Gitte Vincents
Foto: Privat

Kan man få lov til at dø i fred? DEBAT: Er du syg og svag, gør sygehuset ikke noget for at forlænge dit liv. Sådan plejer praktiserende læge Gitte Vincents at betrygge sine patienter. Nu er hun desværre blevet klogere. 

Jeg har været praktiserende læge i 30 år, og i de seneste år har jeg også været plejehjemslæge.

I mine år som læge, har jeg haft utallige samtaler med gamle mennesker og deres pårørende.

Det er lige det, der gør, at hun kan ligge apatisk i årevis på et plejehjem

Generelt er ingen bange for at dø. Det, vores medborgere frygter, er vejen dertil. Og i særdeleshed at ligge som ‘grønsag’ på et plejehjem.

Jeg plejer at betrygge de ældre og deres pårørende, for man ender ikke som grønsag mere. Er du syg og svag, gør sygehuset ikke noget for at forlænge dit liv. Og smerter det kan vi lindre, i hvert fald så du kan hvile i din seng.

Nu er jeg desværre blevet klogere.

Stop aktiv behandling, det er meningsløst

Min mor på 86 år fik en stor hjerneblødning på vej hjem efter at have spillet kort i pensionistforeningen. Hun var generelt noget svækket, men kort kunne hun spille!

Scanningen viste en knytnævestor blødning i hjernen med gennembrud til ventrikler og ned i hjernestammen.

Beskeden var klar: Overlever hun, bliver det som tung plejepatient. Hun kommer ikke hjem til sig selv. Hun er ekspressivt afatisk, højresidig paralyse (helt slap højre arm og ben), hun kan ikke synke.

Lægen var i tvivl, om han skulle behandle hende, men nu var de startet hende op med Trandate, Furix og hvad der ellers kunne sænke trykket i hjernen.

Jeg sagde hurtigt på vegne af vi fire (enige) børn: Stop aktiv behandling, det er meningsløst! Og det er aldeles imod min mors ønske.

Den kontakt, vi havde med vores mor, var et kort nik med hovedet og et åbent øje. Derudover gav hun sig lidt.

Næsten alt personale sagde, at de forstod os. Alligevel gik de næste fire dage med at bede om at undlade aktiv behandling.

»I dag har hun løftet den ikke-paretiske arm, da hun skulle have undertrøje på. Ja, kortvarigt åbnet det ene øje og nikket ja til sonde« (det ved min mor slet ikke hvad er!)

Alle medgav stadig, at hun ved overlevelse ville blive en svært handicappet plejehjemsbeboer. Det er altså ikke nok til et værdigt liv.

Hun fik sondemad. For lægen mente, at det ville være uetisk IKKE at behandle hende.

Jeg synes, det var uetisk AT behandle hende med sonde. Det er lige det, der gør, at hun kan ligge apatisk i årevis på et plejehjem.

Spild af ressourcer og menneskemishandling

Så fik min mor i højtrykslungeødem (vand i lungerne), og hun blev igen behandlet. De sidste to dage, var der ingen kontakt med hende. Når hun åbnede øjnene i to splitsekunder, var der helt tomt. Alligevel blev hun på dødsdagen sendt i en ny scanning for at se om blødningen var større. Det var jo fuldstændig ligegyldigt.

Lad gamle og mindre gamle svækkede dø i fred

Det er spild af ressourcer, det er menneskemishandling at flytte rundt på en bevidstløs 86-årig.

Med dette indlæg vil jeg give et indspark: Lad gamle og mindre gamle svækkede dø i fred. Selv hvis de kommer på hospitalet. Hvad ville vi selv ønske, hvis vi lå der? Eller for dem vi elsker?

Jeg forlanger ikke fast sedation med midazolam og morfin efter skema. Jeg ønsker blot at undlade aktiv behandling og lindre om nødvendigt.

Havde min mor været hjulpet af et behandlingstestamente? Det er ikke til at sige, men der er godt nok mange gamle ikke-digitaliserede, der aldrig har hørt om et behandlingstestamente. De tror jo, at vi læger handler fornuftigt og værdigt.

Jeg har lige udfyldt mit behandlingstestamente, og nu må jeg gå ind for aktiv dødshjælp.

Tænk hvis staklen havde overlevet….

