Der venter store opgaver at løse for det danske sundhedsvæsen. Borgerne har høje forventninger til at kunne leve et sundt og aktivt liv længere og accepterer i stigende grad ikke, at alder og sygdom begrænser deres udfoldelse af livet.
Mulighederne for behandling er mange, og prioriteringerne fra politisk hold er få, når det gælder om at begrænse borgernes adgang til behandling. Det stiller krav til sundhedsvæsenet og ikke mindst til hospitalerne om at se ind i, hvordan borgernes og politikernes forventninger til fremtidens sundhedsvæsen kan efterkommes.
Jeg vil i dette indlæg primært have fokus på hospitalernes rolle i fremtidens sundhedsvæsen vel vidende, at alle aktører i det danske sundhedsvæsen er hinandens forudsætninger for at lykkes med fortsat at kunne tilbyde alle borgere adgang til høj kvalitet i behandlingen hele livet.
Digitale løsninger og integration
Fremtidens hospitaler vil være digitale, mere innovative, mere effektive, mere tilgængelige, mere integrerede, mere bæredygtige og mere individualiserede. De vil også være murstensløse. Meget af den behandling, som hospitalet har ansvar for, vil foregå uden for hospitalets mure. Inden for murene vil hospitalet primært rumme det komplekse som akutte patientforløb, operationer og intensive behandlingsforløb.
Den øvrige behandling, som hospitalet har ansvar for, vil foregå i borgerens hjem eller i kommunale enheder. Den omstilling kommer til at stille nye krav til digitale løsninger og kompetencer hos borgere og medarbejdere. Vi skal tænke i nye løsninger, når borgere skal modtage samme behandling i eget hjem, som de i dag er indlagt for at få. Ikke mindst skal der udvikles nye digitale løsninger, når personalet skal overvåge patienter i eget hjem og sikre, at deres tilstand ikke forværres under behandling og eventuelt kræver intensiveret behandling i en hospitalsseng.
Samtidig skal vi etablere sikre kommunikationsveje mellem patienten og dennes pårørende samt de sundhedsprofessionelle, der varetager behandlingen i patientens hjem. Det kræver nye kompetencer af de sundhedsprofessionelle, der ikke blot skal varetage kommunikationen via en skærm, men også lære at foretage de nødvendige observationer uden at have patienten fysisk til stede.
For patienterne, der befinder sig på en kommunal rehabiliteringsplads eller én af kommunens akutpladser, skal vi udvikle nye samarbejdsformer mellem de sundhedsprofessionelle på hospitalet, der er ansvarlige for behandlingen, og personalet, der på de kommunale enheder varetager pleje- og rehabiliteringsopgaverne. Vi skal sørge for en gensidig respekt mellem parterne og sikre vedvarende koordinering af opgaveløsningen. Det kræver, at parterne har fælles viden at agere med og kan dele tidstro data på tværs af sektorerne. Kort sagt er der behov for en større integration af de sundhedsydelser, der leveres af hospitalerne, og de ydelser, kommunerne er ansvarlige for.
Tilgængelighed og individualisering
Patienterne og de pårørende kommer til at efterspørge en større tilgængelighed fra sundhedsvæsenet. Pårørende vil forvente at kunne deltage i samtaler, der handler om deres familiemedlemmer, uden at de nødvendigvis behøver at være fysisk til stede.
Der skal være mulighed for, at de pårørende deltager i samtaler og stuegang via en sikker forbindelse. Det vil give de pårørende muligheder for at blive inddraget i beslutninger og gøre dem bedre i stand til at støtte deres kære i efterforløbet. Der er nok heller ingen tvivl om, at patienter i fremtiden vil stille større krav til individualiserede forløb. Nogle vil ønske at kunne møde fysisk op, andre vil gerne tilbringe mest mulig tid hjemme eller undgå at skulle tage fri fra arbejde og derfor efterspørge virtuelle konsultationer.
