Det danske sundhedssystem er under pres, og fra politisk og sundhedsfaglig side er der et stadig større fokus på at mere behandling og pleje skal ske i patientens eget hjem. I sidste uge bragte Dagens Medicin f.eks. et indlæg af Kirsten Wisborg, lægefaglig vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, der beskriver nødvendigheden af at indføre murstensløse hospitaler. Lignende visioner blev præsenteret i regeringens udspil til en sundhedsreform i foråret 2022.
Det lyder tiltalende med murstensløse hospitaler, men det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at behandling og pleje blot flyttes til andre mursten, nemlig til folks egne, private hjem
I det murstensløse hospital foregår mere behandling uden for hospitalet. Det kan kun blive en realitet, hvis familie og venner (eller det vi efterhånden har lært at kende som ’pårørende’) hjælper mere til, og hvis der i højere grad gøres brug af digitale løsninger i behandlingen.
Der er desværre en del evidens i den antropologiske litteratur, der viser, at familier og private hjem ikke altid udgør naturlige eller let tilgængelige kontekster for behandling, omsorg og pleje. Når behandling og pleje af syge borgere flyttes fra hospitaler til private hjem, griber man ind i, hvordan mennesker lever med nære relationer, i forestillinger om privathed og uafhængighed og i nogle helt grundlæggende forestillinger om, om hvad det vil sige at leve i en velfærdsstat.
Det er derfor vigtigt, at vi fremover ikke alene har fokus på, hvordan selve sygdomsbehandlingen kan lykkes i etableringen af de murstensløse hospitaler. Vi skal også have forskning, der har blik for hjemmet, familienormer, hushold samt digitale kompetencer og heterogenitet.
Hjemmet
Det lyder tiltalende med murstensløse hospitaler, men det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at behandling og pleje blot flyttes til andre mursten, nemlig til folks egne, private hjem. I antropologien beskrives hjemmet ofte som det sted, der centrerer livet. Det er et sted, som man selv (evt. sammen med sin familie) har kontrol over, hvor man er omgivet af sine egne ting, og som man altid og ubetinget har adgang til. Dertil er private hjem og familier i sig selv meget forskellige.
Hvilke konsekvenser har det for livet som patient, når hjemmet antager karakter af hospital?
Hjemmets kvaliteter, rutiner og relationer er meget forskellige fra hospitalets, hvor man ofte ikke selv har kontrol, er underlagt standardiserede procedurer og rutiner, og hvor man ikke har sit eget tøj på. Hvilke konsekvenser har det for livet som patient, når hjemmet antager karakter af hospital?
Familienormer
Det murstensløse hospital er på mange måder et opgør med velfærdsstatens fordeling af omsorgsressourcer, hvor ansvaret for pleje og behandling af patienten, har ligget hos professionelle. Hvilke nye forventninger til familie og venner opstår i kølvandet på det murstensløse hospital, f.eks. i forhold til at hjælpe hinanden? Og passer de sammen med de normer og værdier, der knytter sig til den måde, vi agerer i venskaber og familierelationer – og i forhold til vores øvrige (arbejds)liv?
Hushold
I Danmark bor stadig flere mennesker alene. 1,1 mio. ud af 2,6 mio. hushold består af én voksen. Denne udvikling er understøttet af den måde, vi har indrettet velfærdsstaten på. Velfærdsstaten gjorde det eksempelvis muligt for kvinder at komme på arbejdsmarkedet, fordi der blev taget vare på børn og ældre. Mange af de ældre, der får brug for behandling på de murstensløse hospitaler, bor alene og finder det ikke naturligt at bede venner og familie om hjælp. Kan det være et problem for visionerne om de murstensløse hospitaler, at stadig flere mennesker bor alene?
Digitale kompetencer og heterogenitet
Der er store forskelle på, hvor kompetente og villige mennesker er til at bruge digitale teknologier, og hvis man undersøger brugen af disse teknologier i praksis, er der ofte en social slagside. Mange af de uligheder, som vi i forvejen ser i adgangen til sundhed, bliver forstærket, når digitale løsninger integreres i behandlingsforløb. Ved vi nok om, hvad der kræves fra sundhedsvæsnets, patienternes og de pårørendes side for, at de kan indgå i påkrævede samarbejder om brugen af digitale teknologier? Hvad er omkostningerne ved at give patienterne og deres familie (hvis de har én) mere ansvar gennem digitalisering?
