Sundhedsfaglig konsulent til det specialiserede børn- og ungeområde i Københavns Kommune

Dette job er udløbet

Genopslag

Vil du være med til at sætte sundhed på dagsordenen? Har du flair for kvalitet og udvikling, og kan du sikre oversættelse af politiske dagsordner til den pædagogiske praksis?

Vi søger en sundhedsfaglig konsulent, som har solid erfaring fra praksis, og som har akademiske kompetencer til at præge indsatserne overfor byens udsatte børn og unge.

Borgercenter Børn og Unge (BBU) – hvem er vi

BBU har ansvaret for Københavns Kommunes indsats overfor udsatte børn, unge og familier. Borgercentret har både myndighedsansvaret og ansvaret for drift og udvikling af en lang række forebyggende og opsøgende tilbud samt anbringelsessteder og døgntilbud.

Du bliver en del af BBU’s centrale stab. Staben understøtter de lokale enheder (myndighedsområdet) og centre (udførerområdet) inden for kvalitetsudvikling, strategisk og faglig udvikling, økonomi, HR og organisationsudvikling. Staben betjener desuden borgercentrets øverste ledelse, direktionen, det politiske niveau og eksterne samarbejdspartnere.

Stillingen er forankret i Faglig Stab, som har ansvar for den faglige og juridiske understøttelse af både myndighed og udfører. Faglig Stab består af 35 medarbejdere (jurister, generalister og socialfaglige konsulenter), som er forankret i fire teams, der har fokus på henholdsvis strategi, viden, implementering og juridisk understøttelse.

Vi arbejder sammen på tværs af teams og bemander oftest opgaverne med forskellige profiler for at udnytte de tværfaglige kompetencer, vi har i Faglig Stab. De fire teams har hver deres teamkoordinator, og den samlede faglige stab ledes af en stabschef. Den sundhedsfaglige konsulent skal både arbejde tæt sammen med kollegaerne i staben og med centersygeplejerskerne, der er forankret i vores centre med ansvar for borgercentrets tilbudsside.

Om den konkrete stilling

Vi søger en kollega, der gennem fx kompetenceudvikling, udarbejdelse af vejledninger og ikke mindst tæt dialog kan understøtte det sundhedsfaglige og socialfaglige personale på anbringelsessteder med de sundhedsfaglige opgaver som fx medicinhåndtering, arbejde med utilsigtede hændelser, FMK mv. Det er væsentligt, at vores nye sundhedsfaglige konsulent på kvalificeret vis kan ‘oversætte’ lovgivning, vejledninger mv., der kommer fra nationalt hold og fra den centrale sundhedsenhed i socialforvaltningen til den daglige drift på børn og unge-området. Konsulenten skal dermed understøtte den sundhedsfaglige praksis i en socialpædagogisk kontekst.

Dagligdagen er afvekslende med forskellige typer af opgaver som fx

  • at drive et sundhedsfagligt netværk internt i BBU og deltage i møder med socialforvaltningens sundhedsenhed og med sygeplejersker i forvaltningens øvrige borgercentre
  • at bistå vores institutioner inden tilsyn fra fx Styrelsen for Patientsikkerhed, UTH-analyser, FMK etc.
  • betjening af cheffora, herunder udarbejdelse af indstillinger, oplæg og notater på sundhedsområdet
  • at sikre tæt orientering fra praksis omkring udvikling og status på det sundhedsfaglige område, så god viden samles og udbredes, samtidig med at bekymringer og udviklingsområder løftes til sundhedsenheden og BBU`s ledelse
  • at udarbejde overordnede politikker, instrukser, procedurer og retningslinjer i samarbejde med centersygeplejerskerne og BBU`s jurister
  • at være faglig stabs vidensperson på det sundhedsfaglige område, herunder også mental sundhed

Det er en stor fordel, hvis du også har kompetencer til at udvikle og analysere opgaveløsningen mellem det sundhedsfaglige og det socialfaglige med målet om at styrke institutionernes fokus på at fremme børns og unges sundhed såvel mentalt som somatisk.

Din profil

Den foretrukne kandidat har en sundhedsfaglig uddannelse, som giver det nødvendige kendskab til at kunne understøtte driften i forhold til fx medicin, FMK, UTH mv. Det kan være en relevant professionsbacheloruddannelse (fx sygeplejerske, risikomanager eller kvalitetskoordinator) kombineret med en relevant kandidat- eller mastergrad, der bl.a. giver akademiske og skriftlige kompetencer til at indgå i udviklings- og projektarbejde.

Vi forestiller os, at du er nysgerrig, åben og god til at rådgive og give sparring til både socialfaglige og sundhedsfaglige medarbejdere i BBU’s tilbud og institutionerne. Samtidig er du god til at facilitere faglige udviklingsprocesser i samarbejde med gode kollegaer, som skal styrke medarbejderes viden inden for bl.a. sundhedsfremme, forebyggelse og helhedsorienterede indsatser. Du trives også med at arbejde i en politisk ledet organisation med implementering og længere udviklingsprojekter, hvor du i samarbejde med mange interessenter skal skabe en faglig forandring.

Du har et stort engagement og gode samarbejdsevner, og du behersker kommunikation, såvel skriftligt som mundtligt. Vi forventer, at du i høj grad kan arbejde selvstændigt, er struktureret og har proaktiv tilgang til opgaveløsningen samtidig med, at du har både overblik og sans for væsentlige detaljer.

På de personlige kompetencer skal du som sundhedsfaglig konsulent kunne sætte dig i spidsen for de decentrale centersygeplejersker og oversætte fra sundhedsenheden og retur fra BBU’s drift.

Det vil til tider være et hektisk job med mange samarbejdspartnere, som stiller store krav til dig og dine kvalifikationer. Til gengæld er der tale om et spændende og fagligt udfordrende job i en organisation med dygtige kollegaer med forskellige faglige baggrunde, en god samarbejdsånd og et stærkt kollegaskab.

Dine løn- og ansættelsesvilkår

Forventet tiltrædelse den 1. maj 2021 og gerne før.

Du ansættes som enten konsulent, fuldmægtig eller specialkonsulent afhængig af kompetencer, anciennitet og overenskomst. Du får løn efter overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg afhængig af dine kvalifikationer.

Læs eller hør mere

Vil du vide mere om socialforvaltningen og BBU, herunder vores vision og målsætninger, kan du besøge Københavns Kommunes hjemmeside www.kk.dk/bbu.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte stabschef Katrine Wilms Binzer på 2526 4160.

Sammen med motiveret ansøgning beder vi dig uploade CV, eksamensbeviser og evt. udtalelser.

Søg via “Søg job”-knappen senest søndag den 14. marts 2021

Vi forventer at afholde 1. samtalerunde fredag den 19. marts.