Den populærvidenskabelige formidling står ikke øverst på listen over prestigeopgaver i lægefaget. Men den er umådelig vigtig, lyder det fra fire læger, der på forskellig vis bygger bro mellem læge og patient ved at sætte sygdom og sundhed på dagsordenen i de danske medier. De udgiver bøger, holder foredrag og medvirker i TV- og radioprogrammer – enten på fuld tid eller ved siden af læge- og forskningsarbejdet i klinikken.

Men hvad driver dem til at bruge deres tid på at formidle lægefaglig viden til hr. og fru Danmark?

En jernhånd i en fløjlshandske

»Jeg vil gøre sundhed tilgængeligt og let forståeligt, så alle kan være med. Det er det, jeg gør i mine programmer, bøger og i min lægepraksis.«

Ordene kommer fra lægen og ildsjælen Charlotte Bøving, hvis kendetegn er en direkte facon, der, som hun selv udtrykker det, altid er krydret med en stor portion kærlighed. Den kombination fik engang skuespilleren Susse Wold til at kalde hende ’en jernhånd i en fløjlshandske’ – og den beskrivelse, synes hun selv, rammer ret godt plet.

Fra medicinsk til dansk

Charlotte Bøvings mission er at slå et slag for formidlingens kunst. Derfor blev hun særlig glad, da hun i efteråret blev indbudt til at tale på en PLO-konference for praksispersonale om hendes tilgang til sundhed, og om vigtigheden af at læger gør sig umage med kommunikationen til patienterne. Her er nemlig en stor gevinst at hente, mener hun:

»Hvis vi giver vores patienter nogle ordentlige forklaringer og uddanner dem, bliver vores job som læger meget lettere og bedre. Vi undgår, at vores patienter kommer igen og igen med de samme problemstillinger, og de bliver bedre til selv at vurdere, om de behøver at gå til lægen eller ej,« siger hun og tilføjer, at hendes engagement i forskellige medier har affødt mange tusinde mails fra danskere, der udtrykker taknemmelighed over endelig at kunne forstå, hvad der bliver sagt.

»Mange læger er dygtige til at tale med deres patienter, men ikke alle. Og derfor har vi en forpligtelse til fortsat at hæve barren for formidlingen i vores fag,« fastslår hun.

Vil rydde tabuerne ad vejen

Charlotte Bøving ejer ikke skyggen af berøringsangst. Hun er vokset op i en lægefamilie, hvor det var naturligt at snakke om alt mellem himmel og jord. Når hun holder foredrag og stiller op i medierne med sin åbenhjertige facon, er det også med et håb om, at hun kan inspirere sine kolleger til at gå mere individuelt og direkte til værks, når der er brug for det. For i den allerbedste mening vil Charlotte Bøving nemlig tage livtag med de tabuer, der kan forhindre læger i at give patienterne den hjælp, de rent faktisk har brug for. Hun har mødt læger, der har været bragende gode til at snakke om tingene, men på sin vej er hun også stødt ind i læger, der har kigget væk og ned, når de skulle tage de svære snakke. Ordentlighed handler imidlertid også om at turde lægge facts på bordet, påpeger hun:

»Vi læger skal turde snakke om tabuiserede emner som for eksempel overvægt. Når der kommer en ung pige ind i konsultationen, og det er helt tydeligt, at de problemer, hun kommer med, er affødt af overvægt, så man nødt til at sige det. Som læger kan vi være bange for at støde og såre vores patienter, men de kan sagtens håndtere det – bare det bliver sagt på en respektfuld og kærlig måde.«

Nogle gange skal der så lidt til

I det hele taget er det vigtigt for Charlotte Bøving at tage hånd om de mennesker, hun møder på sin vej. Især banker hendes hjerte for udsatte børn, unge og ældre, der er dårligt stillede. Hendes oplevelse er, at der ofte skal lidt til at flytte dem, hvis man møder dem, hvor de er:

»Vi har en sundhedselite, som træner og spiser sundt, men vi skal ikke alle sammen jages ud at løbe. Som læger skal vi sætte os ind i patienternes hverdag og dilemmaer. I stedet for bare at bede vores patienter om at dyrke en halv times motion og vende tilbage tre uger senere til en vægtkontrol, bliver vi nødt til at spørge ind til, hvad de kan lide at gøre. Som praktiserede læger kender vi jo også de kommunale tilbud og foreningstilbuddene og kan tænke dem med ind i behandlingen. Sammen med patienterne må vi finde frem til små justeringer, der samtidig er realistiske. Mange gange er det i virkeligheden så lidt, der skal til for at rykke meget.«

 

Vi skal nå bredere ud end P1

»Jeg tror, at vi læger kan have en frygt for, at man giver køb på sin faglighed, hvis man forsimpler sit ordbrug og optræder i de brede medier – men den slags skal vi holde op med at tænke.«

Sådan lyder opsangen fra læge Ida Donkin, der i de senere år har blandet sig sundhedsdebatten, holdt foredrag, medvirket i TV-programmer og udgivet bogen ’Sygt eller sundt’.

