En række praktiserende læger i Frederikshavn var egentlig på vej på pension.
Men nu er det lykkedes Region Nordjylland at overtale lægerne til at fortsætte som praktiserende læger lidt endnu. Det sker med løftet om at samle lægerne i en ny storklinik, hvor der samtidig gives mulighed for at arbejde på nedsat tid.
»Det glæder mig, at vi med den nye aftale sikrer lægedækningen for 8000 patienter. Med aftalen indledes et visionært samarbejde, der skal medvirke til at sikre almen medicinsk lægedækning af høj kvalitet i området, ligesom samarbejdet skal understøtte relationerne mellem hospital, almen praksis og kommune,« udtaler regionsrådsformand Ulla Astman (S) i en pressemeddelelse.
En licensaftale
Samarbejdet er defineret af en såkaldt licensaftale, hvormed Region Nordjylland og praktiserende læge Peter Gaardbo Simonsen samarbejder om driften af klinikken.
Peter Gaardbo Simonsen står som licenshaver, og der vil være fire ydernumre i klinikken, hvilket betyder at 8000 frederikshavnere vil få læge i de nye lokaler.
Aftalen træder i kraft 1. december 2018 med et ydernummer og den 1. januar 2019 med yderligere tre ydernumre.
»Jeg er meget tilfreds med at indgå licensaftale med Region Nordjylland. Med denne samarbejdsform forventer jeg, at der kan udvikles et tæt samarbejde mellem klinikken, hospitalet og kommunen til gavn for både patienterne, lægerne, hospitalet og kommunen, for på den måde at skabe en moderne klinik, hvor patienterne oplever effektive og fleksible forløb. En særlig cadeau skal gå til at klinikpersonale og læger fra de tidligere klinikker, som aktivt slutter op omkring Lægeklinikken Frederikshavn, således at patienterne fortsat møder kendte ansigter,« siger Peter Gaardbo Simonsen.
Yderligere er et element i aftalen at sætte fokus på klinikken som uddannelsessted. Målsætningen er at opbygge et unikt uddannelsesmiljø og dermed gøre det attraktivt for læger at etablere sig som praktiserende læger i Frederikshavn.