Vi praktiserende læger oplever i stigende og mere og mere frustrerende grad, at vores ambulante henvisninger til sygehuset bliver afvist. Det vil i praksis sige: vores patienter bliver afvist og forment adgang til videre undersøgelse og udredning i sygehussystemet.
Når vi skriver en henvisning til sygehuset, er det fordi, vi ikke kan komme videre med denne patient. Det er fordi vi har en problemstilling, hvor vi ikke vil udelukke noget og samtidig er begrænsede i vores udredningsmuligheder. Vi laver henvisningen, fordi vi har brug for hjælp, for vi ikke er eksperter i alle lægespecialer.
Vi er visiterende i vores arbejde og skal ofte reagere på svage tegn på noget, der godt kunne være en sygdom, men måske ikke er det. Derfor har vi brug for undersøgelser eller udredning på meget vid indikation. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan finde nålen i høstakken.
Dagligt må vi kontakte patienter i vores praksis og fortælle dem, at man desværre har afvist at hjælpe dem videre i systemet. Vi må efterfølgende forsøge at finde en anden vej gennem systemet. En vej, der ofte er behæftet med meget lang ventetid, og i værste fald forværrer patientens symptomer og måske forværrer en potentiel sygdomstilstand.
Listen over argumenter for afviste henvisninger er lang. Her er en række eksempler på tekst, vi læser hver dag i almen praksis:
Henvisningen afvises:
- Fordi patientens vægt ikke er angivet
- Fordi der ikke er taget en urinstix
- Fordi der ikke er vedhæftet et EKG
- Fordi patienten er over 50 år
- Fordi patienten ikke har gået til fysioterapeut i 3 måneder
- Fordi patienten er uden for målgruppen
- Fordi patienten har et alkoholforbrug og derfor ikke kan demensudredes eller udredes i psykiatrien
- Fordi BMI er over 30
- Fordi patienten blev set med samme problem for 3 år siden.
Ofte er det lægesekretærer eller sygeplejersker, der underskriver, den afvisning vi får. Altså visiteres vores henvisning og den indikation vi har stillet ikke af en læge. Den afvises efter et flow-skema eller nogle kriterier for en målgruppe.
En smule opgivende
Det kan godt føles både ydmygende og nedladende for os praktiserende læger. Faktisk også uvenligt. For når vi får besked om afviste henvisninger, så kan det godt føles som om, der ikke rigtig er plads til patienten på sygehuset. Eller at patienten ikke rigtig er velkommen. Man kan godt få lyst til at råbe: Er der en læge til stede?
Vi læger er kolleger, uanset om vi er ansat i almen praksis eller på et sygehus. Jeg vil gerne kommunikere og samarbejde med en kollega, for meningen med at være læge er, at vi skal hjælpe hinanden med diagnose, udredning og behandling af patienten.
Dertil er det værd at huske på, at patienterne fra sygehusenes ambulatorier i stor stil tømmes ud til os praktiserende læger, hvorefter ‘BANG!’ portene til elfenbenstårnet lukkes, og ethvert forsøg på genhenvisning afvises med ovenstående argumenter.
Man bliver en lille smule opgivende.
Jeg begyndte allerede for længe siden at sige til patienterne:
»Jeg forsøger at henvise dig, men du bliver nok afvist, og så må du lige ringe, hvis du ikke får nogen indkaldelse. Så må vi prøve en plan B.«
Det koster meget energi og kreativitet hos os praktiserende læger. Ofte får jeg følelsen af, at jeg spilder min tid. Ofte må jeg bruge tid på en ny henvisning eller henvise til et andet sygehusspeciale på en sygehuslæges indikation (af økonomiske årsager – har jeg ladet mig fortælle).
Kunne vi eventuelt få en dialog?
Jeg har ofte patienter, der er for svære for mig at håndtere, fordi jeg ikke er speciallæge i nefrologi, neurologi, urologi, endokrinologi, hæmatologi, psykiatri, ortopædi etc. Jeg ender alligevel alt for ofte med selv at må rode med de svære patienter, som jeg måske dybest set ikke er den bedst egnede til at behandle, for patienten er afsluttet fra ambulatoriet, og portene til elfenbenstårnet er som sagt lukkede.
Jeg har svært ved at se, hvorfor vi skal have alle de dygtige speciallæger på sygehusene, når de ikke må behandle patienterne, der hører til i deres speciale. Og jeg har svært ved at forstå, at dette er smart, når vi er 3.500 praktiserende læger og 16.000 sygehuslæger i Danmark.
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor patienterne skal vente mellem to måneder og to år på at blive vurderet ved praktiserende neurolog, psykiater, børnepsykiater, hudlæge osv, fordi man IKKE vil se patienten på sygehuset og afviser henvisningen (patienten).
Kunne vi eventuelt få en dialog med politikere og sundhedsadministratorer om, hvorfor dette er en forkert vej at gå. Både fagligt og menneskeligt. Vi læger skal kunne arbejde sammen uden rigide kriterier og uden administrative barrierer.
