Da overlæge Thomas Bech Lunen før påske trådte ind på opvågningsafsnittet, sad en sygeplejerske og græd højlydt. Hun havde sagt ja til at passe kommende indlagte patienter med COVID-19, men lider selv af astma og var »rent ud sagt pisse bange for at blive smittet«. Det gjorde indtryk på overlægen. Det gjorde det også nogle dage senere, da en tilfældig snak i kaffestuen løftede sløret for, at også andre ansatte havde en daglig frygt for at gå på arbejde.

»Det gør selvfølgelig et kæmpe indtryk at opleve kolleger, der gerne vil hjælpe, men i den grad er bekymret for egen sikkerhed. Det er ikke meningen, at vi skal være angste for at gå på arbejde. Vi kan sagtens være fornuftigt bekymrede, og vi skal selvfølgelig følge sikkerhedsprocedurerne. Men hvis den irrationelle frygt tager over, bliver vi handlingslammede, og frygten kommer i vejen for, at vi kan yde den behandling, patienterne har brug for. Det er vigtigt for patientsikkerheden, at vi passer på hinanden,« siger Thomas Bech Lunen, der til daglig er overlæge på anæstesiafdelingen på Sjællands Universitetshospital, Køge med dagligt ansvar for abdominal anæstesi.

På det seneste har han også været lægelig ansvarlig for oprettelse og etablering af et nyt nød-intensivafsnit på hospitalet.

Lad os lære af akutområdet

Thomas Bech Lunen har i flere år kørt som akutlæge i Vestjylland og i København, og i de seneste tre år han jævnligt været en del af bemandingen på en af regionernes akutlægehelikoptere. Han har med andre ord træning i at håndtere akutte voldsomme situationer – og ikke mindst – systematisk evaluere de akutte indsatser.

»Når vi har været på opgave med helikopteren, har vi nogle helt faste rutiner, hvor vi evaluerer, hvad vi gjorde skidt, hvad gjorde vi godt, og hvad vi kan gøre anderledes næste gang. Det er meget produktivt for den måde, man udvikler sig på som fagperson og som menneske i forhold til at håndtere de voldsomme situationer, der kan opstå,« siger han.

Vi skal huske på, at det er faggrupper fra helt andre afsnit og fagområder, som nu skal indgå i akutte teams, og de er ikke nødvendigvis gearede til at håndtere et voldsomt pres.

Thomas Bech Lunen, overlæge på anæstesiafdelingen på Sjællands Universitetshospital, Køge

De sidste par år har han overvejet, hvordan man kunne overføre den systematiske evaluering i akutfunktionen til hospitalets anæstesiafdeling, men med COVID-19 er der opstået et aktuelt behov for at få det implementeret her og nu.

»Når man hører spanske og italienske kollegaer fortælle om stribevis af patienter, der kommer ind til intubation og et øjeblik efter dør, er det voldsomt. Jeg har selvfølgelig tænkt over, hvordan jeg vil håndtere de ting og er afklaret omkring det. Men når jeg oplever frygt blandt nogle af vores sygeplejersker, tænker jeg, at der nok også er andre, som er utrygge, men som måske bare ikke har sagt noget. Vi skal huske på, at det er faggrupper fra helt andre afsnit og fagområder, som nu skal indgå i akutte teams, og de er ikke nødvendigvis gearede til at håndtere et voldsomt pres.«

Thomas Bech Lunen påpeger, at det indtil nu har det handlet om få rammerne på plads og hænder nok til at løfte opgaverne – og det er selvfølgelig også det allervigtigste.

»Men hvis der kommer et stort pres, er der potentielt set mange oplevelser, der skal bearbejdes hos personalet senere hen, og derfor er det så vigtigt at rette opmærksomheden mod det allerede nu. Der vil være nogle, der kommer ud på den anden side og synes, at det var forfærdeligt, men med tiltag kan vi forhåbentlig gøre det lidt bedre til gavn for både patienterne og personalet,« lyder det fra overlægen.

Buddy-ordninger på vej

På det nye COVID-19-nødafsnit i Køge skal der etableres en form for buddy-ordning blandt personalet. I hvert fald hvis det står til Thomas Bech Lunen og de fire kolleger, som han indtil videre har involveret i projektet. Makkerordningen blev han inspireret til at sætte i søen efter at have konsulteret krisepsykolog Rikke Høgsted.

»Grundlæggende handler det om, at man ledelsesmæssigt får parret medarbejdere sammen to og to og siger: I to skal snakke sammen til middag, og inden I går hjem i dag, skal I kigge hinanden i øjnene og få vendt, hvad der fungerede godt og mindre godt. På den måde får vi åbnet for noget viden og læring, og samtidig sikrer vi, at alle har en kollega at snakke med i løbet af vagten,« siger han.

På den måde bliver det også tydeligt for de yngre læger, at det er i orden at bede om hjælp, og at de ikke behøver at vente, til det hele er lige ved at vælte.

Thomas Bech Lunen, overlæge på anæstesiafdelingen på Sjællands Universitetshospital, Køge

Derudover er det også planen at udpege nogle nøglepersoner, som har en vis erfaring med at tackle akutte situationer, og som de yngre medarbejdere ved, at de kan gå til.

»På den måde bliver det også tydeligt for de yngre læger, at det er i orden at bede om hjælp, og at de ikke behøver at vente, til det hele er lige ved at vælte. Det kan også være mindre ting, de har brug for at få italesat, så de ikke hober sig op. I den her tid er det vigtigt, at vi tænker små evalueringer ind i den daglige rutine,« tilføjer han.