I juli måned i år sad 67-årige Åse Friis Petersen for første gang på Mammografiafsnittet på Vejle Sygehus. Hun var henvist til det diagnostiske afsnit, da en rutinemæssig brystkræftscreening havde afsløret, at alt muligvis ikke var helt, som det skulle være. Og til Åse

Friis Petersens store forfærdelse kunne lægerne på Mammografiafsnittet bekræfte, at celleforandringerne i hendes bryst var ondartede.

Herfra gik det rigtig stærkt. Hun blev scannet flere gange, fik taget biopsi og blodprøver. Otte dage  senere var prøvesvarene klar, og efter yderligere to uger lå hun på briksen på Mammaambulatoriet, hvor kirurgerne foretog det brystbevarende indgreb.

»Det hele gik så stærkt. Jeg havde aldrig været syg før. Min mand har diabetes, men jeg var den raske i familien. Det var et kæmpe chok for mig!«

Da Dagens Medicin møder Åse Friis Petersen, sidder hun ganske rolig ved vinduet på stue 10 på onkologisk afdeling med et drop i højre hånd. Hun smiler til sin mand. De er kørt fra hjemmet i Kolding, så Åse Friis Petersen kan få den første dosis af den medicin, der skal forebygge, at hun udvikler knogleskørhed. Den antihormonbehandling, hun har fået efter operationen, betyder, at hun danner mindre østrogen og dermed har større risiko for at få knogleskørhed.

Det er fire måneder og 15 strålebehandlinger siden, at kirurgerne fjernede den ondartede tumor i Åse Friis Petersens bryst, og der er for nuværende ikke mere sygdom tilbage.

»Så nu skal jeg se at få gang i kroppen igen. Jeg skal bare fremad,« smiler hun og tilføjer, at hun faktisk allerede er godt i gang, da hun i otte uger har deltaget på et genoptræningshold for kræftpatienter i Kolding.

Nære relationer på tværs

Selvom Åse Friis Petersen helst havde været mødet med Vejle Sygehus foruden, har hun følt sig i trygge hænder gennem forløbet og været bevidst om, hvor i sit forløb hun var.

Og det er lige præcis dét, der er opskriften på brystkræftteamets succes, siger Erik Hugger Jakobsen, der siden 1998 har været overlæge på sygehusets onkologiske ambulatorium.

»Hvis jeg skal forsøge at koge dét, vi kan, ned til en sætning, så formår vi hele tiden at være et skridt foran i patientforløbet. Det betyder, at patienterne aldrig hænger fast i systemet. Vi ved, hvor de skal hen næste gang, og derfor bliver overgangene mellem behandlingstrinene og de forskellige afsnit glidende og effektive. Målet er, at brystkræftpatienterne skal opleve deres behandling som ét samlet forløb — og ikke som henholdsvis et diagnostisk forløb, et kirurgisk forløb og et onkologisk forløb,« siger han.

Strategien om at være på forkant med behandlingsforløbene har efter alt at dømme været en god plan at forfølge.

I forbindelse med kåringen af Danmarks Bedste Hospital afslører indberetningerne af kvalitetsdata til de nationale kræftdatabaser, at Vejle Sygehus igen i år agerer overlegent på kræftområdet. Indberetningerne fra 2015 viser, at det især er inden for behandlingen af brystkræft, at Vejle Sygehus trækker i førertrøjen.

Topplacering ved årets kåring ligger fint i tråd med, at ledelseskredsen og direktionen på Sygehus Lillebælt — efter at Vejle Sygehus i Region Syddanmarks sygehusplan er blevet udpeget til at være et specialsygehus med særligt fokus på kræftområdet — i begyndelsen af 2016 meldte ud, at de ønskede at videreudvikle Vejle Sygehus til at blive et modelsygehus for moderne kræftbehandling.

På forkant med retningslinjerne

Erik Hugger Jakobsen kigger på den unge kvinde og hendes kæreste: »Er der noget af det, jeg har fortalt jer, der er uklart for jer?« De ryster begge på hovedet, og hun smiler:

»Jeg er bare så glad for, at jeg gerne må holde min søn, selvom jeg får kemoterapi. Det gør alting meget nemmere!«

Den unge kvinde er den første patient på overlægens liste her til morgen. Hun har en stor tumor i venstre bryst og er i neoadjuverende behandling med kemoterapi og antistoffer for at blive klar til operation. Behandlingen har virket, og tumoren er skrumpet siden sidst.

Danish Breast Cancer Cooperative Group (DBCG) har for nylig opdateret sine retningslinjer, så neoadjuverende terapi nu er blevet standardbehandling til udvalgte brystkræftpatienter, der grundet tumorens størrelse eller placering i udgangspunktet får kemoterapi før operation. På onkologisk ambulatorium på Vejle Sygehus er patienterne imidlertid igennem en årrække blevet tilbudt den type behandling, fortæller Erik Hugger Jakobsen:

»Apropos at være et skridt foran, så har vi her på stedet længe set fordelen ved neoadjuverende behandling. Når nogle kræftceller slås ihjel på forhånd, bliver den efterfølgende operation ofte mindre omfattende. En anden fordel er, at vi kan mærke på tumoren, om den behandling, vi giver, virker.«

Da patienten rejser sig, får hun en seddel med to datoer i hånden: Én tid til blodprøvetagning og én tid nogle dage senere til næste behandlingsserie.

»På den måde kan svaret og kemoterapien være klar, når hun møder op til behandling. Det er essensen af vores måde at arbejde på,« siger Erik Hugger Jakobsen.

Ventetiden er logistisk

Det er ikke blot internt på afdelingerne, at læger og sygeplejersker er på forkant i behandlingsforløbet. Det er i mindst lige så høj grad på tværs af afdelingerne. Faktisk er systemet sat op sådan, at en afdeling kan give patienterne svar på prøver, som er rekvireret fra en anden afdeling.

