Myeloproliferative neoplasier er en række sjældne, hæmatologiske cancerformer, som ubehandlet er forbundet med alvorlig sygdom og høj dødelighed. Kræftformen diagnosticeres i alle aldre, men hyppigere i aldersgrupper over 55 år og behandles på alle hæmatologiske afdelinger. Princippet i behandlingen har gennem mange år været baseret på palliativ eller understøttende behandling i form af bl.a. symptomlindrende behandling og blodtransfusioner. Men siden årtusindeskiftet har nye behandlingstilbud med målrettet behandling, hvor sygdomsspecifikke mekanismer hæmmes effektivt, bidraget til en markant ændring af sygdommens forløb,...