Data for den kliniske database Dansk Esophagus-, Cardia- og Ventrikelkarcinomdatabase tyder på, at de kirurger, der opererer patienter med ventrikelcancer, kan deres håndværk. På landsplan fik kun én patient i 2014 en komplikation i form af anastomoseinsufficiens i forbindelse med operation for ventrikelcancer. Komplikationen opstår, hvis den kirurgiske sammenføjning mellem mavesæk og spiserør ‘lækker’. Ifølge databasens styregruppe er der tale om et ‘meget opløftende’ og ‘tilsyneladende systematisk fald igennem flere år’. Databasen markerer sig ved at have en høj grad af dataindberetninger fra de fire centre i landet, som opererer denne patientgruppe. Kompletheden af databasen er bedømt ved at sammenligne med data fra Patologiregistret. Styregruppen vurderer, at databasen giver et retvisende billede af kvaliteten på området, og at ‘de resultater, som opnås i Danmark, for den største dels vedkommende er på et højt internationalt niveau’.
På landsplan er femårsoverlevelsen relativt ens, og de mindre forskelle, der er mellem centrene, vil formodentlig kunne forklares med lokale forskelle i patientsammensætningen. At Rigshospitalet og Aalborg i det samlede regnskab placerer sig marginalt bedre end Odense og Aarhus, skyldes især en lidt højere andel af patienter opereret med henblik på helbredelse, der får fjernet mindst 15 lymfeknuder. Antallet af fjernede lymfeknuder er en selvstændig prognostisk faktor for overlevelsen. På denne indikator er der både på landsplan og på de enkelte centre sket en ‘betydelig kvalitetsforbedring’ de senere år, og tidligere markante variationer mellem centrene er i stort omfang udjævnet.