‘Den, som har begge ben på jorden, står stille,’ citerer Ellen Holm den norske forfatter Tor Åge Bringsværd.
Det kunne ikke passe bedre på den specialeansvarlige overlæge på det tre måneder gamle geriatriske afsnit på Sjællands Universitetshospital, Køge. I en alder af 64 år er Ellen Holm slet ikke færdig med at slippe jordforbindelsen og drømme stort. Derfor har hun siden 2017 lobbyet for, at der skulle være en geriatrisk afdeling i Køge.
»Jeg syntes, at det var et kæmpestort problem for geriatriens udvikling i Region Sjælland, at vi ikke havde en stærk afdeling på det store akuthospital. Mit hjerte og engagement ligger i geriatrien, og allerede dengang i 2017, da den geriatriske afdeling i Roskilde blev sparet væk, prøvede jeg at tale med sygehusledelsen på SUH om det, men de var ikke interesserede,« siger Ellen Holm.
Lægeprognosen 2018-2040 viser, at det geriatriske speciale er det, der vil vokse mest i perioden med en stigning på 174 pct. og med en demografisk udvikling, der betyder flere og flere ældre år for år, bliver der brug for dem over hele landet, også i Køge. Så den tidligere formand for Dansk Selskab for Geriatri gav ikke op.
Især i akutmodtagelsen har de gavn af, at geriaterne går stuegang på det akutte korttidsafsnit, og den ledende overlæge dér er næsten ved at ansætte ‘sin egen’ geriater nu
»Jeg prøvede et par gange til i årene efter, men da der kom en ny sygehusledelse, prøvede jeg igen, og så havde de tænkt de samme tanker. Det blev jeg virkelig glad for. Ovenikøbet var både sygehusledelsen og afdelingsledelsen på Medicinsk Afdeling i Køge så forudseende og visionære, at de slog fire speciallægestillinger op. Det er en stor og flot satsning på én gang,« siger Ellen Holm.
Ledende overlæge så behovet
Ole Hamberg, der er ledende overlæge på Medicinsk Afdeling, kom fra Rigshospitalet for to år siden og var fra sin tid som ledende overlæge på Gentofte Hospital vant til et velfungerende geriatrisk behandlingstilbud. Derfor var det helt naturligt for ham, at han med det samme begyndte at arbejde på, at geriatrien skulle til Køge.
«Da jeg kom til, var der ingen tvivl om, at geriatrien manglede, også hos ortopædkirurgerne, neurologerne og på akutafdelingen. Vi havde patienterne, men manglede geriaterne. Jeg kan ikke svare på, hvorfor det var blevet sådan, jeg kan kun sige, at jeg har været her i to år, og nu har vi geriatri,« siger Ole Hamberg.
Han har et glimt i øjet, for han peger, ligesom Ellen Holm, på, at der er en anderledes velvillig hospitalsledelse nu, der har budt specialet hjerteligt velkommen. Han fremhæver den modtagelse, der har været på hele sygehuset.
»Især i akutmodtagelsen har de gavn af, at geriaterne går stuegang på det akutte korttidsafsnit, og den ledende overlæge dér er næsten ved at ansætte ‘sin egen’ geriater nu. Så glad er han for det. Vi skal kunne tilbyde moderne akutbehandling, også til ældre patienter, der så hurtigt kan komme tilbage til eget hjem,« siger han.
Kræver kulturændring
Selvfølgelig har det ikke været helt gnidningsfrit at tilføje et helt nyt speciale, men næsten, siger Ole Hamberg.
»Vi havde også de geriatriske patienter før, men geriaterne kommer med en ny kultur og ændrer, hvordan vi håndterer dem. Sygeplejerskerne bliver for eksempel bedt om at lave langt flere observationer, målinger og vurderinger. Det er et led i, at de geriatriske patienter får en mere moderne behandling, men det kræver en kulturændring og en tilvænning,« siger Ole Hamberg.
»Men det største problem er, at når man ansætter fire geriatere, så er der lynhurtigt brug for fem og seks. Det er åbenlyst. Vi vidste godt, at fire ikke ville kunne dække det hele, men nu er det endnu hårdere at se alt det, de ikke kan nå,« siger han.
Sundt for hjernen
Ellen Holm var egentlig glad og tilfreds på det geriatriske afsnit, hun de seneste otte år havde været med til at bygge op på Nykøbing Falster Sygehus. Det havde været helt naturligt, også set ud fra det sted, hun er i livet, hvis hun havde sluttet sin karriere der, siger hun. Men hun kunne ikke modstå muligheden for at være med til at starte noget nyt op fra bunden.
»Som geriater må jeg jo sige, at når man bliver ældre, er det sundt for hjernen at lære noget nyt, og det gør man jo, når man starter et nyt sted. Jeg er tvunget til at lære noget nyt. Og så tænkte jeg også, at opgaven ville tiltrække unge speciallæger, der ligesom mig ville synes, at det var et spændende projekt,« siger Ellen Holm.
Hun fik den første geriatriske stilling på SUH og deler tiden mellem afsnittet og arbejdet som klinisk forskningslektor. Ellen Holm brugte blandt andet sit store netværk i det lille speciale med blot ca. 150 uddannede speciallæger til at stikke en føler ud, og snart var resten af holdet på plads.
1. marts slog Ellen Holm dørene op til geriatrien sammen med de tre yngre afdelingslæger, Mathilde Glud Christensen, Emilie Hunderup Pedersen og Nina Gunge Riberholt. Sammen skal de tegne fremtidens geriatri i Køge.
Må bide sig selv i tungen
Det nye team får efter sommerferien selskab af endnu en overlæge, der kommer lige så fyldt med nye ideer som resten af holdet.
