Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet udnævner Merete Schmiegelow fra Novo Nordisk til ny erhvervsambassadør. Merete Schmiegelow skal styrke fakultetets profil inden for regulatory science og først og fremmest tilknyttet Institut for Farmaci.
Den nye erhvervsambassadør har fingeren på pulsen, når det gælder registrering, myndighedskrav og EU-lovgivning på lægemiddelområdet. Hun har som senior director i Novo Nordisk inden for regulatory policy and intelligence hele verden som sin arbejdsplads, men på Københavns Universitet bliver hun først og fremmest tilknyttet Institut for Farmaci.
»Merete Schmiegelow har mange års erfaring med regulatory science – siden 1984 med base i Novo Nordisk. Jeg glæder mig over, at hun nu sætter sine faglige kompetencer og sit vidt forgrenede netværk i spil på Københavns Universitet. På den måde er hun med til at understøtte fremtidens samarbejde mellem erhvervsliv, universitet og myndigheder inden for det regulatoriske lægemiddelområde,« siger prodekan Sven Frøkjær fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet i en kommentar på universitetets hjemmeside.
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ønsker med udnævnelsen af erhvervsambassadører at øge innovationskraften i både uddannelse og forskning.
»Vi vil gerne styrke relationen til det omgivende samfund og sikre at vores studerende og forskere sætter deres viden i spil. Ved at udnævne erhvervsambassadører får vi et værktøj til at knytte nogle af vores særligt vigtige stakeholders tættere til os og drage nytte af deres erfaringer,« siger prodekan Sven Frøkjær.
Fakultetet tildeler titlen som erhvervsambassadør til personer med specialkompetencer, der har særlig relevans for fakultetets forskning og undervisning. Ambassadørerne skal både have høje faglige kvalifikationer og betydelig erhvervserfaring.