»Vi læger optræder helst kun på P1. Men jeg synes også, vi skal også være til stede i Ekstrabladet, i God Morgen Danmark og på sociale medier, hvor mange af vores patienter også er. Ellers risikerer vi at tabe en stor del af dem, som søger viden andre steder, når de går ud af konsultationen,« siger hun.

Ida Donkin arbejder især på at optræde som en lægefaglig stemme i de vildfarelser, som hersker i den offentlige debat og på de sociale medier om f.eks. vacciner og klipning af spædbørns tungebånd. Men interessen for formidling udspringer et andet sted. Under sin forskning havde Ida Donkin en vejleder, som insisterede på, at forskningen ikke bare skulle præsenteres for fagfæller på kongresser. Forskningsresultaterne skulle også formidles til befolkningen. Det var indgangsbilletten til at bygge bro mellem den svære og komplicerede fagvidenskab og danskerne – en opgave som i de seneste år har fyldt en stor del af hendes tid.

Hierarkiet spænder ben

Rejsen dertil har imidlertid ikke været helt let. Lægeverdenens hierarkiske system gør det nemlig svært at turde stå frem i offentligheden, når man er en yngre læge, påpeger hun.

»Det er jo først, når vi når 50-årsalderen og har fået en fastansættelse som overlæge et eller andet sted, at vi begynder at være nogle, folk kender navnene på. De første mange, mange år af vores lægeliv lister vi jo rundt som yngre læger langs panelerne. I den periode tror jeg, at rigtig mange har svært ved at få den selvtillid, der skal til at sige, at nu er jeg den, der stiller mig frem og deler ud af min viden, for der sidder jo en overlæge på det her felt, der ved meget mere, « siger hun og indvender:

»Nogle gange har patienterne brug for at lytte til læger, som de kan spejle sig i, og hvis vi skal ramme vores patienter mere bredt, så skal vi også være repræsenteret mere bredt i den offentlige debat.«

Ida Donkin påpeger, at hvis læger ikke stiller op i de bredere medier, risikerer man at overlade scenen til selvudnævnte sundhedseksperter, som måske ikke har så meget faglighed at hænge det op på.

»Så hvis vi gerne vil ud og blande os, kan det ikke nytte noget, at vi har et hierarkisk system, der gør, at vi først tør, når vi har nået 70-årsalderen,» siger hun.

 

Jeg spilder ikke min tid i elitære medier

»Jeg har kun ét liv og kun 24 timer i døgnet, så jeg spilder ikke min tid på at inspirere folk i elitære medier. Danmark er et af de lande i Vesteuropa, hvor man dør først, og der er en enorm ulighed i sundhed. Derfor er min målgruppe næsten altid folk med en kortere uddannelse. Det er det, der giver mening for mig.«

Bøger er derfor heller ikke det Peter Qvortrup Geisling gør sig mest i. For et par år siden udgav han bogen ’Naturen på recept’, men ellers bruger han hovedsaligt sin tid på at gøre danskerne kloge på sundhed i TV-sammenhænge.

Læger skal holde mund, holde af og holde om

Ifølge Peter Qvortrup Geisling har mange læger et afsenderorienteret udgangspunkt, når de skal tale med patienter og går til samtalen med indstillingen: Nu skal I høre, hvad der er rigtigt, og hvad I har godt af. Men når man skal kommunikere med patienter, så skal man gøre det med respekt.

»Der kommer ikke noget godt ud af at mase sandheder ned i halsen på danskerne – man får bare plantet dårlig samvittighed. God kommunikation handler i virkeligheden om at holde af og holde mund og holde om. Og så handler det om at lytte – det gælder også, når man skriver bøger og laver TV,« siger han.

