Sundhedsdatastyrelsens ambitioner om at lade landspatientregistret overgå til en mere forløbsbaseret model har på intet tidspunkt mødt modstand fra regionernes kliniske kvalitetsprogram eller andre instanser. Det pointerer styrelsens direktør Lisbeth Nielsen som en kommentar til RKKPs tidligere direktør Paul Bartels.

Paul Bartels kritiserer – på linje med flere læger – LPR3s nye forløbsbaserede måde at organisere data på og siger, at det gør data for de enkelte episoder svære at tilgå?

»Det nye LPR er både kontaktbaseret og forløbsbaseret. Det har vi ikke lavet om på. Både læger og myndigheder vil derfor stadig genfinde alle kontakter. De data, vi kunne trække for kontakter i LPR2, kan vi også trække i LPR3. Men hvor vi tidligere var nødt til selv at samle data til nogle forløb, bliver dataene nu fra begyndelsen koblet til et forløb ud fra de oplysninger, som lægerne knytter til hver kontakt ved indberetningen, bl.a. i form af en diagnosekode. Hvordan selve den indberetning foregår, varierer mellem regionerne.«

Vi erkender, at det er en stor opgave for personalet at lære en ny registrering at kende

»I nogle regioner har de valgt at indrette de elektroniske patientjournaler på en måde, der gør, at den diagnose, som patienten får under de første konsultationer, automatisk følger patienten. Hvert forløb får automatisk udstukket en forløbsident af EPJ-systemet, som følger med til LPR. Det gør det let at skille forløbene fra hinanden. Sådan som vi har haft det indtil nu, så har vi haft alle kontakterne, som vi så har bundet sammen i forløb ved hjælp af alle mulige algoritmer. Det smarte ved LPR3 er, at kontakterne er bundet sammen fra den kliniske registrering.«

Flere læger klager over, at det nye LPR3-system er tidskrævende, fordi det forlanger, at de indberetter samme oplysninger, som f.eks. diagnosekoden, ved samtlige konsultationer?

»Forløbstankegangen er ganske rigtig ny. Sundhedsdatastyrelsen har forsøgt at beskrive det i indberetningsvejledningen. Vi kræver ikke en ny registrering ved hvert besøg i et ambulant forløb, kun hvis diagnosen ændres,« hun.

Lisbeth Nielsen mener ikke, at der er grund til at være bekymret for, at man med forløbstankegangen mister muligheder i forhold til brug af data, som man har haft i det tidligere landspatientregister, da systemets grundstamme stadig er kontakterne, f.eks. i form af patientens konsultationer.

»Der er en grund til, at vi lavede om på indberetning af data. Introduktionen af forløbstankegangen var et forsøg på at tilpasse dataregistreringen til den måde patienterne oplever at blive taget hånd om i sundhedsvæsenet. LPR2 loggede data for patienterne ud fra en forestilling om at alle patienter bliver indlagt og udskrevet igen. Men i virkelighedens sundhedsvæsen er det sådan, at kun få bliver indlagt – til gengæld har mange patienter telemedicinske og ambulante kontakter. Det skulle vi tage højde for. Derudover har vi grebet lejligheden til at rydde op i systemerne, da rigtigt meget i LPR2 i tidens løb er knopskudt,« siger Lisbeth Nielsen og fortsætter:

»De fleste regioner har lavet registreringsvejledninger, som tager højde for, at dataindberetning skal passe til de enkelte systemer, og hvordan de er sat op. Men vi forbedrer gerne vores vejledning, hvis det er uklart eller virker unødigt tungt. Vi erkender, at det er en stor opgave for personalet at lære en ny registrering at kende. Og en indberetningsvejledning kan ikke tage højde for alle ting. For virkeligheden overgår jo til enhver tid fantasien. Patienter tillader sig at fejle alt muligt på samme tid og at blive sendt andre steder hen end man lige regnede med. Men hvis der er læger og sundhedspersoner ude i regionerne, der er i tvivl om, hvordan vejledningerne skal forstås, så må de endelig melde ind.«