»Hallo… Er der nogen?«
Lone kører rundt i sin kørestol og råber som vanligt efter mennesker, da jeg ankommer på mit regelmæssige plejehjemsbesøg som plejehjemslæge.
Der er få medarbejdere, og de demente beboere bliver ofte utrygge, når de ikke ved, hvor de befinder sig, og der ikke er nogen, som svarer, når de kalder. Alle kunne ønske sig flere omsorgspersoner til at sige: »Lone, jeg er lige her, kom og få en kop kaffe.«
Sundhedsstyrelsen har netop meldt ud, at ønsket om at sænke forbruget af antipsykotisk medicin blandt demente patienter ikke er faldet som planlagt. Hvorfor? Er det angst, agitation og råben, som foranlediger sundhedsvæsenet til at berolige og ‘dope’ de demente, fordi de lider og skræmmer deres naboer, som ikke bryder sig om uventede besøg?
Personalet fortæller, at der tidligere var flere aktivitetsmedarbejdere ansat, hvilket virkede beroligende på de demente plejehjemsbeboere. Men de er sparet væk.
Nærvær på plejehjemmene
Sundhedsstyrelsen har nu annonceret et puljeprojekt, idet man ønsker inddragelse af civilsamfundet og lokalmiljøet til at skabe mere liv og nærvær på plejehjemmene. F.eks. besøg af skoleklasser og børneinstitutioner, som man ser i Japan, hvor skolebørn kommer og laver lektier, og de små institutionsbørn kommer og underholder de ældre plejehjemsbeboere med deres spontane leg.
Der er brug for flere mennesker omkring vores ældre, så de kan føle sig som en del af et fællesskab
Ældre skal integreres og ikke gemmes væk. Der skal fokus på reminiscensterapi, hvor særlige aktiviteter og sanseindtryk kan vække minder hos de demente og forebygge hurtig forværring af deres sygdom. Der er brug for flere mennesker omkring vores ældre, så de kan føle sig som en del af et fællesskab, og der er brug for flere mennesker til at koordinere disse indsatser.
Inddragelse af frivillige nævnes igen og igen som en del af projektet. Men hvorfor har vi ikke råd eller vilje til at betale for disse medarbejdere, som er så vigtige for vores ældres trivsel? Hvorfor forventer vi, at omsorgsarbejde skal være på frivillig basis? FOA kalder i 2020 brugen af frivillige på plejehjem for dobbelt social dumping: Sosu’erne mister deres arbejde til gratis arbejdskraft, og de frivillige laver reelt arbejde uden løn.
Flere pårørende oplever efterhånden også, at de selv må bidrage med plejen af deres forældre, hvilket opleves som en stor belastning og risikerer at øge uligheden, idet nogle ældre ikke har pårørende, som kan træde til.
Attraktivt omsorgsjob
Endelig får manglen på medarbejdere politikerne til at vende blikket mod Indien og Filippinerne, da der ifølge regeringens beregninger vil mangle op mod 15.000 sosu’ere i 2035. Der kommer flere og flere ældre, så noget må gøres. Men vi skal helst ikke betale for meget for det.
Trods generel mangel på arbejdskraft er arbejdsløsheden høj blandt unge mellem 18 og 25 år. Berlingske skrev 27. august, at hver tredje arbejdsløse, i alt 72.000, findes i denne aldersgruppe. Kunne man ikke gøre omsorgsjob i ældreplejen mere attraktive og dermed motivere de unge til at bidrage til velfærdssamfundet?
Her er et forslag: Lad unge mellem 18 og 25 år, som tager disse jobs, få en klækkelig økonomisk bonus. Måske vil det tiltrække flere medarbejdere til ældreplejen, og måske de unge vil indse værdien af at yde omsorg og vælge at uddanne sig inden for denne sektor.
Vi må have fokus på værdien af omsorgsarbejde, for lønnen og anerkendelsen er alt for lav. Flere og glade medarbejdere skaber trivsel blandt personalet, færre sygedage, bedre tid til pleje og medicinering, færre fejl og utilsigtede hændelser. Det betyder også færre lægekontakter og indlæggelser og mindre antipsykotisk medicin, samt gladere og tryggere beboere og pårørende, som ikke går ned med stress over deres demente forældre, fordi de ved, at nogen passer godt på dem.
Mon ikke den økonomiske investering kan betale sig i det lange løb?