Kommentarer

  1. Kære Gitte Vincents,
    hvor er det trist at høre.
    Trist at viden om, at det er helt i orden at undlade udsigtsløs og meningsløs behandling, mangler på en afdeling, som håndterer patienter med livstruende tilstande som din mor.
    Trist at der mangler viden om, at der også er mulighed i henhold til love og cirkulærer at afslutte udsigtsløs og meningsløs i eget hjem og på plejehjem og at give god lindrende behandling ved livets afslutning uanset om det afkorter eller forlænger livet. En patient, som er sendt hjem fra sygehuset med sondeernæring, kan til enhver tid få sonden fjernet, hvis behandlingen vurderes udsigtsløs eller meningsløs. ved en ny beslutning.
    Trist at der er for få, som kender til og får lavet behandlings-testamentet, som netop skal beskytte os mod udsigtsløs og meningsløs behandling, som kan forlænge livet, hvis vi bliver inhabile, som din mor blev.
    Især er det trist at de erfaringer, du gjorde med sygehuset, får dig til at gå ind for aktiv dødshjælp. Vi skal til gengæld påtale enhver mangel på viden og styrke den lindrende indsats. Også den indsats en pårørende har brug for!
    mvh
    Anna Weibull

  2. Kære Gitte Vincents
    Helt enig med Anna Weibull. Læs Bibliotek for Lægers efterårsnummer, som er et temanummer om døden. Der vil du finde en hel vifte af artikler, der omhandler sundhedsvæsenets – og vores eget – forhold til døden.
    Vær desuden opmærksom på et forstående møde i Lægeforeningsregi om dette emne her i løbet af foråret 2024.
    Det er en meget vigtig debat.
    Mange hilsener
    Lene Agersnap
    (chefredaktør Bibliotek for Læger)

    1. Ja jeg er med på at man kan fjerne sonde igen på plejehjemmet
      Det kan bare tit være svært for pårørende og indimellem også personale at acceptere.

  3. jeg ville bestille 50 stk foldere om behandlingstestamentet til at uddele i mon praksis i sst! gerne mod betaling
    den er kun digital!!
    det er lige det de gamle ikke kan finde ud af
    Når man så tænker på alke de plakater det sendes ud…

  4. Gittes eksempel er desværre ikke enestående. Enhver læge burde i sine handlinger og ordinationer spørge sig selv: “Om dette på nogen måde vil kunne gavne patienten.” Men det glemmes alt for ofte i den maskinelle hverdag- og undersøgelsesvor man bare gør hvad man kan. Og behandlings

  5. Gittes eksempel er desværre ikke enestående. Enhver læge burde i sine handlinger og ordinationer spørge sig selv: “Om dette på nogen måde vil kunne gavne patienten.” Men det glemmes alt for ofte i den maskinelle hverdag- hvor man bare gør hvad man kan. Og behandlings- og undersøgelses mulighederne er jo større og større, selv om de kan være formålsløse. Vi oplevede for nogen år siden tilsvarende. Min svigerfar på over 90 indlagde jeg akut på Gentofte hospital. Han blev delirøs, og man konstaterede, at han i underlivet havde store knuder man ikke ville kunne operere. Familien blev indkaldt til samtale, hvor vi forventede at man ville give ham fred. Men NEJ. Gerontologerne havde besluttet at overføre ham til Kirurgisk afdeling på Herlev, hvor han så bare lå med drop i 14 dage, til jeg fik fat i chefen og krævede stop på familiens vegne. Der er både menneskelig lidelse og penge at spare, hvis ovenstående huskes af alle ansvarlige.

  6. Kære Gitte!
    Fint indlæg. Manglende mod hos nogle kolleger, som ikke tørtage stilling.
    Til gengæld har jeg i mine år som sygehuslæge ofte undret mig over svage, ældre, som var vågne, at de ønskede behandling for deres sepsis eller pneumoni, selv om de pårørende syntes, at nok var nok. Og jeg har kun oplevet 3 patienter, som fortalte, at de havde skrevet livstestamente! Nogen af patienterne må have puttet med det.
    Jeg husker min gamle læremester Ole Selmer, tidl. formand for PLO og en analytisk begavlse. Han havde forud bestemt, at når han blev dårlig af sin prostatakræft ville han ikke leve mere. Jeg besøgte ham 3 dage før han stille sov ind, og vi røg cigarer sammen; det generede hans intellekt, at han ikke havde forudset, at blot en god, halv time en gang imellem var bedre end ingenting.
    To be or not to be, that is the question!
    Hjertelig hilsen
    Helge Grane Madsen

Skriv kommentar