En kendt influencer og succesfuld iværksætter med ADHD og over 80 tusind følgere på Instagram skabte midt i påskeferien debat om retten til personlig assistance (PA) ved varig funktionsnedsættelse.

Influenceren delte med lettelse og begejstring, hvordan det på 45 minutter med en sagsbehandler fra Frederiksberg Kommune var lykkes at ansøge om 15 timer ugentlig personlig assistance – som »kunne hjælpe med det, jeg godt kan, men som kræver sindssygt meget af mig, og som derfor udtrætter mig helt vildt meget – alt det her administrative,« som hun selv beskrev det.

Shitstormen rasede, da den varigt funktionsnedsatte angivelig bor i en millionvilla med snedkerkøkken og håndlagt terrazzo. Lokalpolitikere råbte vagt i gevær; Har vi som samfund råd til en PA til en succesfuld iværksætter, samtidig med at der spares på ældrepleje og daginstitutioner?

»Af og til er det fint med lidt mere skam i livet,« skrev Anne Sophia Hermansen i Weekendavisen.

På den andens side står lovgivningen om forbud mod forskelsbehandling på grund af handikap. PA-ordningen er tiltænkt som en kompensation for et dokumenteret funktionstab og er uafhængigt af uddannelse eller indkomst.

15 pct. er neurodivergente

Det kunne lige så godt være en læge, veluddannet, på overfladen succesfuld og med en varig funktionsnedsættelse, som egentlig havde brug for hjælp til at fastholde et job i sundhedsvæsenet. En opgave som er vanskelig og ofte præget af følgesygdomme, såsom stress og depression og stigmatisering.

Som lægelig leder er det tydeligt, at min viden, erfaring og evne til at lede såkaldte neurodivergente hjerner kan blive bedre

For som to læger fint beskriver det i Ugeskrift for Læger ‘Man gennemfører ikke lægestudiet, hvis man har ADHD, vel?’ Kan man varetage et krævende lægejob, hvis man har brug for hjælp eller særaftaler – hænger vagtplanen sammen og har vi ressourcer til f.eks. personlig assistance? 

Begrebet neurodiversitet, oprindeligt populariseret af sociologen Judy Singer, beskriver hvordan hjerner kan fungere forskelligt og værdifuldt for et samfund. Ca. tre til fire pct. af voksne har AD(H)D og ca. to pct. autismespektrumforstyrrelser (ASF) –og flere og flere får stillet diagnosen som voksne. 

Afgrænsningen til det neurotypiske er ikke helt skarp, da andre diagnoser også nævnes indenfor neurodiversitets-paraplyen. Tilstandene eksisterer på et spektrum og flere vurderer, at 15-20 pct. af verdens befolkning er neurodivergente, som det kaldes, når ens hjerne fungerer anderledes end flertallets.

Neurodivergente hjerner skal inkluderes

Debatten er principiel, og jeg har fulgt den med stor interesse, da diskussionen om hjælp til højtuddannede og på overfladen succesfulde neurodivergente rammer lige ind i et tema, som jeg møder oftere og oftere som leder i det danske sundhedsvæsen. 

Særligt når jeg som personaleleder taler med medarbejdere og uddannelsessøgende, som efterspørger mere fleksibilitet, er forældre til børn der mistrives, udredes eller har fået diagnoser – og når jeg underviser lægestuderende. Nuværende og kommende kollegaer, som er åbne både omkring deres udfordringer, styrker og deres ‘forskellighed’ – og som har brug for at bøje rammerne, for at kunne fungere bedst muligt. Der er mange gråzoner.

Tiden skriger på, at vi som arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner bliver bedre til at inkludere såkaldte neurodivergente hjerner. Mangel på kvalificeret arbejdskraft er en af sundhedsvæsenets største udfordringer, og samtidig skal vi skabe transformation og lykkes på tværs af nye strukturer. Vi har mere end nogensinde brug for sundhedsprofessionelle, som evner at tænke forskelligt og udfordre status quo. Uden at blive personligt ramt af mistrivsel.

Forskellighed er en styrke

Jeg er ikke psykiater og vil nødig kloge mig i incidenser og diagnose-spektre, men som lægelig leder er det tydeligt, at min viden, erfaring og evne til at lede såkaldte neurodivergente hjerner kan blive bedre. 

Jeg har over det sidste år brugt en del krudt på at læse om emnet og er blevet noget klogere på lovgivning og ledelsesopgaven, men er stadig en slags novice. 

Til gengæld har jeg stor erfaring med at skabe udvikling i sundhedsvæsenet, ved at bringe forskellighed i spil på tværs af fag, hierarkier og organisatoriske grænser – forskellighed er en styrke, når vi skal tackle fremtidens vilde problemer. Det er ikke altid nemt, men jeg oplever et kæmpe potentiale.

Jeg forventer, at vi ser ind i en vigtig opgave med at skabe et mere inkluderende arbejdsfællesskab i et sundhedsvæsen præget af stram økonomi og krav om målopfyldelse. Mange uddannelsesinstitutioner, fagforeninger og private virksomheder er i fuld gang med at finde løsninger, så arbejdspladser kan rumme og få gavn af alle slags hjerner – hvor står vi reelt i sundhedsvæsenet?