Regionsrådet i Region Sjælland besluttede tirsdag i denne uge at gå videre med en plan om en ledelsesmæssig og organisatorisk fusion af Sjællands Universitetshospital og Nykøbing Falster Sygehus.
Ifølge en pressemeddelelse fra regionen sker det for ‘at fremtidssikre regionens fire akutsygehuse og skabe grundlaget for fortsat udvikling af sygehusene til gavn for borgerne og medarbejderne’, og for at sikre, at ‘alle borgere i Region Sjælland skal opleve samme høje kvalitet i behandlingen og have et sammenhængende patientforløb’.
Frem til næste regionsrådsmøde 22. august, hvor den endelige beslutning om en eventuel fusion skal træffes, inviterer regionen nu medarbejdere, ledere og samarbejdspartnere til dialog om planen ‘Bæredygtige akutsygehuse – Region Sjællands model for et sammenhængende og samarbejdende sygehusvæsen’, siger Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland.
»Vi vil i den kommende tid inddrage medarbejdere, ledere og samarbejdspartnere i arbejdet for at skabe de bedste løsninger. Det skal være med til at sikre, at vi med ‘Bæredygtige akutsygehuse’ også i fremtiden kan sikre høj kvalitet i behandlingen, nære tilbud til borgerne samt attraktive arbejdspladser og stærke faglige miljøer for personalet,« siger Heino Knudsen og tilføjer, at regionen med bæredygtighed mener faglig, ressourcemæssig og organisatorisk bæredygtighed.
Det skal ifølge regionsrådsformanden være med til »at sikre robuste faglige miljøer og udvikling af medarbejdere, styrke rekruttering og fastholdelse af dygtige medarbejdere og ikke mindst sikre et endnu bedre samarbejde på tværs af hele regionen med fælles ansvar for behandlingen af regionens borgere.«
Den presserende årsag til, at regionen ønsker at lægge Nykøbing Falster Sygehus ind under Sjællands Universitetshospital, er, at Region Sjælland har svært ved at skaffe personale til sygehuset på Falster. Region Sjællands koncerndirektør Jesper Gyllenborg har tidligere udtalt til TV2 Øst, at regionsledelsen som udgangspunkt ikke har planer om at bruge en fusion til at flytte medarbejdere mellem sygehusene, men afviser omvendt ikke, at fusionen kan betyde, at nogle medarbejdere i fremtiden kan komme til at arbejde både i Køge og i Nykøbing Falster.
»Det kan komme på tale, for vi har planer om, at vi skal dele kompetencer mellem sygehusene, og hvis en medarbejder for eksempel finder det attraktivt at have forskningsopgaver et sted og kliniske opgaver et andet sted, så er det bestemt muligt, men det er ikke grundtanken,« siger Jesper Gyllenborg til TV2 Øst.
Regionsrådsformanden mener ikke, at regionen reelt har noget valg:
»Hvis vi ikke i tide handler på den virkelighed, vi står i, så vil vi langsomt se Nykøbing Falster Sygehus lide en stille død på grund af stigende mangel på personale. Det kan vi ikke leve med. Vi vil fortsat investere i Nykøbing F. Sygehus – regionsrådet har for nyligt besluttet at bygge nyt i Nykøbing Falster for mere end 500 mio. kr. – så vi også i fremtiden kan sikre alle vores borgere god behandling af høj kvalitet,« siger Heino Knudsen i pressemeddelelsen fra regionen.
Beslutningen om den såkaldte vision for bæredygtige akutsygehuse i Region Sjælland, som omfatter akutsygehusene i Holbæk, Slagelse, Nykøbing Falster og Køge, skal træffes på næste regionsrådsmøde 22. august
Bæredygtige akutsygehuse
Udviklingsprogrammet ‘Bæredygtige akutsygehuse – Region Sjællands model for et sammenhængende og samarbejdende sygehusvæsen’ lægger op til flere konkrete ændringer i regionens sundhedsvæsen, blandt andet at:
- Sjællands Universitetshospital og Nykøbing F. Sygehus fusioneres ledelsesmæssigt og organisatorisk. Nykøbing F. Sygehus vil efter fusionen fortsat, som det beskrives i Sygehusplanen 2010, være et akutsygehus og modtage ligeså mange patienter, som det gør i dag
- De fire akutsygehuse i regionen skal tage ét fælles populationsansvar – det vil sige ansvar for behandlingen af hele befolkningen i hele regionen
- Der oprettes styrkepositioner inden for medicinske specialer på tværs af sygehusene. Alle styrkepositioner skal være organiseret på to af regionens sygehuse, der sammen har det fælles populationsansvar og ansvaret for at lede og udvikle specialet for hele regionen.
(Kilde: Region Sjælland)