Køge Sygehus flytter flest intensive patienter Anæstesiologisk afdeling på Køge sygehus er den afdeling, der overflytter flest intensive patienter. Dette sker grundet overbelægning på afdelingen, der er ramt af højt arbejdspres.

Anæstesiologisk afdeling på Køge Sygehus har fået en kedelig rekord.

Det er den afdeling i Danmark, der flytter flest patienter til andre hospitaler grundet overbelægning. Det viser en rapport fra Arbejdstilsynet.

Af rapporten fremgår det, at der sidste år skete 37 overflytninger af patienter, mens de var i et intensivt forløb, og den samme tendens ses i 2016. De ansatte oplyser, at det særligt i vagterne er en belastning med samtidige arbejdsopgaver, hvor de står ‘bundet’ ved en dårlig patient og eksempelvis samtidig kan have en kollega i røret og skal vurdere en anden sag.

I rapporten oplyser ledelsen, at der den seneste periode har været en belægning på ca. 110 pct., og at der i gennemsnit er 98,5 pct. meraktivitet set i relation til det budgetterede.

Ledende overlæge på intensivafdelingen i Køge, Erland Pedersen, ser kun én løsning på afdelingens problemer.

»Hvis problemerne opstår her på grund af spidsbelastning, så er der ikke andre løsninger, end at vi skal finde nogle flere pladser eller noget mere personale,« siger han til DR

Påbud fra Arbejdstilsynet

I det seneste halvandet år er arbejdspresset på afdelingen blev forstærket oplyser ledelse og ansatte i rapporten. Der er enighed om, at der ser ud til at fortsætte. Arbejdspresset viser sig ved, at at der dagligt arbejdes i et højt tempo hele arbejdsdagen, og medarbejderne oplyser, at der oftest ikke er tid til pauser.

Virksomhedens psykiske APV bekræfter dette, hvor 53 pct. af de ansatte svarer, at det i høj grad eller meget høj grad er nødvendigt at arbejde meget hurtigt gennem hele arbejdsdagen.

Arbejdstilsynet har nu givet Køge Sygehus og afdelingen et påbud. Det skal sikres, at den store arbejdsmængde og tidspresset på anæstsiologisk afdeling ikke forringer lægernes sikkerhed og sundhed. Påbuddet skal efterkommes senest 15. december i år.  

Skriv kommentar