Med Lovpakke 2, der lumpent blev rullet ud i ly af sommerferien, har politikere, centraladministration og regionale administratorer igen vist, at de nærmest intet begreb har om, hvad vi laver i vores selvstændige små lægeklinikker, og hvad vores arbejde betyder for det danske sundhedsvæsen. Hvordan vores arbejde danner grundlag for næsten alt andet i sundhedsvæsenet.
Almen praksis er indgangsporten til hele sundhedsvæsenet, og det fungerer netop, fordi vi arbejder i små selvstændige, decentrale enheder, der tilpasser sig det specielle klientel, som netop denne praksis servicerer.
Det er klinikker, der netop er så utrolig fleksible og effektive til en meget lav pris for samfundet, fordi hver enkelt læge selv står for ejerskabet og tager ansvar for at få enderne til at mødes i et stadigt mere kassetænkende, afstumpet og rigidt sundhedsvæsen.
Det er desværre magthavere, som slet, slet ikke har en forståelse for, at uden de praktiserende lægers grundlæggende benarbejde på den fleksible og effektive måde, så vil hele skidtet kollapse. Og dermed vil det hele (dvs. sundhedsvæsenet) blive meget dyrere for os alle sammen (via skattebilletten).
Her er mit høringssvar
I mit høringssvar til politikerne om lovpakke 2 har jeg skrevet:
‘Vi praktiserende læger er nu blevet så inderligt trætte af at forsøge at samarbejde seriøst og engageret med regionsfolk og politikere, der taler med to tunger. Som roser os udadtil, og dolker os i ryggen bagefter.
Det er stik imod alle skåltalerne og afslører desværre en skræmmende arrogance over for os i almen praksis og den vej, vi troede, vi skulle gå sammen
Vi gider ikke mere. Grænsen er nået. Endnu engang bliver tæppet trukket væk under os. Vi har fået nok og vil skilles.
Vi er blevet trætte af at kaste perler for svin. Give de bedste år af vores arbejdsliv for at holde en høj faglig kvalitet i vores klinikker og arbejde grundigt og samvittighedsfuldt med vores patienter, samfundets krav og de aftaler, vi har indgået med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN). Ærligt og redeligt.
Blot for derefter at blive svinet til i medierne og blive mødt med krav om gratis arbejde, tilbagebetaling af ærligt tjente penge og nu også blive fornedret og banket på plads i en lovpakke. Igen. For det skete også i 2013.
Vi er møghamrende vrede
Vi gider ikke mere. Vi dropper flinkeskolen, rummeligheden, den civiliserede opførsel og empatien for RLTN’s behov.
Vi er møghamrende vrede over den disruption af almen praksis, som lovpakke 2 udfolder. Det er stik imod alle skåltalerne og afslører desværre en skræmmende arrogance over for os i almen praksis og den vej, vi troede, vi skulle gå sammen. Til gavn for patienterne og for det danske sundhedsvæsen.
De praktiserende læger i Danmark har gennem mange år investeret milliarder i det danske sundhedsvæsen.
Der er blevet skabt arbejdspladser. Der er blevet uddannet nye praktiserende læger. Vi har brugt hundredvis af timer på faglig optimering og kurser efter arbejdstid. Man har dygtiggjort sig i ledelse i klinikkerne og efteruddannet sig.
Alt sammen for at drive klinikkerne fagligt bedre til gavn for patienterne og det danske sundhedsvæsen.
Ren betonkommunisme
Med en lov vil man nu forringe værdien af disse investeringer, eftersom det nu vil blive særdeles uattraktivt for en ny, ung læge at købe eller overtage en sådan virksomhed af en kollega, der går på pension.
Hvem vil købe en virksomhed og stå med alle udgifterne til personale, husleje, udstyr og indretning, mens region og stat bestemmer patientantal, fagligt indhold og åbningstider?
Det kaldes ekspropriation af private virksomheder uden kompensation, og det er i mine øjne ren betonkommunisme.
Er det virkelig det, man vil lægge navn til på Christiansborg?
Endelig én der taler lige ud af posen. Sådan Helene.
Kan ikke være mere enig,
Vi er mange der er enige! Desværre jo sandt som det er skrevet.
Det kan anbefales at lytte til den seneste udgivelse af Altingets Politiske Stuegang for en aktuel opdatering på, hvordan modstandere af almen praksis forsvarer den lovpakke 2B, der i øjeblikket er i høring.
