Nykøbing F. Sygehus får ny vicedirektør

Nykøbing F. Sygehus får ny vicedirektør Inge Paamejer tiltræder som ny sundhedsfaglig vicedirektør i Sygehusledelsen for Nykøbing F. Sygehus.

Inge Paamejer kommer fra Holbæk Sygehus, hvor hun har solid erfaring med ledelse og udvikling – både tæt på patienterne og i sygehusledelsens stab.

Aktuelt kommer hun fra en stilling som projektchef og leder af indførelsen af Sundhedsplatformen på Holbæk Sygehus og er tidligere akkrediteringschef. Inge Paamejer har desuden mange års erfaring som ledende oversygeplejerske for Ortopædkirurgisk Afdeling i Holbæk 2008-2013 og tidligere som afdelingssygeplejerske på Medicinsk Afdeling i Roskilde i 2006-2008.

Inge Paamejer uddannede sig som sygeplejerske på Rigshospitalet og Næstved Sygehus i 1995-1999 og har efterfølgende gennemført en lederuddannelse – Master of Public Management, MPM, på Syddansk Universitet. Hun er 41 år, har to børn på 13 og 15 år og bor ved Ringsted.

Som ny vicedirektør skal Inge Paamejer bidrage til at udvikle stadigt mere sammenhængende og involverende patientforløb, sikre en høj faglig kvalitet og service – og at sygehuset er en god arbejdsplads og en stærk uddannelsesinstitution.

Inge Paamejer afløser Lisbeth Lumby Rasmussen, der har sagt sit job op for at sejle jorden rundt.

Skriv kommentar