I bestræbelserne på at mindske uligheden i tilgangen til kommunale sundhedstilbud for borgere med type 2-diabetes i sårbare positioner må sundhedsprofessionelle træde ud af de vante kliniske rammer og ind i borgernes lokalmiljøer.

Det viser en indledende undersøgelse gennemført af Professionshøjskolen Absalon i samarbejde med to sjællandske kommuner, som er lavet i forbindelse med et forskningsprojekt om opsøgende indsatser til mennesker med type 2-diabetes.

Mødet mellem borgere med type 2-diabetes i sårbare positioner og sundhedsprofessionelle kan blive vanskeliggjort af manglende forståelse for borgerens situation

Andelen af mennesker, der får type 2-diabetes i Danmark, er markant stigende og intet tyder på, at der er en opbremsning på vej. Over 320.000 voksne danskere har sygdommen, hvilket svarer til 6,7 pct. af den samlede befolkning.

Der er en social gradient i sundhed i forhold til mennesker med type 2-diabetes. Forekomsten er stabilt stigende i alle regioner, men procentvis højest i Region Sjælland og lavest i Region Hovedstaden. Sammenlignet med mennesker uden type 2-diabetes har mennesker med type 2-diabetes højere risiko for at falde ud af arbejdsmarkedet, have flere sygedage og få tilkendt førtidspension.

Type 2-diabetes i sårbare positioner

For borgere i sårbare positioner vil diabeteshåndtering ofte være udfordret af konkurrerende problemer og andre sygdomme, herunder psykisk sygdom og misbrug, men også af fattigdom og manglende overskud eller kompetencer til at varetage eget helbred.

Udfordringerne kompliceres yderligere af, at personen med type 2-diabetes ikke nødvendigvis mærker symptomer på sin sygdom i hverdagen. Dette kendetegn har givet den betegnelsen en usynlig sygdom, og det vil ofte først være sent i sygdomsforløbet, at symptomer og irreversible skader dukker op.

Sundhedstilbud til mennesker med type 2-diabetes foregår ofte i institutionelle rammer såsom sundhedscentre og består typisk af rygestopkurser, holdtræning, mm. For at kunne drage nytte af disse tilbud må borgerne kunne transportere sig selv til det pågældende sted samt tilpasse sig de institutionelle rammer, logikker og procedurer.

Ligeledes skal borgerne kunne forstå sundhedsinformation kommunikeret gennem skrift og tale og omsætte denne viden til en måske kaotisk hverdag.

Dansk forskning viser, at mødet mellem borgere med type 2-diabetes i sårbare positioner og sundhedsprofessionelle kan blive vanskeliggjort af manglende forståelse for borgerens situation, svært forståelig information, skyldfølelse og en skæv magtfordeling mellem parterne.

Det opsøgende arbejde

I en ny rapport fra Kommunernes Landsforening (KL)  fremhæves styrkede henvisningsveje som en væsentlig indsats til at mindske uligheden i adgangen til kommunale sundhedstilbud.

Internationale forskningsstudier understreger effektiviteten af målrettede indsatser i borgernes lokalmiljø. Denne forskning underbygges af evalueringer fra kommuner, hvor man har haft fokus på sundhedsfremmende og rehabiliterende forløb, bl.a. til mennesker med  type 2-diabetes.

Der bør gøres op med den måde borgere med type 2-diabetes i sårbare positioner identificeres

Evalueringer peger på, at de sundhedsprofessionelle gennem tilstedeværelse i lokalmiljøet kan opbygge relationer og tillid til borgerne, der er helt essentielle for et bæredygtigt og frugtbart samarbejde og videre henvisning til øvrige sundhedstilbud.

Et eksempel herpå er Ringsted Kommune. Siden 2019 har Ringsted Kommune arbejdet med både at ensrette individuelle behovsvurderinger og med differentiering i de tilbud, der gives til borgere med type 2-diabetes i sårbare positioner. I den forbindelse har kommunen arbejdet med at identificere arenaer til styrkelse af det opsøgende arbejde.

