Den 78. Verdenssundhedsforsamling (WHA78) i Genève sluttede for nyligt. Verdens lande mødtes for at forhandle om og forme de sundhedspolitiske rammer, som skal styre WHO’s arbejde de kommende år. Diskussionerne spændte vidt – fra pandemiaftale til finansiering – men som unge fagpersoner, ser vi især fire dagsordener, der bør være centrale i den videre debat: mental sundhed, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR), klima og sundhed – samt behovet for ægte, intergenerationel dialog.
Mental sundhed kræver investering – og mod
Unge over hele verden kæmper i stigende grad med mentale udfordringer. Ensomhed, angst og mistrivsel er ikke længere isolerede fænomener – det er en global sundhedskrise. I lav- og mellemindkomstlande mangler helt basale tilbud, mens unge i højindkomstlande som Danmark presses af præstationskultur og sociale mediers konstante påvirkning.
Selvom mental sundhed ofte nævnes i politiske strategier, mangler der stadig konkret prioritering. Det kræver ikke bare investeringer, men også mod til at tage fat på de kommercielle og digitale mekanismer, der forstærker problemerne. Her bør Danmark gå foran – både politisk og finansielt.
Seksuelle rettigheder er ikke til forhandling
En anden alarmerende tendens under WHA78 var den øgede modstand mod SRSR. Flere lande forsøgte at udvande formuleringer om ligestilling, diversitet og rettigheder i både WHO’s beslutningsdokumenter og i bredere FN-sammenhæng.
Konsekvenserne er alvorlige: Når retten til at bestemme over egen krop, til adgang til prævention, abort og seksualundervisning gøres til et politisk stridspunkt, er det unge – især piger og LGBTQ+-personer – der betaler prisen. WHO’s rolle som garant for rettighedsbaseret sundhed risikerer at blive svækket.
Danmark har tidligere været en tydelig stemme for SRSR, men presset stiger. Derfor må Danmark fastholde sin linje og tage medansvar for at sikre, at fundamentale sundhedsrettigheder ikke bliver ofret i politiske kompromiser.
Klimaforandringer udgør en sundhedskrise
WHO har for nylig placeret klima og sundhed som et strategisk indsatsområde, og det er med god grund. Flere og mere ekstreme hedebølger, luftforurening, udbredelse af smitsomme sygdomme og fødevareusikkerhed er allerede konkrete sundhedstrusler – særligt i sårbare samfund.
Unge bliver ofte inviteret med – men sjældent lyttet til. Sundhedspolitik i det 21. århundrede handler ikke kun om teknologi og pandemiberedskab – det handler også om, hvordan løsninger forankres i fremtidige generationer
Under WHA78 var klima og sundhed et af de tydelige krydsfelter, der fik øget politisk opmærksomhed – blandt andet med Danmarks aktive medvirken i en række sideevents. Det er positivt. Men opbakningen i ord skal følges op af handling: reel finansiering, nye partnerskaber og stærk politisk vilje.
Hvis sundhed for alvor skal være en del af klimaløsningen, kræver det, at lande som Danmark går forrest – ikke bare med gode hensigter, men med langsigtede investeringer og tydelig international ledelse.
Sundhedspolitik skal bygges mellem generationer
En sidste erkendelse fra WHA78 er behovet for stærkere intergenerationel dialog. Unge bliver ofte inviteret med – men sjældent lyttet til. Sundhedspolitik i det 21. århundrede handler ikke kun om teknologi og pandemiberedskab – det handler også om, hvordan løsninger forankres i fremtidige generationer.
Vi har ikke brug for symbolsk deltagelse, men for reel indflydelse. Løsninger, der ikke inddrager dem, der skal leve længst med konsekvenserne, bliver sjældent holdbare. Danmark har ressourcerne og erfaringen til at styrke unge stemmer i det globale sundhedsarbejde – det bør afspejles i både strategi og praksis.
Danmark må tage ansvar
Danmark har sundhedsfaglig viden, aktive civilsamfundsaktører og en tradition for rettighedsbaseret udenrigspolitik. Men det er ikke givet, at vi forbliver i front.
Vi håber, at den kommende udviklingspolitiske strategi anerkender det ansvar. Mental sundhed, SRSR, klima og sundhed samt inddragelse af unge bør være bærende søjler i dansk global sundhedspolitik.
Når andre lande trækker sig, må Danmark træde frem. Ikke kun fordi vi kan – men fordi vi skylder det dem, der skal leve i den verden, vi er med til at forme.
