De to læger tilslutter sig flere kolleger i Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse.Foto: Kræftens Bekæmpelse

To læger valgt til Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse Ejler Ejlersen og Jonas Strunge tilslutter sig hovedbestyrelsen, der i forvejen rummer flere læger.

Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse får selskab af yderligere to læger, efter at organisationen i weekenden afholdte repræsentantskabsmøde i Kolding. Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om cheflæge Ejler Ejlersen, der er speciallæge i mave-, tarm- og leversygdomme, og Jonas Strunge, som er praktiserende læge i Middelfart.

Ejler Ejlersen har oplevet kræft på tætteste hånd, da han både har været patient og pårørende samt brugt Kræftpatienternes Hus i Odense. For ham gælder det, at der skal ske bedre forebyggelse, mindre ulighed og bedre støtte til kræftoverlevere.

Jonas Strunge arbejder både i almen praksis, på sygehus og i kommunalt sundhedsarbejde. I hovedbestyrelsen ønsker han at styrke samarbejdet mellem sektorerne, så trygheden bliver øget hos kræftpatienterne. 

De to ny læger tilslutter sig bestyrelsen på i alt 30 medlemmer, der rummer flere lægefagligepersoner, bl.a. overlæge Birgitte Vrou Offersen, ledende overlæge Mads Nordahl Svendsen og forhenværende klinikchef Per Gandrup.

Skriv kommentar