Samarbejde er den vigtigste ingrediens i fremtidssikringen af sundhedsvæsenet Robusthedskommissionens anbefalinger er ikke utopi. Tidlige erfaringer fra diabetesområdet i Region Midtjylland viser, at det både kan lykkes at øge kvaliteten i behandlingen og hente effektiviseringsgevinster ved at gentænke indsatsen.

Det skorter ikke på mediedækning af udfordringerne i det danske sundhedssystem. Jævnligt hører vi om rekrutteringsproblemer, medarbejderflugt, løbske udgifter til medicin og ventelister, der kun synes at stige.

Bekymring og alarmisme må ikke skygge for, at vi flere steder faktisk er godt i gang med at udvikle løsninger på nogle af udfordringerne

Man skal ikke læse længe i den nye Robusthedskommissionens rapport for at opdage, at den intensive dækning af sundheds- og ældreområdets udfordringer er velbegrundet. I rapporten gøres der nøgternt rede for, hvordan kombinationen af et stigende antal plejekrævende ældre og et utilstrækkeligt antal medarbejdere til at løse opgaverne på sigt vil bringe sundhedssystemet i knæ.

Det er naturligvis vigtigt at være bevidst om de langsigtede udfordringer, som vi står med på sundheds- og ældreområdet. Men bekymring og alarmisme må ikke skygge for, at vi flere steder faktisk er godt i gang med at udvikle løsninger på nogle af udfordringerne. Eksempelvis i Region Midtjylland på diabetesområdet, hvor vi i et tæt samspil mellem regionale diabetesklinikker og diabetespatienter udvikler Fremtidens Diabetesforløb. Et forløb med mere frihed og individuelt tilpasset behandling til patienterne.

Ikke enten-eller

Først en vigtig pointe: Det er ikke tilfældigt, at de løsninger, vi beskriver her, tager udgangspunkt i diabetesområdet. Med etableringen af det landsdækkende netværk af Steno Diabetes Centre har Novo Nordisk Fonden gjort det muligt at udvikle og afprøve nye metoder i diabetesbehandlingen.

Hos Steno Diabetes Center Aarhus arbejder vi overordnet for at gøre det muligt for flere at leve et godt liv med diabetes. Et af de vigtigste redskaber til at nå det mål er samarbejder på tværs i regionen. Konkret knytter vi regionens mange diabetesklinikere sammen i et Steno Partner-program. Her indgår regionale diabetesafdelinger i et unikt kontraktbaseret samarbejde omkring forskellige udviklingsprojekter med Steno Diabetes Center Aarhus.

Udviklingsarbejdet sigter mod at skabe bæredygtige løsninger – altså løsninger, der kan bruges og anvendes i sundhedssystemet – også uden støtte fra Steno Diabetes Centrene.

Og indtil videre viser erfaringerne, at det er muligt at få både og. Altså løsninger, der både gavner patienternes livskvalitet og anvender offentlige ressourcer klogere.

Væk fra one-size-fits-all

Vi bygger vores optimisme på en solid blanding af patientdata, teknologiske fremskridt og en del af de samme konklusioner, som Robusthedskommissionen taler om, når den peger på behovet for ‘stærkere prioritering og klogere opgaveløsning’.

Det kan være svært for en presset regional sygehusafdeling at tro på et fællesprojekt, hvor gevinsterne er usikre

På diabetesområdet i Region Midtjylland udvikler vi eksempelvis et nyt digitalt system kaldet ‘Indblik’. Systemet skal understøtte det gode patientforløb ved at give et overblik over det samlede antal diabetespatienter og en detaljeret indsigt i hver enkelt patients behov og behandlingsforløb.

Formålet med Indblik er dobbelt. For det første handler det om at tilbyde målrettet hjælp og støtte til dem, der har et konkret behov, og for det andet at lempe på den rutinemæssige kontrol af dem, der har en stabil sundhedstilstand. Frem for at anvende en ensartet behandlingsmetode til alle, prioriterer vi med Indblik en personlig og skræddersyet behandling, som sætter ind, hvor behovet er størst.

På længere sigt vil Indblik også tjene som en direkte digital ressource for patienterne, som de kan konsultere efter behov.

Den afgørende ingrediens

Et andet eksempel på, hvordan vi nedbringer tidsforbruget og bruger ressourcerne i sundhedssystemet klogere, er samme-dags-screeninger. Som navnet antyder, får diabetespatienterne her – i modsætning til tidligere – taget de nødvendige prøver og undersøgelser og får resultaterne i en samtale med behandleren samme dag. På den måde reducerer vi den tid, som patienterne er i kontakt med sundhedssystemet, og der bliver mere tid for patienten til at leve livet uden at skulle bruge unødvendig tid på sygdomskontrol.

Det lyder måske enkelt, men samme-dags-screeninger viser også, hvad der bliver afgørende, for at sundhedssystemet kan leve op til anbefalingerne fra Robusthedskommissionen. Det kræver nemlig koordinering og samarbejde at planlægge undersøgelser, prøvetagning, analyse samt samtale med en behandler på samme dag. Og netop samarbejde på tværs af fagligheder og afdelinger er afgørende for succesen af de tiltag, der på sigt kan aflaste sundhedsvæsenet.

Her er det relevant at fremhæve endnu et tiltag, som Steno Diabetes Center Aarhus har udviklet i samarbejde med diabetesafdelingerne på de regionale sygehuse i Region Midtjylland.

Traditionelt er nydiagnosticerede med type 1-diabetes blevet mødt med forskellige tilbud, alt efter hvor i regionen, de bor. Men i et samarbejde mellem de regionale diabetesambulatorier og Steno Diabetes Center Aarhus kan vi nu tilbyde nydiagnosticerede et fælles introforløb ‘Godt fra start,’ hvor patienterne kan få værdifuld information om livet og hverdagen med sygdommen – samtidig med, at de kan udveksle erfaringer med ligesindede fra hele regionen. Et lignende resultat af samarbejdet er ‘SteNo-stress’, der er et gruppeforløb til behandling af diabetesstress.

Alle disse typer samarbejder kræver en indsats af de deltagende afdelinger, fordi de potentielle gevinster ved at pulje kræfterne ikke er umiddelbare. Sagt med andre ord: Det kræver dristighed, for det kan være svært for en presset regional sygehusafdeling at tro på et fællesprojekt, hvor gevinsterne er usikre. Men vores erfaringer viser, at det formaliserede, databaserede og kompetencedrevne samarbejde og dristighed resulterer i innovative løsninger, der gavner både patienter og sundhedssystemet. Ansvaret for at prioritere disse svære samarbejder kan ikke placeres alene hos den enkelte afdeling – skal vi lykkes med at høste de mange gevinster, kræver det også politisk opbakning og strukturel understøttelse.

Skriv kommentar