En relativt stor andel af de patienter, der på grund af kritisk iskæmi i benene for foretaget såkaldt infrainguinal bypass, får en samsidig større amputation inden for et år efter det forebyggende indgreb.
Mange af disse patienter har mange andre sygdomme, som påvirker succesraten af den forebyggende behandling negativt, hvorfor standarden på dette område er sat relativt højt til maksimalt 30 pct. Årsrapporten for 2021 fra Landsregistret Karbase viser, at ca. 16 pct. af alle patienter, der fik det forebyggende indgreb, alligevel fik en større amputation inden for et år. Alle karkirurgiske afdelinger i landet opfylder standarden, men styregruppen anbefaler dog, at Aarhus Universitetshospital foretager audit, fordi hospitalet gennem en årrække har ligget på et højere niveau end resten af Danmark.
Læs mere om kåringen af Danmarks bedste hospitaler 2023 her.
For at komme i betragtning til amputationsforebyggende kirurgi kræver det, at man bliver vurderet af en karkirurg, typisk ved at blive henvist fra praktiserende læge eller fra en anden sygehusafdeling. En ny testindikator i databasen sigter mod at belyse, om patienter, der blev amputeret, blev vurderet af en karkirurg, inden amputationen blev foretaget.
Testindikatoren viser, at i alt 29,4 pct. af patienterne ikke havde kontakt til karkirurgien et år forud for amputation af underekstremiteterne (over ankelniveau). Styregruppen bemærker dog, at der er behov for yderligere undersøgelser for at vurdere, om indikatoren er retvisende. En audit af indikatoren på 22 amputationer i Region Nordjylland, hvor der ikke var registreret en kontakt til karkirurgien, viste f.eks., at der kun var ét relevant patientforløb, hvor der burde være henvist til en karkirurg. Auditten rejser derfor tvivl om, hvorvidt testindikatoren er retvisende.
DBH2023 Perifer bypass
Rang 2023 | Rang 2022 | Hospital | Score |
---|---|---|---|
1 | 2 | Kolding | 100 |
2 | 1 | Roskilde | 98 |
2 | 6 | Aarhus | 98 |
4 | 4 | Rigshospitalet | 96 |
5 | 4 | Odense | 95 |
6 | 7 | Viborg | 93 |
- | - | Slagelse* | - |
- | 2 | Aalborg* | - |