»Jeg synes, at det er rigtig fedt at arbejde sammen med nogen, der er yngre end mig. De har så meget gåpåmod og en mere frisk tilgang til mange ting, hvor jeg måske nogle gange tænker, at ‘det prøvede vi i 2004, og det virkede ikke’,« siger Ellen Holm og slår et grin op.
Men det er hende selv, hun griner ad, for hun ved selv, hvor meget faget har udviklet sig, siden hun kom til. Derfor anstrenger hun sig for at holde det til tankerne.
Om to-tre år tror jeg, at vi er en selvstændig afdeling med dobbelt så mange geriatere ansat
»Jeg må bide mig selv i tungen og virkelig tage mig sammen for ikke at skyde ideer ned. Det må jeg i mange sammenhænge, men man lærer det jo, for det gør man efterhånden, som man bliver gammel. Men nogle gange er jeg for hurtig, og så er det heldigt, at vi godt kan lide hinanden alle fire, og jeg hurtigt kan trække det tilbage,« siger Ellen Holm.
Det er en balance, for det er hende, der har erfaringen ledelsesmæssigt, og som tidligere har prøvet at være med til at udvikle et geriatrisk afsnit.
Skynde sig langsomt
Noget af det, Ellen Holm siger ofte, når hun altså ikke bider sig selv i tungen, er, at hun ikke synes, at det hele behøver gå så hurtigt. Nogle gange går det for hurtigt, siger hun.
»Det geriatriske speciale er blevet trukket i retning af det akutte, og det har hjulpet på rekrutteringen. Men jeg kan godt nogle gange frygte, at det går for hurtigt og tænke, at man lidt har smidt barnet ud med badevandet, når man helt er gået væk fra den længerevarende rehabiliteringsindsats, der også kan være nødvendig nogle gange,« siger Ellen Holm.
Men hun holder selv et højt tempo, når ambitionerne hiver hende i den anden retning. Kollegerne i Køge fortæller om, hvordan hun og Ole Hamberg en dag kom ud i en længere snak om, hvorvidt de skulle have elbiler eller benzinbiler til den udekørende funktion, de endnu ikke har. Og man får indtryk af, at det er meget kendetegnende for de to.
»Vi vil rigtig gerne have en udekørende funktion, hvor vi kan tilse patienter i deres eget hjem, på plejehjem og aflastningspladser, men det en afvejning af ressourcerne. Det har vi slet ikke endnu, men det tror jeg bestemt, at vi får. Jeg håber, at det snart lykkes,« siger Ellen Holm og fortsætter:
»Når man starter et nyt afsnit, er man nødt til at smede, mens jernet er varmt, så jeg prøver jo hele tiden at presse afdelingsledelsen til, at vi skal have flere geriatere og de faggrupper, vi arbejder sammen med tværfagligt.«
Et andet eksempel på, at Ellen Holm og resten af teamet har ambitioner, er, at hun egentlig havde stillet Dagens Medicin i udsigt, at ambulatoriefunktionen ville være startet 1. juni. Men der havde hun så alligevel forregnet sig i forhold til, hvor meget logistik, det ville kræve, for det bliver først til efteråret.
Første skridt mod fremtiden
Fordi Ellen Holm er en fagnørd, har hun lige været inde at se på befolkningsfremskrivningen af, hvor mange danske ældre, der bliver de næste år. Der er ikke nogen, der jager hende på pension lige foreløbigt, hvis det holder stik. Og hun er glad for den måde, hun og hendes kolleger er blevet modtaget i Køge.
»Det har været en helt fantastisk modtagelse, vi har fået fra sygehusledelse, afdelingledelser og alle vores speciallægekolleger på Medicinsk Afdeling. Det er så dejligt at mærke, hvor meget de vil geriatrien,« siger Ellen Holm.
Det giver hende kun større forhåbninger for fremtiden.
»Ambulatoriet er på vej, men et udgående team bliver helt afgørende, for det bliver både godt for sårbare patienter, at vi kan besøge dem i hjemmet, og en besparelse for sygehuset. Men som universitetshospital har Køge også en særlig forpligtelse, og den geriatriske afdeling skal være et lokomotiv for forskning og udvikling,« siger Ellen Holm.
Hun er selv forskningslektor på halv tid og håber at kunne tiltrække forskningsaktive, unge læger.
»Det kan være udfordrende at forske inden for geriatrien, fordi der næsten altid bliver en skæv fordeling, hvor de mest sårbare siger nej til at deltage. Det randomiserede, kontrollerede setup, læger ellers priser højt, dur bare ikke, så vi skal lave mange flere observationsstudier, hvor vi ser på tilgængelige data i registre, eller lave gode, kvalitative studier,« siger Ellen Holm.
Flytter hjemmefra i løbet af tre år
En afdeling, der skal gabe over flere opgaver, kræver flere ressourcer. Sådan er regnestykket også i Køge.
«Om to-tre år tror jeg, at vi er en selvstændig afdeling med dobbelt så mange geriatere ansat,« siger Ellen Holm.
For tre måneder siden havde de seks senge i hjørnet af Medicinsk Afdeling, nu har de ti, og det er med ledende overlæge Ole Hambergs gode vilje, for han deler Ellen Holms vision.
»Geriatrien bliver en selvstændig afdeling, det skal SUH have. Vi må stille og roligt finde midler til at fordoble antallet af ansatte, men det tror jeg også, at vi nok skal lykkes med. Hvis jeg i løbet af de næste to år kan være med til, at det sker, så vil jeg kun være glad for at give afsnittet videre til en ny ledelse,« siger han.
Afsnittet får sin første hoveduddannelseslæge til efteråret, men det er bare den allerførste i en lang række, hvis de altså bliver ved med at få deres vilje i Køge.