Manglen på arbejdskraft og udflytning af så mange behandlinger fra sygehusene og så tæt på borgerens eget hjem som overhovedet muligt. Og hvis man så dertil tilføjer ambitionerne fra sidste års ‘Strategi for life science frem mod 2030’, der slår fast, at fremtiden skal byde på flere levedygtige danske life science-virksomheder, ja men så har man i grove træk de kommende års tre vigtigste politiske dagsordener, som den nye fællesoffentlige organisation Digital Sundhed Danmark fra 2026 skal levere på.
Sundhedsdata er ikke bare et teknisk emne forbeholdt de få: Sundhedsdata i real-tid og af god kvalitet er universalnøglen til bedre beslutninger og mere effektive behandlinger, mere sammenhængende patientforløb, og til et sundhedsvæsen, der kan stå for presset og blive ved med at levere behandling, forskning og udvikling af højeste kvalitet. Sundhedsdata bliver også afgørende for konsistensen i de beslutninger, som de kommende 17 sundhedsråd kommer til at tage.
Det er afgørende, at vi både nu og fremadrettet får taget livtag med den strukturelle mangel i det nuværende innovationssystem
Herhjemme bryster vi os med rette af vores omfattende og detaljerede sundhedsdata, der globalt vel kun matches af de andre nordiske lande. Og det bliver netop Digital Sundhed Danmark og andre centrale aktørers evne til at bringe de data i spil på alle niveauer i sundhedsvæsenet, der afgør, om vi kommer i mål med sundhedsreformens mange gode intentioner.
Her er opgaven for Digital Sundhed Danmark klokkeklar: Det handler om hurtigere udbredelse af digitale løsninger og infrastruktur i sundhedsvæsenet, herunder til hjemmebehandling. Lettere digital deling af sundhedsoplysninger, så borgere oplever sammenhængende forløb og ikke skal være tovholder for deres egen behandling. Det handler om udvikling og udbredelse af digitale løsninger, som kan hjælpe og aflaste sundhedsansatte via adgang til relevante og overskuelige informationer og ved at automatisere arbejdsgange via f.eks. kunstig intelligens. Og endelig at sundhedsdata hurtigere, smidigere og forsvarligt kan anvendes til innovation, forskning i nye behandlingsformer samt kvalitetsudvikling og styring af sundhedsvæsenet.
Den nye organisation samler blandt andet ansvaret for de opgaver, der hidtil har ligget under sundhed.dk, MedCom og store dele af Sundhedsdatastyrelsen samt fælles nationale it-løsninger, som i dag er placeret i regionerne. Nationalt Genom Center kommer også til at høre under Digital Sundhed Danmark, men hvad vigtigere er, så bliver endnu en af sundhedsreformens nyskabelser – Nationalt Center for Sundhedsinnovation, som skal styrke udviklingen af innovative sundhedsløsninger på tværs af landet – også en del af den nye organisation. Det giver god mening at tænke innovation og små og mellemstore private leverandører ind i den udviklingsopgave, så danske virksomheder kan skabe vækst og forretning med afsæt i vores fælles sundhedsdata og de muligheder, som det nye innovationscenter giver.
Digital Sundhed Danmark, der er ejet af kommunerne, regionerne og staten i fællesskab, er med andre ord rendyrket centralisering, men det behøver ikke være dårligt nyt, tværtimod. Det kræver selvsagt, at man ikke fortaber sig i den daglige drift, men har et fast blik på den svære del af opgaven, der handler om at skabe optimale rammer for udvikling, implementering og skalering af nye velfærdsteknologiske løsninger til hele landet. En større organisation vil også bedre kunne sikre en fast retning, hvor diverse styrelser, kommuner, regioner eller andre myndigheders egeninteresser eksempelvis ikke står i vejen for fremdrift.
Efter planen vil den nye organisation først blive etableret i løbet af 2026, så hvad gør vi i mellemtiden? Hvordan sikrer vi, at den underskov af innovative små og mellemstore private leverandører af velfærdsteknologi, der står og tripper for at få lov til at udvikle, teste og forfine deres løsninger, og som af Christiansborg i utallige skåltaler og diverse strategier igen og igen er blevet stillet i udsigt, at de nok skal få en bid af kagen, nu også omsider får det?
For eksempel viser erfaringerne, at mens der typisk er rigeligt med puljer og støtteordninger, der kan finansiere de tidlige faser, så strander mange ellers lovende projekter i den sidste kritiske fase, hvor der skal findes aftagere og skaffes godkendelser og evidens til klinisk brug. Derfor er det afgørende, at vi både nu og fremadrettet får taget livtag med den strukturelle mangel i det nuværende innovationssystem, der betyder, at der paradoksalt nok mangler penge og risikovillighed, når det er ved at blive rigtigt sjovt. Det bliver også en opgave, som Digital Sundhed Danmark vil blive målt på.
