Læger boykotter lov om billigere medicin Knap halvdelen af de praktiserende læger forhindrer apotekerne i at sælge billigere medicin

45 procent af alle praktiserende læger afviser at lade apotekerne udlevere anden medicin til patienterne, end det, som står på recepten. 

Lægerne skriver konsekvent »ej S« på recepten, og fratager dermed patienterne muligheden for at få udleveret billigere, men identisk medicin. Det afslører en undersøgelse, som Instituttet for Opinionsanalyse (IFO) har foretaget for Dagens Medicin

Lægerne handler i direkte strid med forårets prisstoplov, der netop skulle give apotekerne større mulighed for at ændre i lægernes recepter. Lægerne vil især holde snor i f.eks. stærk smertestillende medicin, mens de er mindre bekymret for, om apotekeren rører ved en recept for antibiotika.

Lægernes modstand mod at erstatte – substituere – med billigere præparater skyldes en massiv utilfredshed med den nye pris-stoplov fra marts. Mens lægerne gennemgående er positive overfor hensigten med loven – at holde medicinudgifterne nede – er de stærkt kritiske overfor lovens nye kodningsregler for recepter.

Undersøgelsen viser, at lægerne er bange for at patienterne bliver forvirrede og utrygge. De er også bange for at miste troværdighed, når patienten får udleveret et andet præparat end det, de har ordineret. Og lægerne frygter, at de mister deres frie ordinationsret og kontrollen med patienternes medicinering. Mange forudser desuden fejlordinationer, fordi apotekerne ikke kender patienterne.

Endelig giver de nye regler mere arbejde til både apotekere og læger, siger lægerne

Receptbekendtgørelsen, der fulgte i kølvandet på prisstoploven giver apotekerne væsentlig større ad-gang til at ændre i lægens recept. Tidligere betød en recept uden påtegning, at apotekeren ikke måtte blande sig ilægens ordination overhovedet. Kun i de tilfælde, hvor lægen skrev »G« på recepten angav han, at apoteket gerne måtte udlevere et billigere kopipræparat.

Nu er situationen omvendt. En recept uden påtegning er et signal om at apotekeren frit kan erstatte den ordinerede medicin med et tilsvarende billigere.

Lægen kan dog stadig helt forhindre at apotekeren blander sig ved at skrive »ej S« for »ej substitution«.

Derudover kan lægen vælge at være delvis imod substitution ved at skrive »ej G« eller »ej O«.

Til næste år skal lægerne også forholde sig til den såkaldte »A-substitution«, der står for analog substitution. Den går et skridt videre og indebærer, at apotekeren kan erstatte den ordinerede medicin med et præparat, der indeholder et andet aktivt stof. Virkningen skal være den samme som det ordinerede, men den kemiske sammensætning kan være anderledes.

Lægemiddelstyrelsen er ved at udarbejde en liste over de præparater, der egner sig til analog substitution. 

Når lægerne ordinerer dyrere medicin er det patienterne, der kommer til at betale.

Sygesikringens tilskud til medicinen er nemlig baseret på prisen på de to billigste produkter. Så hvis lægen ordinerer dyrere medicin, må patienten selv betale forskellen.

Sundhedsminister Birte Weiss afviser kritikken af loven:

»De nye udleveringsregler forringer på ingen måde patientbehandlingen. Så var de naturligvis ikke blevet indført. Derfor ved jeg ikke rigtigt hvis tarv, lægerne mener at tilgodese ved at ordinere dyrt, selvom der er billigere præparater, som er fuldt ud lige så gode. Det er i hvert fald ikke patienternes tarv.«

I de kommende måneder vil Sundhedsministeriet danne sig et overblik over, hvordan de nye receptregler anvendes i praksis. Hvis billedet entydigt viser, at patienterne betaler mere end nødvendigt, vil der komme en officiel reaktion pålægernes boykot. 

Ole Svendsen, formand for Praktiserende Lægers Organisation P.L.O., forstår kollegernes utilfredshed med prisstoploven:

»Det er bestemt en besværlig lov, politikerne har vedtaget. Den gør vores arbejde vanskeligere, og øger risikoen for, at der sker fejl. Derfor kan jeg godt forstå kollegernes reaktion, når de fravælger substitution. Det ligger dybt begravet i os alle, at vi selvfølgelig skal vide, hvad patienten får afmedicin. Men vi er ikke generelt imod at udskrive billig medicin,« pointerer Ole Svendsen.

Han siger, at Folketingets sundhedsudvalg op til lovens vedtagelse i marts ignorerede Lægeforeningens henvendelser. 

Flere apotekere har klaget til Lægemiddelstyrelsen over, hvad de opfatter som ukritisk receptudskrivning. Apoteker Lars Frede Petersen, Hvalsø Apotek siger:

»Jeg bryder mig ikke om, hvad jeg opfatter som ukritisk receptudskrivning fra lægens side – hvor et edb-system automatisk udskriver et bestemt præparat.«

Lars Frede Petersen mener, at mange læger er usikre på reglerne.

»Derfor udskriver de unødvendigt dyre – eller ikke-eksisterende – præparater.«

Skriv kommentar