Sundhedsredaktør Ole Toft interviewer de tidligere medlemmer af strukturkommissionen Sidsel Vinge og Jakob Kjellberg. Førstnævnte er nu bestyrelsesmedlem i Lungeforeningen og sidstnævnte professor i sundhedsøkonomi. Først redegøres der kort for lovforslagets voldsomme tiltag mod almen praksis, og herefter gives der plads til et telefoninterview med Jørgen Skadborg, som udmærket gør rede for, hvorfor lovforslaget i sin nuværende form er aldeles uspiseligt for almen praksis. I indslaget med Jørgen Skadborg kommer man lidt langt ud i nogle regnskabs-detaljer omkring almen praksis’ økonomi, som formentlig vil gå hen over hovedet på de fleste, og som heller ikke er særlig centrale for debatten. Men ellers står budskabet klart og letforståeligt.
Det interessante er imidlertid, hvorledes Jakob Kjellberg reagerer på de fornuftige indvendinger fra Jørgen Skadborg, og på interviewerens påpegning af, at almen praksis i Danmark jo er internationalt berømmet for at være billig, velfungerende, og med veldokumenteret meget stor patient-tilfredshed. Jakob Kjellberg affærdiger alle argumenter med, at almen praksis ikke er politisk nemt styrbar og i øvrigt er alt for billig, sammenlignet med f.eks. hvad det koster at drive primærsektoren i Holland. I sandhed et ejendommeligt argument, som man ikke kan forvente at ansvarlige politikere kan blive særlig imponerede af i disse utrygge tider, hvor der er nok at bruge offentlige midler på.
Det er tydeligt at såvel Sidsel Vinge som Jakob Kjellberg er svært optaget af, at de praktiserende læger skal bringes til at forstå, at det er politikerne, der bestemmer, og de praktiserende læger skal være fleksible og omstillingsparate. Men Sidsel Vinge og Jakob Kjellberg er helt uden indsigt i, hvad det er for en opgave, almen praksis løser, dels i forhold til patienterne i hverdagen, dels i forhold til det omgivende sundhedsvæsen. Man kan tydeligt høre at politologi, økonomi og styring er hjerteblod for især Kjellberg, hvorimod indsigt i betydningen af empati og kontinuitet, og i hvorledes fagpersoner motiveres for at præstere et godt stykke arbejde, er helt fraværende
Hvis man holder ved helt til slut, er der et meget “morsomt” afslutningsindslag, idet Sidsel Vinge kommenterer på de kæmpe problemer, man i øjeblikket har, med at opsplitte de kommunale sengepladser i to dele, den del som kommunen skal beholde, og den del som skal overgå til regionerne. Flere kan sikkert huske, at Sidsel Vinge var en af de store fortalere for, at de mange sengepladser i det kommunale regi skulle overgå til hospitals-styring fordi “sådan er det i andre lande”. Nu hvor man står med de grimme konsekvenser af, at skulle foretage en ubehagelig sektoropdeling tværs igennem de kommunale sengepladser, er Sidsel Vinges fnisende kommentar: “Good luck med den opgave”.
Som politiker må man stå tilbage med den fornemmelse, at man har ladet Sidsel Vinge og Jakob Kjellberg, som fremtrædende medlemmer af sundhedsstrukturkommissionen, få frit spil til at komme med alle mulige “spændende” ideer om, hvordan man kunne lave om på tingene. Men når der kommer til den praktiske implementering, er der ikke megen hjælp at hente, og de politikere og embedsfolk, der nu har ansvaret for at udmønte reformen i lovforslag og siden i praktisk implementering, er efterladt med håret i postkassen.
Jeg glæder mig over, at Jørgen Skadborg i sin analyse af lovforslagets konsekvenser, klogt sørger for, ikke at lukke døren i forhold til, at PLO trods alt vil gå i dialog med politikere og embedsmænd om at lande en spiselig ordning. Jeg glæder mig også over, at ministeren ikke har haft travlt med at svare på den massive kritik, der er formuleret over for lovforslaget. Der er nok flere, der har behov for en tænkepause.
Jørgen Steen Andersen – tak for en fin analyse af “sundhedspolitisk Stuegang”.
Jeg er helt enig.
Og i øvrigt er det interessant at de eksperter, der har været med til at udforme Sundhedsreformen også skal udtale sig om den!
Mon ikke der er lidt bias problem!
Super beskrivelse hvor er det pinligt de fortsætter med at ødelægge ting der fungerer og vi kunne være kommet langt i samarbejde med regionerne.
I region Nordjylland fungerer tingene og vi er kede af det skal ødelægges pga det her.