Der har været snak om dem længe. Kvalitetsklyngerne. Og i februar kunne man i Dagens Medicin læse, at PLO’s formand, Christian Freitag, og koncerndirektør i Region Midtjylland, Christian Boel, turnerede land og rige rundt for at udbrede kendskabet til klyngerne, som udgør en af de centrale nyskabelser i den nye overenskomst.
Og på et møde tirsdag aften blev det så formelt besluttet at sætte arbejdet i gang.
»I begyndelsen af året bad vi jo kollegerne om lige at ‘holde lidt på hestene’, indtil vi havde været rundt på dialogmøder i regionerne og fået mere styr på rammerne bl.a. omkring registrering. Nu er vi så formelt klar til at åbne op for klyngerne,« siger Christian Freitag, formand for programbestyrelsen og PLO, i en pressemeddelelse.
Håber på stor tilslutning
Klyngerne er sat i verden for at øge kvaliteten af almen praksis, og det arbejde er betinget af, at de praktiserende læger tager tiltaget til sig.
»Der er ingen tvivl om, at vi håber på, at lægerne og klinikkerne vil tage denne form for kvalitetsarbejde til sig. Vi er ambitiøse i bestyrelsen. Vi ser gerne, at de praktiserende læger næste år i stort omfang har etableret sig i kvalitetsklynger over hele landet. Vi er overbeviste om, at arbejdet i klyngerne vil kunne løfte kvaliteten endnu mere, og det skal helst komme alle patienter til gavn,« udtaler Bo Libergren (V), næstformand i Regionernes Lønnings- og takstnævn og medlem af programbestyrelsen.
KiAP
På mødet tirsdag aften blev det også besluttet, at ‘Kvalitet i Almen Praksis’ bliver det nye navn for kvalitetsprogrammet – i daglig tale forkortet KiAP. Programmet rummer bl.a. de nye klynger, som regionerne og PLO aftalte i den tre-årige overenskomst for almen praksis, der trådte i kraft 1. januar 2018.
KiAP bliver også domænet for den nye hjemmeside, som lanceres i dag, 12. april. Her vil der være vejledninger til klyngearbejdet i form af oplæg om de formelle rammer samt ‘Kom godt i gang’ og en FAQ med hyppigt stillede spørgsmål, fremgår det af meddelelsen.
På hjemmesiden kan klyngerne desuden registrere sig elektronisk i et nyt digitalt tilmeldingsmodul.
»Vi har nu været rundt i alle de fem regioner og har fået input fra regioner, PLO-regionalt, fagfolk og ikke mindst lægerne. Det har skabt grundlaget for den information om klyngearbejdet, der nu ligger på programmets hjemmeside,« udtaler Christian Freitag.