»Hvis kirurgerne på Mammaambulatoriet har bestilt blodprøver eller scanninger på en patient, som ugen efter skal starte op på en onkologisk behandling, så giver det jo meget bedre mening, at det er en onkolog, der giver patienten prøvesvarene«
– Erik Hugger Jakobsen

»Hvis kirurgerne på Mammaambulatoriet har bestilt blodprøver eller scanninger på en patient, som ugen efter skal starte op på en onkologisk behandling, så giver det jo meget bedre mening, at det er en onkolog, der giver patienten prøvesvarene. Det er en effektiviseringsmanøvre, som både er tidsbesparende for personalet,og som skåner patienterne for transport frem og tilbage til aftaler, som ikke giver nogen værdi for patienterne,« siger Erik Hugger Jakobsen.

Han fortsætter:

»Ventetiden er barberet ned til at være logistisk ventetid. Selvfølgelig skal f.eks. patologerne have et vist antal dage til at analysere en vævsprøve, men så snart de kan give svarene, er personalet klar til at videreformidle dem til patienterne, så unødvendig spildtid undgås.«

At alle ’grundpillerne’ i brystkræftforløbet er samlet på en matrikel, er, ifølge Erik Hugger Jakobsen, også med til at få forløbene til at glide effektivt og styrke samarbejdet mellem afdelingerne.

»Vi færdes på de samme gange og kontorer og kender hinanden og samarbejder kontinuerligt om patientforløbene,« siger han.

Kun et telefonopkald væk

Foruden Mammografiafsnittet, Mammaambulatoriet, Onkologisk Ambulatorium og Klinisk Patologi er sygehusets røntgenafdeling afgørende for at få overgangene til at glide.

Grethe Myrtue, der er overlæge på røntgenafdelingen, oplever i høj grad den tætte kontakt mellem afdelingerne. På en almindelig hverdag modtager hun og hendes kolleger flere opkald fra kirurgerne i Mammaambulatoriet eller fra onkologerne, der har brug for en akut mammografi eller ultralydsscanning af en patient.

»Det drejer sig oftest om ældre patienter, for hvem det er besværligt at skulle frem og tilbage fra sygehuset én gang mere, samt dem, hvor der er mistanke om recidiv. Den slags manøvreres ind i dagsprogrammet,« siger hun.

På samme måde tøver overlæge Marianne Lautrup, der er kirurg på kirurgisk afdeling i Mammasektionen, heller ikke med at ringe Erik Hugger Jakobsen op for at få bekræftet, om en af hendes patienter vil have gavn af neoadjuverende behandling på onkologisk afdeling.

»Det er bl.a. den tætte kontakt på tværs, som gør, at vi kan tilgodese patienternes behov i forløbene — og som reducerer ventetiden rigtig meget! Jeg har været her i ca. fem år, og jeg kan næsten ikke huske, at vi har været nødt til at sende patienter videre til andre sygehuse, fordi vi ikke kunne overholde pakkeforløbstiderne,« siger hun.

Kultur og japanske biler

Det er ikke tilfældigt, at vejlenserne er gode til at få patientforløbene til at spille. Inspireret af den japanske bilfabrikant Toyotas ’lean-tankegang’ har personalet på Vejle Sygehus gennem længere tid arbejdet målrettet med at strømline de forskellige processer og forløb. Desuden har der været workshops baseret på Virginia Maison-teorierne med henblik på at effektivisere patientforløbene og undgå spild.

Erik Hugger Jakobsen fortæller, at personalet på onkologisk ambulatorium hver fredag morgen afholder såkaldte kaizen-møder (kaizen er japansk for ’forbedring’, red.), hvor det diskuteres, hvordan hverdagens flaskehalse bedst slås i stykker.

»Man kunne måske få den tanke, at vi var i fare for at blive for indspiste og fastlåste, men jeg synes, at vi formår at bruge det, at vi kender hinanden rigtig godt, på en positiv og dynamisk måde«
– Erik Hugger Jakobsen

»I løbet af ugen kan alle ansatte på afdelingen hænge mærkater med problemstillinger eller forslag til forbedringer op på en tavle. De gennemgås på kaizen-mødet om fredagen, og på den måde får vi hele tiden luget ud i de ting, der er uhensigtsmæssige, og som lægger beslag på vores tid,« siger Erik Hugger Jakobsen.

De har f.eks. brugt kaizen-møderne til at beslutte, hvem på afdelingen der skal håndtere blodprøvesvar, og hvem der skal videreformidle informationer fra afdelingsledelsen.

Derudover afholdes der hver morgen en konference, hvor dagens patienter diskuteres. Tre gange ugentligt suppleres diskussionerne på morgenmødet med en multidisciplinær konference (MDT). Her er repræsentanter fra de relevante afdelinger samlet for dels at planlægge behandlingsforløbet for de nydiagnosticerede brystkræftpatienter,  dels at diskutere komplekse patientforløb.

»Selvfølgelig kan vi være uenige om, hvordan en patient bedst behandles, men vi går aldrig fra en MDT uden at have lagt en fælles handlingsplan — og det er den plan, patienten bliver indviet i,« siger Erik Hugger Jakobsen og tilføjer:

»Vi har fået opbygget en rigtig god kultur. Vi er mange læger og sygeplejersker, som har været tilknyttet brystkræftområdet i lang tid. Man kunne måske få den tanke, at vi var i fare for at blive for indspiste og fastlåste, men jeg synes, at vi formår at bruge det, at vi kender hinanden rigtig godt, på en positiv og dynamisk måde, så patienten konstant er i centrum, og patientforløbene kontinuerligt optimeres og forbedres,« siger han.