Lægefaglig vicedirektør i svar på kronik: Situationen er svær Kronikken ‘Jeg har fået nok: En beretning fra gulvet på Holbæk Sygehus’ berører mange problemstillinger, både lokalt og helt op på nationalt niveau. Jeg vil her forsøge at kommentere på den aktuelle situation på Holbæk Sygehus.

Der er ingen tvivl om, at det kan være frustrerende at være medarbejder ‘på gulvet’ lige nu, og jeg anerkender fuldt ud, at situationen på vores sygehuse er rigtig svær.

Det er også korrekt, at det ikke kun drejer sig om et akut opstået problem. Det er en gradvis udvikling, der sætter sit præg på den daglige drift f.eks. i Akutafdelingen og sengeafsnittene, og selvom der løbende bliver lavet ændringer, så har det ikke været tilstrækkeligt.

Nogle af udfordringerne skyldes faktorer i samfundet, vi som sygehus reelt ikke har indflydelse på, men det må ikke forhindre konkrete handlinger. Som ledelse har vi ansvar for at ændre de ting, vi kan.

Afdelingsledelserne og sygehusledelsen har derfor i et stykke tid arbejdet for at forbedre forholdene både fysisk og bemandingsmæssigt. Ligesom andre må vi erkende, at vi ikke bare kan rekruttere det personale, planerne er lagt efter. Derfor er vi nødt til at afsøge, hvordan vi kan inddrage andre faggrupper og opbygge de nødvendige kompetencer.

På et af vores medicinske afsnit er vi f.eks. ved at udvide antallet af sengepladser ved at sætte ind med et stærkt hold af fysio- og ergoterapeuter til at supplere vores få, men dygtige sygeplejersker og SOSU-assistenter.

I øjeblikket er vi også i fuld gang med en proces, der giver mere plads i Akutafdelingen og tilfører flere ressourcer til at sikre bedre bemanding og akutmedicinske kompetencer hele døgnet.

Medarbejderne påvirkes

På grund af personalemangel måtte vi lægge to hjertemedicinske afsnit sammen, men vi gør netop det hele som en omorganisering, hvor målet er at bevare det samlede antal sengepladser og få et bedre fagligt match ud fra devisen ‘Mere akut i Akutten og mere kardiologi i kardiologien’.

For at håndtere det helt akutte pres her i 2021 har vi derudover igangsat en lang række initiativer såsom ekstra serviceassistenter til uddeling af mad, onboarding af nyuddannede sygeplejersker og ikke mindst vores Personalebørs, hvor medicin- og sygeplejestuderende m.fl. uddannes, så de kan hjælpe som vikarer på afdelingerne.

Det er en del af vores samlede rekrutteringsindsats, hvor målet ikke bare er at fylde huller i vagtplaner, men også at få flere til at blive fastansatte på vores sygehus.

Både medarbejdere og ledere gør alt, hvad vi kan, for at den pressede situation ikke går ud over patienterne. Men vi må også erkende, at vi er et sted, hvor vi ikke altid kan levere det, vi gerne vil, f.eks. når nogen må ligge på en gangplads.

Det påvirker selvfølgelig særligt vores medarbejdere, som gerne vil give patienterne den bedst mulige behandling og pleje.

Tager bekymringer alvorligt

Når vi får henvendelser eller bekymringsskrivelser fra vores personale, tager vi det ganske alvorligt og indbyder til dialog. Vi har hyppige møder i vores MED-udvalg, og de sidste par måneder har vi afholdt møder både med gruppen af speciallæger, yngre læger og plejepersonalet på flere forskellige afsnit. Man kan godt spørge, hvad der kommer ud af al den snak, men hver eneste gang dukker der nye perspektiver op.

En konkret ting, vi har haft med til møderne, er vores nye udkørende funktion i Region Sjælland. For at mindske presset på Akutafdelingen har vi lavet en udkørende funktion i samarbejde med Præhospitalt Center og eHospitalet, som kører ud og vurderer borgerne i eget hjem. Her er de foreløbige resultater, at hver anden patient, de kører ud til, ikke behøver indlæggelse på sygehuset.

Det er dog også tydeligt, at vi som ledelse skal blive endnu bedre til at inddrage medarbejderne i at finde de rigtige løsninger. Derfor er jeg meget glad for, at jeg i skrivende stund har modtaget et langt idékatalog fra vores speciallægeråd med konstruktive forslag til forbedringer på Holbæk Sygehus. Ikke alt kan sættes i værk lige nu, men noget kan – og vil blive det.

Kommentarer

  1. Det er meget indsigtsfulde og alvorlige betragtninger som Tomas fremfører, og jeg synes det er et fattigt responsum som vicedirektøren kommer med. Rekrutteringen er vigtig, men hvis arbejdsforholdene er som beskrevet så bliver det op af bakke.
    Få dog tidsrøveren ( Sundhedsplatformen ) væk, og så må der også sidde nogle folk i ledelserne som ikke magter opgaven, som bør erstattes.

  2. Hvad med at høre efter hvad medarbejdere efterspørger for at have et godt arbejdsmiljø? Vi er allesammen forskellige, men faktum er at de fleste ikke kan holde til konstant pres og moral distress på den lange bane.
    Individuelt tilpassede stillinger, lydhørhed for medarbejdernes behov, ikke kun i den akutte problemløsning, men på den lange bane. Der skal tænkes langsigtet fra start, istedet for at slukke bål med quickfixes.
    Typisk vil medarbejdere have tid til videreuddannelse, en karriereplan, evt tid til familie/deltid,… Mon ikke det er på tide at målrette stillingerne og sikre at medarbejderne får mest af der som giver dem energi til de trælse timer på vagten.
    Hvis alle timer er trælse, kommer medarbejder udkørt hjem og kan ikke bruges til noget derhjemme hvilket forværrer den negative spiral.

  3. Svaret fra vicedirektøren demonstrerer meget godt problemet:
    Vi med erfaring fra det kliniske arbejde ved godt hvad et hospital er og bør være. Vicedirektøren sidder til gengæld og jonglerer kun med en masse ord, udvalg, nødforanstaltninger i form af tilsyneladende nytænkende løsninger – som vi andre let kan gennemskue som luftkasteller der ikke kan løse problemet.
    Det hjælper ikke det faste og nødvendige personale at der læsses på med diverse ekstra teams med deres diverse nye retningslinjer og arbejdsgange, som vi så skal lære at samarbejde med.
    Ergo- og fysioterapeuter og medicinstuderende er ikke sygeplejersker.
    Og sygeplejersker og jordmødre, og efterhånden også læger – dem har direktionerne efterhånden fået skræmt langt væk.

    Min skræk var stor, da det i sommers gik op for mig, at min pårørende kun fik noget at spise, når familien kom på besøg.
    Det er der vi er, og han døde da også på det såkaldte supersygehus med de tusind specialafdelinger – for skilte-jungelen kunne man ikke overleve i uden næring.
    Og det sygehus ønsker jeg aldrig igen at sætte min ben i – hverken som læge, patient eller pårørende.

    Det som til gengæld aldrig kommer til at ske, er at en direktør siger op med begrundelsen egen uduelighed.
    Man avancerer hellere til en højere stilling.

Skriv kommentar