I sidste ende handler det også om økonomi, så vi bruger ressourcerne klogere, mere logisk, effektivt og kreativt.
Vi skal have en dialog om, at en afvisning af en ambulant patient er et misfoster, der afføder dårlig stemning og negativitet i sundhedsvæsenet. Det giver en følelse af afmagt hos både patient og læge.
Og vi læger skal kunne få lov at få indflydelse, der hvor disse uhensigtsmæssige strukturer udtænkes af administratorer, der ikke har erfaring med det daglige kliniske arbejde i almen praksis og i ambulatorier. Til gavn for patienterne. Dem som det hele handler om.
Jeg kunne ikke være mere enig. Godt skrevet og håber snart politikerne vågner op. Mvh en lige så frustreret praktiserende læge
Vi er omvendt nødt til at afvise en del af de utallige yderst mangelfulde henvisninger vi får.
Det er ikke en patient vi afviser, men derimod – i de tilfælde som du ikke nævner, nemlig når praktiserende læge ikke har gjort sit arbejde – henvisninger som mangler fagligt indhold.
Det kan ofte være:
– tilstanden hører åbenlyst til andet speciale.
– tilstanden må klart forventes at kunne håndteres i almen praksis.
– der mangler enhver form for objektiv undersøgelse.
– der mangler enhver form for angivelse af, hvad man ønsker undersøgt.
– der henvises til noget, som ikke kan lade sig gøre.
– der henvises til noget, som ikke kommer på tale.
– der er ikke taget de aftalte prøver i almen praksis.
– der er ikke udfyldt eller medsendt de aftalte dokumenter.
– henvisningen er uforståelig.
Det er desværre blevet moderne at undlade enhver form for objektiv undersøgelse i almen praksis.
Ved tilstande hørende til mit speciale, nemlig gynækologi/obstetrik (dvs. er dog også speciallæge i almen medicin, så jeg ved godt hvordan det er), er det moderne at lade en sygeplejerske eller jordemoder undersøge og henvise pt uden involvering af den praktiserende læge, alternativt af sekretær – og derfor ikke med den forventede faglige kunnen.
Så nej tak til regler om at man ikke kan henvise.
Og nej tak til afvisninger son ikke er fagligt begrundede.
Kære Stinus
Jeg hører din argumentation men må desværre afvise den.
Almen mediciner er gate keeper. De behandler patienterne så godt de kan og sender dem videre når de mener patienten får bedst mulig behandling andet sted. De er uddannet til netop det. De er speciallæger på lige fod med andre specialister. En ortopæd kan ikke kritisere en gynækolog for dennes bedømning og behandling. Det samme gælder gynækolog vs. almen mediciner. Når en specialist får en henvisning fra en almen læge må det behandles med professionel respekt og respons. Almen medicineren er uddannet til at sende patienten til den mest relevant afdeling som i sin tur har pligt at undersøge og bedømme patienten. Hvis specialisten udelukker speciale relevant diagnose så er det praktiserende læges ansvar at bedømme næste skridt. Alt det information som specialisten måtte bedømme mangle kan han med fordel selv komplettere når hen har undersøgt patienten. Alt andet forlænger udredning og behandlingen og dermed patientens lidelse.
Kære Stinus
Jeg hører din argumentation men må desværre afvise den.
Almen mediciner er gate keeper. De behandler patienterne så godt de kan og sender dem videre når de mener patienten får bedst mulig behandling andet sted. De er uddannet til netop det. De er speciallæger på lige fod med andre specialister. En ortopæd kan ikke kritisere en gynækolog for dennes bedømning og behandling. Det samme gælder gynækolog vs. almen mediciner. Når en specialist får en henvisning fra en almen læge må det behandles med professionel respekt og respons. Almen medicineren er uddannet til at sende patienten til den mest relevant afdeling som i sin tur har pligt at undersøge og bedømme patienten. Hvis specialisten udelukker speciale relevant diagnose så er det praktiserende læges ansvar at bedømme næste skridt. Alt det information som specialisten måtte bedømme mangle kan han med fordel selv komplettere når hen har undersøgt patienten. Alt andet forlænger udredning og behandlingen og dermed patientens lidelse.
Det er et rigtig velskrevet indlæg.
Med Sundhedsreformen skal flere opgaver løses i det nære sundhedsvæsen – til gavn for både patienter og for det samarbejdende sundhedsvæsen. Vi praktiserende speciallæger afviser ikke nogen henvisninger, og leverer et nært, specialiseret udredningstilbud.
Vi skal i fremtiden overtage flere opgaver fra sygehusene, og det kan vi sagtens. Som del af fremtidens sundhedsvæsen skal der være flere praktiserende speciallæger i alle specialer, og hermed levere en brugbar løsning på problemet med afviste henvisninger.