Aleris-Hamlet og Hospitalet Valdemar er nået til enighed om en aftale, der betyder at Aleris-Hamlet-koncernen overtager det sjællandske privathospital.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
»Med opkøbet af Hospitalet Valdemar styrker Aleris-Hamlet sin position i Region Sjælland og dermed også som Danmarks største privathospital med seks hospitaler fordelt på Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Herning, København og nu også Ringsted. Ved at samle vores erfaringer og kompetencer får patienter i alle fem danske regioner adgang til et bredt behandlingstilbud i høj kvalitet,« siger Aleris-Hamlets administrerende direktør Nis Alstrup.
Hospitalet Valdemar har i dag ca. 190 ansatte og udfører mere end 1.500 operationer om året. Aleris-Hamlet Hospitaler har i dag 650 ansatte i Danmark fordelt på seks hospitaler og udfører mere end 10.000 operationer om året.
Købet omfatter ikke Billeddiagnostisk Selskab, som fortsat ejes af de tidligere ejere af Hospitalet Valdemar.