Tre minutter inden frokostpausen lukker Marianne Bonde Carnea døren ud til venteværelset i klinikken. Hun sætter sig på sin stol, lukker øjnene og trækker vejret dybt ned i maven. Lægger mærke til lydene omkring sig og slapper af. Tænker ikke på noget andet end at trække vejret. Efter tre minutter er hun klar til at spise frokost med kollegerne i delepraksissen i Brøndby. Mindre træt og mere oplagt.  Den korte pause giver mere overskud, både til kollegerne og til de...