Jens Drachmann Bukh, cheflæge for psykiatrisk center, Ballerup og Sonja Strøm Rasmussen, cheflæge for psykiatrisk afdeling, Odense, er uenige i om sundhedsreformen er god for psykiatrien eller ej.Foto: Privat

Cheflæger i psykiatrien uenige om sundhedsreform: Det kan både blive godt og skidt Selvom sundhedsreformen er på plads, mener to cheflæger i psykiatrien, at man fortsat kun kan gisne om, hvordan den kommer til at påvirke psykiatrien. Den ene er positiv, mens den anden mener, det kommer til at koste på kvaliteten.

Ville en sammenlægning af psykiatri og somatik være nødvendig eller ville den risikere at tvinge området i knæ? 

Efter at regeringen præsenterede sit udspil til en sundhedsreform, har der været heftig debat om psykiatriens plads i sundhedsvæsenet. 

Ansatte i psykiatrien fra Region Hovedstaden, Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Nordjylland følte sig fagligt forpligtet til at skrive åbne breve til sundhedsministeren og psykiatri- og sundhedsordførerne, hvor de udtrykte deres bekymringer for, at en sammenlægning mellem psykiatrien og somatikken kunne gøre mere skade end gavn for psykiatriområdet.   

Jens Drachmann Bukh, cheflæge for psykiatrisk center, Ballerup og Sonja Strøm Rasmussen, cheflæge for psykiatrisk afdeling, Odense, var to af de cheflæger i psykiatrien, som var medunderskrivere på brevene.

Nu hvor reformen er på plads, og der er lagt op til at ligestille psykiatrien og somatikken, er de to cheflæger så vidt uenige om, hvorvidt deres indsats har sat et reelt aftryk på den sundhedsreform, som skal danne rammerne for sundhedsvæsenet de næste mange år. 

Sundhedsreformen har mange positive elementer i sig, hvis man læser den gennem Jens Drachmann Bukhs psykiatrifaglige linse. Han hæfter sig særligt ved to ting:

»Jeg er ret godt tilfreds med det, der er kommet. Vi har fået noget tid at arbejde i, så vi ikke forhaster noget igennem, og så har vi fået noget albuerum til at organisere os sådan, at det ikke går ud over de faglige stærke miljøer og synergier, der er etableret i dag. Med de arbejdsbetingelser og passusen om, at en ligestilling af psykiatri og somatik ikke må gå ud over de fremskridt, vi har opnået i psykiatrien, så ser jeg positivt på reformen,« siger han.

Han medgiver, at der er meget, man stadig kun kan gisne om, og som først giver mening at diskutere, når der er en aftale på plads mellem regeringen og regionerne i medio 2025. 

»Der er meget, der bliver rigtig svært at diskutere, for uanset hvor grundigt man læser teksten, så mangler der nogle hegnspæle i aftalen. Vi er endnu ikke klar over, hvad politikerne præcis forventer af os i sundhedsvæsenet, men det arbejde glæder jeg mig til at være en del af,« siger Jens Drachmann Bukh. 

Helt det samme som sammenlægning

Spørger man til gengæld cheflæge Sonja Strøm Rasmussen i Region Syddanmark, tror hun ikke på, at reformen kommer til at adressere de bekymringer, der fik hende til at underskrive Region Syddanmarks åbne brev til sundhedsministeren.  

»Jeg læser reformen som om, at det er et spørgsmål om ord. Nu tales der om ligestilling og sammenhæng i stedet for sammenlægning, men intentionen er den samme. Vi mister vores faglige direktioner og får en somatisk ledelse. Hvis det er rigtigt, tror jeg, vi kommer til at miste faglige samarbejder og en masse kompetenceudvikling, som man ikke kan lykkes med alene,« siger hun.

Hun anerkender, at det også kan ende med at blive rigtig godt, men at det ud fra reformens nuværende ordlyd kan være svært at finde punkter, der for alvor indgyder optimisme. 

»Hvis vi får lov til at fortsætte med at samarbejde såvel internt i regionen som på tværs af landet, ser jeg ingen problemer. Men for mig lyder det som om, at vi kommer til at blive indlemmet i somatikken, og det vil betyde et farvel til vores psykiatrifaglige ledelser og et farvel til det nationale samarbejde, som lige nu foregår mest på direktionsniveau,« siger Sonja Strøm Rasmussen.

Lys i horisonten

Omvendt kan Jens Drachmann Bukh skimte lys i horisonten. Han er blevet langt mere tryg i, at psykiatrien ikke opsluges af somatikken, men i stedet kommer ind som en central del af landets sygehuse. Det har primært en enkelt årsag.

»Jeg synes tydeligt, at man kan se, at politikerne er opmærksomme på, at psykiatrien faktisk har gjort fremskridt som selvstændig enhed. Jeg kan ikke se, hvorfor psykiatere ikke skulle få indflydelse på områdets prioriteringer, det har kræftlæger jo også på deres område.«  

Og Sonja Strøm Rasmussen vedkender sig også, at reformen kan læses meget forskelligt alt efter, hvilke punkter og pointer, man hæfter sig ved.

»Det kan være, at jeg ser spøgelser. Det kan være, at glasset faktisk er halvt fyldt, men lige nu ser det ud til at være halvtomt for mig. Så må vi se, hvordan det ser ud, når der lander en aftale i midten af 2025,« siger hun.

Skriv kommentar