F.eks. har Sundhedsteamet i Sundhed & Træning etableret samarbejde med apoteker og deltaget i fællesspisning i den lokale sognegård. Derudover har Sundhedscentret indledt samarbejde med offentlige instanser, f.eks. jobcentret, sundhedsplejersken, en lokal varmestue og foreninger.

Et andet eksempel er Greve Kommune. Her har man arbejdet med udviklingen af den afklarende samtale målrettet ressourcesvage borgere med anden etnisk herkomst end dansk med type 2-diabetes og anden kronisk sygdom.

En medarbejder i projektet blev central i arbejdet med at opspore borgerne. Vedkommende havde kendskab til området og talte arabisk. Den pågældende kunne derfor fungere som tolk og brobygger for borgere fra Libanon, Marokko, Iran og Tyrkiet.

En anden vigtig erfaring fra projektet var, at værktøjer i den afklarende samtale ikke skulle være abstrakte at forholde sig til for borgeren. Ønskekort, som er et samtaleværktøj, der består af billeder, viste sig at fungere langt bedre til at imødekomme borgerens behov.

Tiltrængt rolleskift

International og national forskning og erfaringer fra de to kommuner peger på, at der bør gøres op med den måde borgere med type 2-diabetes i sårbare positioner identificeres og henvises til kommunale sundhedstilbud.

Hvor den nuværende praksis bygger på, at borgerne henvender sig eller henvises af egen læge, bør de sundhedsprofessionelle i højere grad opsøge borgerne lokalt i foreningslivet, boligkvarteret, på biblioteket og andre forsamlings- og mødesteder.

Et sådant rolleskift vil i nogle tilfælde betinge ændringer i eksisterende praksis på klinikker, kommuner og ambulatorier. Det vil tillige betyde ændringer i, hvordan man uddanner sundhedsprofessionelle på landets professionshøjskoler. Grundlæggende betyder det, at det opsøgende arbejde bør indtænkes i sundhedspædagogikken, og de studerende skal lære at sætte sig ind i og være nysgerrige og undersøgende på livsverdener, der kan være væsensforskellige fra egen opvækst, værdier og hverdag.

Ringsted Kommune er fortsat med at udvikle den kommunale organisering af sundhedsindsatserne. Her har man blandt andet haft held med at skabe et solidt og uformelt samarbejde mellem sundhed og kultur- og fritidsområdet i f.eks. Fællesskabsby projektet.

I kontrast til den sædvanlige praksis i de kommunale forvaltninger, som centrerer sig omkring hierarkisk koordinering og formel struktur, er samarbejdet mellem sundhedsområdet og øvrige kommunale områder og civile aktører i Ringsted Kommune skabt af tværgående samarbejde og koordinering. Dette samarbejde tilpasses fra case til case, så det er den enkelte borgers livssituation og behov, der er i centrum for indsatsen.

Derudover har man i Ringsted Kommune, i modsætning til andre kommuner, der har adskilt den borgerrettede indsats og den organisationsudviklende opgave, givet de sundhedsprofessionelle en dobbeltrolle som både leverandører af sundhedsydelser og udviklere. På den måde opbygges organisatoriske sundhedskompetencer i kommunen på baggrund af erfaring fra praksis.

Fra Ringsted Kommune er den klare anbefaling, at man i kommunerne organiserer indsatserne efter det, man fra organisationsteori kender som ‘Adhocrati’, som går ud på, at medarbejderne har fleksibilitet til at åbne grænserne mellem afdelinger og fagområder og afprøve nye metoder og indsatser, der modsvarer borgernes behov.

Budskabet fra forskning og erfaringerne fra de to kommuner er klart: De sundhedsprofessionelle skal genoverveje deres roller og konteksten for deres praksis i mødet med borgerne, hvis hensigterne om at reducere ulighed i sundhed for borgere med type 2-diabetes i sårbare positioner skal lykkes.