Resten er næsten hysteri

For Peter Qvortrup Geisling er det uhyre vigtigt at skelne mellem, hvad er der væsentligt og uvæsentligt at formidle til danskerne. Han fortæller, at Statens Institut for Folkesundhed har udpeget seks punkter, der kan gøre, at Danmark ryger op ad rangstigen og bevæger sig væk fra at være et af de lande, hvor man dør først i Europa. Blandt de seks punkter er kosten ikke imellem, og det er der en god grund til, mener han:

»Hvis man kan lade være med at ryge, holde lidt igen med alkohol og fedt og dyrke en anelse motion, så er resten næsten hysteri,« siger han og påpeger, at læger også skal være mere opmærksomme på, at sundhed er meget mere end KRAM-faktorer.

»Der er også mental sundhed, hvor usundheden er stress. Der er også følelsesmæssig sundhed, hvor usundheden er ensomhed. Og så er der spirituel sundhed. Som læger har vi det nogle gange med at tro, at sundhed er begrænset til kost, rygning, alkohol og motion. Men det er det ikke kun. Livskvalitet er også ekstrem vigtig.«

Peter Qvortrup Geisling forudser, at det næste årtis store folkesygdom vil være mental usundhed, og han efterlyser en national handlingsstrategi for psykiatrien i Danmark.

»Det vil være et område, vi kommer til at bruge rigtig mange penge på at behandle, og det er langt vigtigere end at udgive en bog om 40 gode salater. Hvis man gør det, er det udtryk for, at man har mistet overblikket over, hvad der er vigtigt. Som læger har vi en forpligtelse til ikke at komme med informationer, der er på grænsen til irrelevante, bare fordi der er penge i det,« siger han.

 

Min mission er blevet en hobby

»Først og fremmest er jeg overlæge og professor. Mine klummer, brevkassesvar og bøger er en hobby eller et slags frirum, som jeg nok i ret høj grad laver for min egen skyld.«

Ordene kommer fra Bente Klarlund Pedersen, der i de sidste mange år har haft en stor stemme i den danske sundhedsdebat. Hun har skrevet bøger, klummer, fungeret som brevkasseskribent i Politiken og medvirket i en række TV- og radioprogrammer. Bente Klarlunds entré på den populærvidenskabelige scene startede ellers med det, hun selv kalder en ’missionærtrang’.

»I starten af nullerne talte vi meget om kost og vægt, men ikke om fysisk aktivitet, som der faktisk var meget viden om. Og så blev jeg sådan en slags motionsmissionær. Det var mit drive dengang,« fortæller hun.

Det gav hende samtidig den platform, som hun taler fra i dag, og som hun bruger til at være en forskningsbaseret stemme i det, hun kalder en ’sundhedsjungle’:

»Nogle gange spørger jeg folk, hvor de har deres information fra, og så svarer de ”Jamen, jeg har det fra nettet” – uden at kende afsenderen på det. Som læge har jeg en opgave i at skære igennem og hjælpe dem med at vurdere, om der er evidens eller ej. Hvis vi lærer folk at gå efter forskningsbaseret information, vil vi få nogle patienter, som reagerer på relevante symptomer og går til lægen, når de har behov for det.«

Ingen hang til breaking news

Bente Klarlund har et kodeks for sin formidling: Den information, hun går ud med, skal have videnskabelig tyngde, og så skriver hun primært om væsentlige emner. Med det mener hun budskaber, der f.eks. er relateret til kost, rygning, alkohol og motion, der er årsag til halvdelen af al tidlig død og sygdom i danmark. Derimod har hun ikke noget behov for at bidrage med breaking news:

»Det, der kommer på forsiden, er jo, hvis man siger, at kaffe giver kræft, men det ville jeg aldrig skrive om, for jeg ved, at der er hundrede undersøgelser, der viser, at det ikke er tilfældet,« siger hun.

Forskning som en tosporet vej

For Bente Klarlund er der en gevinst ved jævnligt at vende blikket ud i samfundet. På den måde bliver forskningsformidling nemlig ikke kun noget, der går fra eksperten til den brede befolkning, men også den anden vej rundt.

»Jeg får inspiration til min forskning ved at tage de problemstillinger, jeg oplever i samfundet, med tilbage, modellere dem og lave dyreforsøg og fysiologiske forsøg. I forskningen har vi for eksempel haft meget fokus på, hvad der sker med kroppen, når man træner, men ser man ud i verden, er rigtig mange enormt inaktive. Derfor har vi set på, hvad sker der, når vi gør det modsatte – altså lægger folk ned, så de ikke gør noget. Det er der faktisk kommet noget rigtig god forskning ud af, som er blevet publiceret og citeret,« fortæller Bente Klarlund.