Læge tiltalt for at ødelægge journaler Akupunktørlæge bliver anklaget for at brænde journaler for at undgå undersøgelse af indsprøjtninger med binyrebarkhormon.

Politiet har rejst tiltale mod en læge og akupunktør, der mistænkes for at have destrueret sine patientjournaler for at undgå offentlig kontrol. Det skriver Ritzau

Anklagemyndigheden nedlægger påstand om, at lægen skal idømmes en bøde på 250.000 kr. Endvidere mener anklagemyndigheden, at lægen både skal frakendes retten til at udøve lægegerning og retten til at behandle patienter, herunder udføre akupunkturbehandling, i et tidsrum, som retten fastsætter.

Advokaturchef Dorit Borgaard udtaler i et meddelelse fra Københavns Politi, at det er en grundlæggende forudsætning for, at Sundhedsstyrelsen kan gennemføre tilsyn, at læger overholder reglerne om pligt til at føre og opbevare journaler i 10 år.

»Bortskaffelsen af journalerne for at unddrage sig Sundhedsstyrelsens tilsyn er derfor efter politiets og anklagemyndighedens opfattelse en så alvorlig overtrædelse, at den pågældende læge er uegnet til at virke som læge og til i det hele taget at behandle patienter, herunder ved akupunkturbehandling. Det er baggrunden for dels størrelsen af den bøde, der er nedlagt påstand om, dels at der samtidig nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse,« siger Dorit Borgaard.

Den 68-årige læge blev i et tv-program, Operation X, i 2010 anklaget for at behandle patienter ved at indsprøjte binyrebarkhormon, da de opsøgte ham for at få akupunktur. Siden har flere end 300 patienter yderligere meldt sig med en klage over lægen, fortæller Ekstra Bladet og ‘Operation X’.

Men da først myndighederne kom ind i klinikken, var den tømt, og patienternes journaler, der kunne bevise hans skyld, var brændt.

Derfor kan politiets anklagemyndighed ikke få dømt ham for at bringe sine patienters helbred i fare.

Ekstra Bladet og ‘ Operation X’ har hverken kunnet få en kommentar fra lægen eller hans advokat, men advokaten har dog sagt, at hans klient aldrig har stukket patienter mod deres viden med binyrebarkhormon. Og at lægen ‘ var i gang med et forsøg’, som myndighederne ikke kendte noget til.

Lægen fik i maj 2010 midlertidig frataget sin autorisation til at arbejde som læge.

Skriv kommentar