Allergikere får plastre og tabletter, mens astmatikere får KOL-medicin Fremtiden for allergipatienter er smeltetabletter og plastre til især børn, mens astmatikere i stigende grad får gavn af KOL-medicin, siger flere eksperter.

Behandlingen af patienter med forskellige allergier går i stigende grad fra at være med indsprøjtninger lige under huden til at være i tabletform, siger Lars K. Poulsen, professor og forskningschef på Allergiklinikken på Gentofte Hospital.

»Medicinalfirmaet ALK tog med Grazax det første skridt i retning mod allergibehandlingen med tabletter, der opløses under tungen. Det præparat er efterhånden blevet etableret, men i kølvandet vil der komme lignende tabletter til behandling af allergi over for husstøvmider og birkepollen. Den slags tablet-vaccination mod allergier er helt klart en trend,« siger Lars K. Poulsen.

Fordelene er, at patienterne selv skal tage tabletterne og derfor undgår en del lægebesøg for at få de traditionelle indsprøjtninger, men tabletterne er dog noget dyrere end indsprøjtningerne. 

Også forsøg med plastre til især børn med allergi er forsøgt med succes, siger Lars K. Poulsen. Dog er det i første omgang fødevareallergi, plastrene har virket på.

Desuden har der i allergibehandlingen været store forhåbninger til metoden med indsprøjtninger direkte i lymfeknuderne, men de studier, som Allergiklinikken har lavet, viser ikke den store effekt.

Fordelen er ellers til at tage at føle på: Tre indsprøjtninger på to-fire uger i stedet for den traditionelle behandling over tre-fem år med besøg hos lægen i op til en gang om ugen for at få indsprøjtninger.

»Andre studier har vist en vis effekt, men vores konklusion er foreløbig, at metoden er for god til at være sand,« siger Lars K. Poulsen.

Mens der er gang i udviklingen af ny medicin inden for allergivaccinationerne, er der omvendt stilstand på det traditionelle behandlingsområde med steroider og antihistaminer. Her udløber ifølge Lars K. Poulsen en række patenter, der blot bliver erstattet af kopimedicin, der dog er markant billigere.

Tendenser inden for astmabehandling
Inden for astmabehandlingen kan patienterne i fremtiden møde endnu flere kombinationsbehandlinger af steoider og beta2agonister, hvor astmasprayen skal tages en og ikke som i dag to gange om dagen for at give bedre dækning, siger Ronald Dahl, professor på Aarhus Universitetshospital. 

En ny tendens er også, at KOL-medicin i stigende grad også bliver brugt på astma-patienter.

»Spiriva er det første præparat, der henvender sig til kronisk astma, men der vil komme flere typer KOL-medicin, som henvender sig til andre typer af astma. Og effekten med, at luftvejene bliver udvidet, synes god,« siger Ronald Dahl.

Patienter med svær allergisk astma har de seneste år også fået hjælp med biologiske lægemidler, og den tendens fortsætter, siger Ronald Dahl.

»Det er et udtryk for, at forskningen i astmamekanismerne får en konkret udmøntning i effektive lægemidler til patienter,« siger han. Derimod bliver en stor gruppe af overvægtige astmatikere ikke dækket af den nuværende astmamedicin.

»Overvægtige får hyppigere og i sværere grad astma, og desuden fremmer fedtvævet betændelsestilstanden i lungerne, og her virker den nuværende medicin ikke godt. Så her har vi et problem,« siger han.

Interessekonflikter: Lars K. Poulsen har ifølge Sundhedstyrelsens liste over læger med tilknytning til industrien ikke interessekonflikter. 

Interessekonflikter: Ronald Dahl deltager i advisory boards og har modtaget honorar eller forskningstilskud fra følgende firmaer: ALK, AstraZeneca, Boehringer Ingelheim, Centocor, Chiesi, GlaxoSmithKline, Merck Sharp & Dohme, Norpharma, Novartis, Nycomed, Pfizer, Teva Pharmaceuticals og UCB Nordic.

Skriv kommentar