Med et målrettet fokus på skræddersyet patientbehandling og brug af kunstig intelligens har professor og overlæge Ismail Gögenur, kirurgisk afdeling på Sjællands Universitetshospital, inden for de senere år gjort markante fremskridt inden for klinisk forskning med stor betydning for patienterne.
Hans forskningsopdagelser, ekstraordinære indsats og indflydelsesrige bidrag til forskningen, som også tæller mere end 520 publicerede manuskripter er grunden til, at Ismail Gögenur modtager én af de vigtigste sundhedsvidenskabelige forskningspriser i Danmark, Marie og August Krogh Prisen 2025.
»At få prisen er en kæmpe anerkendelse, som betyder utroligt meget for mig personligt, og glæder mig på vegne af afdelingen. Det er et stort og vigtigt skulderklap til hele vores forskningsteam,« siger Ismail Gögenur.
Ismail er en urkraft i det danske sundhedsvæsen
Susanne Axelsen, formand, LVS
Prisen er på 1,5 mio. kr. og uddeles af Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) og Novo Nordisk Fonden i forbindelse med LVS’ årsmøde.
Effektiv brug af AI
Som en af landets førende forskere inden for tarmkræft og skræddersyet kræftkirurgi har Ismail Gögenur ved brug af kunstig intelligens og en multidisciplinær tilgang bl.a. udviklet en prædiktionsmodel, som anvendes som et beslutningsstøtteværktøj til individuel patientbehandling. Det har medført markant færre patienter med komplikationer og kortere indlæggelsestid.
I begrundelsen for valget af Ismail Gögenur som årets prismodtager fremhæver Susanne Axelsen, formand for Lægevidenskabelige Selskaber, den store betydning Ismail Gögneur allerede har haft for kræftforskningen i Danmark:
»Ismail er en urkraft i det danske sundhedsvæsen. Han er ikke mere end godt halvvejs i sin karriere, men har for længst manifesteret sig som et fagligt fyrtårn i ikke bare Region Sjælland, men i hele landet og internationalt. Hans begavede brug af data og kunstig intelligens har det vigtigste formål for øje, nemlig at optimere behandlingen for den enkelte patient. Det er derfor, vi er her, og når indsatsen bindes sammen af forskning og uddannelse på tværs af traditionelle skel, så findes det ikke finere,« siger Susanne Axelsen i en pressemeddelelse fra LVS.
Ikke-kirurgisk behandling
Selvom Ismail Gögenur er speciallæge i kirurgi, har han også været primær investigator på store nationale studier, som sigter mod at fremme ikke-operativ behandling af tarmkræft. I år tager han hul på et nyt nationalt studie inden for tyktarmskræft, som netop har fået tildelt støtte af Novo Nordisk Fonden, hvor målet er at bruge immunterapi som eneste behandling.
»Det er en helt ny måde at tænke på, fordi vi vil bruge kunstig intelligens til at udvælge de patienter, der ikke skal opereres, og som har størst sandsynlighed for at få effekt af behandlingen,« siger Ismail Gögenur.
Målgruppen for det kommende studie er tarmkræftpatienter med såkaldt dMMR-cancer (deficient mismatch repair system), som udgør en undergruppe på ca. 20 pct. af alle patienter med tarmkræft.
Tidligere resultater har vist, at canceren hos ca. halvdelen af tarmkræftpatienterne med dMMR-cancer kan bekæmpes med én dosis immunterapi, så den er væk efter 3-5 uger.
»Den næste og meget store forskningsudfordring bliver at finde nye metoder og behandlinger, som kan hjælpe de øvrige 80 pct. af tarmkræftpatienterne,« siger Ismail Gögenur.