DAGENS MEDICIN REFEREREDE i nr. 13/04 en undersøgelse af embedslæge Søren Gustavsen fra Vestsjællands Amt. Denne viser, at 28 pct. af plejehjemsbeboere får antipsykotisk medicin. I den originale undersøgelse refereres, at tre pct. får antipsykotisk medicin i hjemmet.
Man kan dårligt sammenligne, idet man efterhånden kun kommer på plejehjem, når man er dement. Ellers skal man hjælpes via hjemmeplejen.
VI VED, AT op til 45 pct. af demente patienter udvikler vrangforestillinger og hallucinationer eller agitation af psykotisk grad under demensudviklingen. Med andre ord stiller denne udmærkede undersøgelse os som vanligt over for flere spørgsmål, end den besvarer, f.eks.: Får for få medicin, får tilstrækkelig mange medicin, eller får for mange medicin?
Vi har behov for en undersøgelse, der afdækker, hvor mange af beboerne der frembyder gode indikationer for den medicinske behandling, og hvor mange der blot er eksempler på, at en måske relevant iværksat behandling er fortsat alt for længe.
I VESTSJÆLLAND HAR vi udadgående gerontopsykiatriske team, der kommer på mange plejehjem på egen læges henvisning. Vi ser de patienter, som egen læge ikke mener at kunne behandle sufficient.
I mange år har vi undervist i et usædvanlig stort omfang, og alligevel ser vi disse høje tal.
De gerontopsykiatriske teams medlemmer finder følgende faktorer af betydning:
1. For få og for dårligt uddannede plejepersoner med for stor udskiftning.
2. En filosofi om, at plejehjemsbeboere er raske gamle i stedet for en erkendelse af, at de er meget syge gamle.
3. Et undertiden utilstrækkeligt samarbejde mellem de fåtallige sygeplejersker og plejepersonalet, hvilket medfører manglende opfølgning på medicinsk behandling.
4. Alt for ringe kontakt mellem egen læge og plejehjemmene, både fordi man ikke tilkalder lægen eller drøfter beboernes helbredsmæssige problemer med ham regelmæssigt.
SOM LOVGIVNINGEN ER skruet sammen, skal patienten selv tilkalde lægen ? egen læge må ikke opsøge patienten. Eftersom beboerne stort set alle er demente, tilkalder de ikke på eget initiativ lægen, når de føler, de har fået medicin for længe og måske unødvendigt. Det skal derfor gøres af plejepersonalet, der skal kontakte sygeplejersken, der skal kontakte lægen og på denne besværlige vej mistes mange informationer.
Vi tror, det er blevet værre, siden plejehjemslægerne forsvandt. Derudover er der blevet endnu flere demente på plejehjem siden 1992, hvilket kan forklare en del af den beskrevne stigning.
MAN ADVARER MED god grund mod behandling med benzodiazepiner og sovemidler på plejehjem, og eftersom mange af beboerne er meget psykisk syge som følge af deres demens, vil mange læger i stedet gribe til antipsykotisk medicin, når de ikke umiddelbart kan se depressive træk.
Det er ikke en tilstrækkelig løsning at foreslå udgående team, det har vi haft i årevis, og vi kan kun se toppen af isbjerget trods betydelig aktivitet.
DER ER BEHOV for strukturelle ændringer i samarbejdet i plejehjem og mellem læger og plejehjem, snarere end, at man giver nogen skylden for dårlig behandling.
Derudover: Når lægen tilkaldes, fordi det er ved at gå helt galt, kan han ikke ordinere ekstra personale eller plejeressourcer, men alene medicin, hvilket vil gøre ham tilbøjelig til at ordinere medicin.
Ole Bjørn Skausig, Ledende overlæge, Psykiatrihospitalet