En stor del af fremtidens patienter vil være multisyge. Patienterne vil med rette stille større krav til, at hospitalerne organiserer sig omkring patienten, således at de kan få hjælp til det, der er deres problem, uden at skulle løbe fra den ene afdeling til den anden på hospitalet. De vil forvente, at eksperterne kommer til dem. At der tilrettelægges langt mere individualiserede behandlingsforløb, der tager hensyn til deres samlede problemstillinger, ønsker og forventninger til livet.
Effektivitet og innovation
En del af aktiviteten på hospitalerne i dag er rutinekontroller, der reelt ikke bidrager til større sundhed. Skal hospitalerne i fremtiden behandle et stigende antal patienter, må der nødvendigvis effektiviseres og alle kontroller, undersøgelser og behandling, der ikke skaber reel værdi, stoppes.
Noget af hjælpen hertil kommer fra nye digitale løsninger. I fremtiden vil en del patienter anvende bærbare måleenheder, der kontinuerligt indsamler data, der både kan gøre patienten bedre i stand til at styre egen behandling, men som også vil kunne understøtte beslutninger om, hvornår patienten har behov for at få en konsultation på hospitalet.
Allerede nu er der udviklet gode løsninger, så patienter med sukkersyge kontinuerligt kan følge deres blodsukker og regulere behandlingen derefter. Der er også tekniske løsninger på vej, der kan overvåge hjerterytmen hos patienter, som er under udredning for hjerterytmeforstyrrelser. Nogle af disse patienter vil ikke længere behøve at blive henvist til hospitalerne, idet den praktiserende læge med råd og vejledning fra en hjertespecialist kan varetage patienternes behandling.
Mange nye innovative løsninger vil komme i fremtiden. Tænk blot, når den patient, der har fået et nyt knæ, i tiden efter operationen kan bære en enhed, der kontinuerligt måler, om hun træner og belaster det nye knæ på den mest hensigtsmæssige måde.
Lighed og bæredygtighed
Der er ingen tvivl om, at patienter i fremtiden vil stille større krav til tilgængelighed og individualiserede behandlingsforløb. Samtidig vil der også være en forventning om, at patienterne i højere grad kan tage vare på egen behandling. Det kræver, at patienterne får større indsigt i deres egen sygdom og lærer at bruge og forstå de data og signaler, der skal hjælpe dem med at håndtere deres egen sygdom.
Det giver patienterne en større frihed, men også et større ansvar og rejser nye etiske dilemmaer. For hvordan sikrer vi lighed i sundhed, når så meget påhviler den enkelte?
De sundhedsprofessionelles rolle vil forandre sig, når mere behandling foregår virtuelt, og patienterne i langt højere grad får adgang til egne data. Mere af de sundhedsprofessionelles tid skal anvendes på at uddanne patienterne til at tage vare på egen sygdom. Samtidig skal hospitalets eksperter i langt højere grad understøtte praktiserende læger og kommunalt ansatte i at kunne behandle patienterne frem for at henvise dem til hospitalet.
Hospitaler er ikke isolerede øer uden ansvar og afhængighed af omgivende samfund og de forandringer, der finder sted. Verdens måske største problem i dag er klimaforandringer, der truer verdensbefolkningens sundhed og kan bidrage til kriser med krig, sult og hungersnød.
Hospitaler bidrager i væsentlig grad til klimakrisen og er forpligtet til at tænke bæredygtighed ind som en helt central del af hospitalets drift. Men bæredygtighed handler ikke kun om klimapåvirkning, det handler også om at skabe robuste organisationer med den enkelte patient, pårørende og medarbejder i centrum. Vi skaber ikke i fremtiden et bæredygtigt sundhedsvæsen uden patienternes aktive medvirken og stolte og tilfredse medarbejdere.
Transitionen mod det murstensløse hospital er i gang – det er ikke et valg, men en realitet.
