Ved Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi, Karkirurgisk Sektion, er en 1-årig introduktionsstilling (6620-26-31-i-1) ledig til besættelse 1. juli 2022 eller efter aftale. Hjerte- Lunge- og Karkirurgi er en specialafdeling med højt specialiserede behandlinger. Afdelingen varetager kirurgisk behandling og pleje af patienter med hjerte-, lunge- og karlidelser samt en række hjælpefunktioner til hele AUH på det anæstesiologiske område.

Dette job er udløbet

Afdelingen består af tre lægefaglige specialer:

  • Hjerte- Lungekirurgisk sektion (brysthulens kirurgiske lidelser)
  • Karkirurgisk sektion
  • Anæstesiologisk sektion

Hjerte- Lunge- og Karkirurgi er en dynamisk afdeling med ca. 360 ansatte. Afdelingen består af tre sengeafsnit, en operationsgang, et forberedelses- og opvågningsafsnit, et perfusionsafsnit samt et forskningsafsnit.

Karkirurgi omfatter udredning, behandling og kontrol af patienter med kredsløbslidelser og åben kirurgisk behandling af komplekse sygdomme i teamsamarbejde med andre specialer. Hovedvægten er klassisk åben kirurgi for okklussiv arteriosklerose og aneurismer lokaliseret til hals, brystkasse, bug og ekstremiteter. En rivende udvikling af specialet gør at et stigende antal procedurer foretages med endovaskulær teknik, som supplerer, men dog ikke kan erstatte den åbne kirurgi. Medicinsk behandling af de karkirurgiske patienters kroniske komorbiditeter varetages også af specialet.
Der foreligger godkendt uddannelsesprogram og afdelingen deltager i studenterundervisning.

Stillingen har vagt på tjenestestedet fælles med Hjerte- og Lungekirurgisk Sektion skiftevis på alle dage. Vagthyppigheden er 8-skiftet, og belastningen i nattetimerne er moderat. Introduktionslægen indgår i denne vagt de første 6 måneder af ansættelsen, hvor der tilsigtes opnåelse af basale kompetencemål inden for den kirurgiske patient. Herefter er den vagtfri med 100% dagtidsfunktion i karsektionen, og yderligere fokusering på specifikke kompetencemål indenfor karkirurgi. Der er 1 måneds introduktion før første vagt. Ud over vagtfunktion er der dagtidsfunktion på karsektionen i hverdage fra kl. 8 til kl. 15.30. Der tildeles en senior kollega som vejleder (typisk en læge i hoveduddannelse) og afdelingen tilstræber ”buddyordning” princippet.

Afdelingen tilbyder et uddannelsesmiljø med stærkt fokus på opnåelse af de karkirurgiske kompetencer.  Der vil være god mulighed for træning af kirurgiske færdigheder og ultralydsdiagnostik, der er en integreret del af Karklinikken. En meget stor del af patienterne udredes med CT-skanning, som man derved opnår rutine i tolkning af. Stuegang og ambulatoriearbejdet foregår med supervision efter behov. Elektiv journalskrivning udføres kun i begrænset omfang af afdelingens reservelæger

Afdelingen har gode forskningsfaciliteter med et selvstændigt forskningsafsnit og en velfungerende dyreeksperimentel forskningskælder.

Der er mulighed for meritoverførsel mellem introduktionsstillinger i de fem kirurgiske specialer, Karkirurgi, Kirurgi, Plastikkirurgi, Thoraxkirurgi og Urologi.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 22, 2022.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.