Jeg lavede denne metafor om kultur som organisationers dark matter for mange år siden. Siden da har jeg set den – eller lignende varianter – dukke op flere steder – så jeg var nok ikke den første. Og det giver god mening.
For vi har brug for billeder, der hjælper os med at forstå det, vi ikke kan måle, men som alligevel former alt. Kultur er én af de kræfter. Den står sjældent på budgetlinjer, men den afgør alligevel, om noget får liv – eller dør i implementering.
I astrofysikken har vi længe vidst, at der findes noget i universet, som vi ikke kan se – men som alligevel har en enorm indflydelse på alt omkring det. Det kalder vi dark matter. Vi kan ikke måle det direkte, vi kan ikke se det i teleskoper, men vi ved, det er der. Hvorfor? Fordi det påvirker alt. Det holder galakser sammen. Det skaber træk, der ellers ikke kan forklares. Det former strukturer uden selv at være synligt.
Præcis sådan er det med kultur i store organisationer.
Kulturen er ikke nedskrevet i budgettet, den står ikke i organisationsdiagrammet, og den dukker sjældent op i en PowerPoint. Men den er der. Og den har tyngde.
Vi kan måle dens tiltrækning. Når nye projekter ikke rigtigt får fat, når forandringer bremses, eller når bestemte typer adfærd opstår igen og igen – også selvom ingen direkte har besluttet det.
Usynlig, men uundgåelig
Kulturen er organisationens usynlige kraft. Den binder folk sammen eller skubber dem fra hinanden. Den kan være træg, tyngende eller bærende – men den er der.
Ligesom fysikere aflæser dark matter gennem stjernernes bevægelser, kan vi aflæse kultur gennem organisationers reaktioner
Vi kan ikke pege ét sted og sige: ‘der er kulturen’.
Men vi kan se dens spor. Ligesom fysikere aflæser dark matter gennem stjernernes bevægelser, kan vi aflæse kultur gennem organisationers reaktioner. Når handlinger gentager sig uden at nogen har udstukket dem. Når forandringer møder modstand, ikke på papir – men i praksis.
Og selvom kulturen ikke kan kortlægges som en struktur, så bærer nogen den. Kulturbærerne.
De mennesker, der uformelt sætter tonen, holder på det gamle eller baner vejen for det nye. De har sjældent formel magt, men ofte afgørende indflydelse. Hvis vi vil tage kultur alvorligt, må vi også tage dem alvorligt.
Måske er det netop derfor, det er så svært at skabe reel forandring ved kun at justere strukturer, strategier og styringsredskaber. Hvis vi ikke tager kulturen – dark matter – med i ligningen, så overser vi det mest kraftfulde og mest uhåndgribelige element.
Så ja, kultur er organisationers dark matter. Usynlig, men uundgåelig.
Og først når vi anerkender den som en reel kraft, kan vi begynde at forstå, hvorfor nogle forandringer lykkes, og hvorfor andre aldrig rigtig får fat.
Reel forandring
Og hvorfor er det vigtigt netop nu?
Fordi vi står foran en ny sundhedsreform. En reform, der vil kræve ændringer i systemer, roller og ansvar – men som risikerer at mislykkes, hvis vi glemmer at regne den kulturelle ‘masse’ med. For selv de bedst tænkte strukturer vil falde fra hinanden, hvis de kolliderer med en kultur, der trækker i en anden retning.
Hvis vi vil skabe reel forandring – ikke bare reform på papir – så skal vi turde tale om det, vi ikke kan se. Kultur som dark matter. Det, der bærer eller bremser. De, der bærer eller bremser.
Og det, jeg har set indtil nu, gør mig bekymret for, at man har glemt kulturen.
