Hvad har alment praktiserende læger til fælles med tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer og sågar Falck?

Alle har indgået en aftale med regionerne om at levere serviceydelser.

Alle aftaler er kommet frem ved, at regionerne har udtrykt krav og ønsker om serviceniveau indenfor den aktuelle sektor, betalingsniveau, krav til uddannelsesniveau for personale, tilgængelighed, responstider osv. – og så har modparten stillet modkrav om ydelseshonorarer, tillægsydelser, kompensation osv. – helt afhængig af hvilken sektor, det drejer sig om. Og så er man nået til enighed ved forhandlingsbordet eller via licitation.

Da det er skatteborgerne, der i sidste ende betaler gildet, synes det rimeligt, at det offentlige har fuld ret til at stille bestemte stramme krav til deres modpart. Har det offentlige også ret til at forvente, at modparten uden tøven accepterer disse krav? Nej, naturligvis ikke – det må være enhver person eller forenings fulde ret at afvise kravene, hvis modkrav ikke imødekommes. 

Kan det offentlige diktere og kræve, at jeg skal acceptere deres krav uden at have en jordisk chance for at imødegå dem med modkrav?  Nej, hvor svært kan det være at forstå det? Der er da lande, hvor denne ret  ikke gælder – men dem ønsker vi vel ikke at sammenligne os med, gør vi? 

Gentagne gange er det i pressen omtalt, at lægerne aktuelt har vetoret i samarbejdsudvalgene i de forskellige regioner og i Lands-samarbejdsudvalget. I min optik gælder vetoret da kun, når et mindretal kan forhindre en flertalsbeslutning. I samarbejdsudvalgene er der et lige antal repræsentanter fra region/kommune og lægegruppen, så her kommer veto jo ikke på tale. Så begge parter er ligeværdige i denne sammenhæng – og det er vel netop essensen af den danske model.

Tonen i den aktuelle konflikt mellem regioner og PLO – teatralsk kan man vel kalde det for ’det endelige opgør’, er så forpestet, at det er svært at forestille sig de samme personer ved et forhandlingsbord. Regionerne har uden omsvøb udtrykt mistillid til vore kompetencer som læger og vore intentioner med driften i almen praksis. Vi er småsvindlere hele bundtet, laver kreative afregninger og måske endda regninger på fiktive konsultationer – alt i alt er vi en gruppe, man ikke kan stole på, og derfor ønsker regionerne massive kontrolforanstaltninger.

Sandheden er jo, at regionen har styr på, hvad jeg laver ned til mindste detalje gennem deres registrering og paragraf 100-opgørelser. Regionen kører det endda så stramt, at to regninger på samme patient på samme dato automatisk medfører, at regionen sletter den ene regning. Så den hændelse, at en patient kl. 10 har været ved lægen vedr. mavesmerter – og så kl. 14.30 vrider om på foden og bliver tilset for en forstuvning – den hændelse eksisterer ikke som mulighed i regionens verden. Og lægen skal stå skoleret og forklare sig efterfølgende, hvis han skal gøre sig håb om at få sin betaling for det arbejde, han reelt har udført.

Set i bakspejlet fornemmer man klart, at regionens gøren og laden de seneste to-tre år har været mobilisering med henblik på den aktuelle situation.

Vi har overordnet set en yderst velfungerende almen praksis til billige penge – men det er slet ikke kernen i aktuelle konflikt. Her drejer det sig kun om, at regionerne og sundhedsministeren ønsker central styring og mulighed for at kunne diktere på alle områder i fremtiden. Hvis først  lægerne kan trynes, så står tandlægerne, fysioterapeuterne og kiropraktorerne givetvis for tur næste gang. De må da ryste i bukserne.