasket dig?

»Årsrapporten omtaler problemer med konsekvent at få gennemført postoperative scanninger, men det oplever jeg faktisk ikke i min hverdag. Jeg har hørt om problemer med patologisvar (rapporten nævner også forsinkelser i patologisvar som et problem, red.), men oplever det meget sjældent selv. Vi er et forholdsvis lille team omkring disse patienter, og vi kender hinanden så godt, at hvis jeg f.eks. står og mangler et patologisvar, så kan jeg ringe til patologisk afdeling og bede min gode kollega der om hjælp. Der hjælper det at være en del af et lille, dedikeret team, som virkelig kæmper for disse her patienter. De har en alvorlig, dødelig sygdom, som rammer på mange måder. De fleste er over 65 år, men der er også f.eks. yngre med børn. Alvorligheden gør, at vi bliver holdt til ilden. Vi kan nok heller ikke undgå at involvere os menneskeligt. F.eks. når patienterne spørger ‘hvor lang tid har jeg tilbage’, så gør man sig umage både fagligt og menneskeligt.«

Mærker I den ‘krise’ i sundhedsvæsenet, som der længe er blevet talt om, og i givet fald hvordan?

»Hos os er der ikke mangel på f.eks. sygeplejersker. Jeg antager, vi har ry for at være et godt team at være i, så jeg oplever ikke problemer med at få sygeplejersker. De har fokus på hele familien og de pårørende – ja det har lægerne naturligvis også – men sygeplejerskerne har en ubestridelig vigtig funktion. Det er en fornøjelse for mig som læge at arbejde tværfagligt med sygeplejerskerne, og det gavner både patienterne, de pårørende og os som team. Men vi hører om krisen i krogene og fornemmer, at den er på vej. Jeg synes ikke, vi er helt ramt endnu, men specielt patologi og billeddiagnostik begynder at blive pressede. Så vi begynder lige så stille at kunne øjne krisen. Den er der i horisonten.«