Ny ledende overlæge for Ortopædkirurgisk Afdeling på OUH 1. maj tiltræder Lonnie Froberg som ny ledende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling O på OUH.

Ortopædkirurgisk Afdeling O på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus får ny ledende overlæge fra 1. maj. Det bliver Lonnie Froberg, som kommer fra en stilling som overlæge i traumesektoren og specialeansvarlig overlæge for skadestuen og traumecentret på Ortopædkirurgisk Afdeling på OUH. Det skriver OUH i en pressemeddelelse.

»Lonnie Froberg kommer med en høj faglig ekspertise inden for ortopædkirurgien og et godt kendskab til OUH som organisation – ikke mindst i forhold til samarbejdet på tværs af de mange specialer og faggrupper, som er tilknyttet arbejdet på traumecentret og skadestuen,« siger lægelig direktør Kim Brixen i pressemeddelsen.

Arbejdet med det tværfaglige samarbejde og udviklingsarbejdet på OUH er nogle af de opgaver, som Lonnie Froberg ser frem til som ledende overlæge.

»Jeg glæder mig især til at bidrage til den tværfaglige mobilisering af OUH, så afdelingerne sammen både kan indfri ambitionen om at sætte patienten først og løfte opgaven med udflytningen til Nyt OUH,« siger Lonnie Froberg i pressemeddelelsen.

Hun glæder sig samtidig til for alvor at kunne træde ind i lederrollen og fortsætte de gode erfaringer med bl.a. den faglige kvalitetssikring og personalets kompetenceudvikling, som hun allerede har beskæftiget sig med i rollen som specialeansvarlig overlæge.

Skriv kommentar