Præhospitale akutlæger til Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning En til tre stillinger som speciallæge ved Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning er ledig til besættelse pr. 1.5.2022 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

De ledige stillinger er med primær tilknytning til baserne i den nordlige del af Jylland, henholdsvis i Skive og ved Saltum.

Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning blev etableret i oktober 2014 med 3 baser i Ringsted, Billund og Skive. I forbindelse med Finanslovsaftalen for 2018, blev det besluttet at udvide ordningen med en 4. helikopter fra januar 2019. Den 4. helikopter er placeret ved Saltum i Jammerbugt kommune.
Akutlægehelikopterne indgår i ét samlet tværregionalt beredskab og fremstår som fælles ressource i de fem regionale AMK-vagtcentraler.

Helikopterordningen ledes af en styregruppe bestående af repræsentanter for de fem regioner. Region Hovedstaden har formandskabet i styregruppen, aktuelt ved koncerndirektør Dorthe Crüger. Region Midtjylland er værtsregion for driftsorganisationen, og den daglige drift varetages af sekretariatet for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning, som er placeret i Aarhus.

De præhospitale akutlæger, der er tilknyttet Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning ansættes i Region Midtjylland og varetager tjeneste på én af de fire akutlægehelikoptere i Nordjylland, Skive, Billund og Ringsted. Lægerne har fælles vagtforpligtigelse og vil i påkommende situationer skulle dække vagter på de øvrige helikopterbaser. Tjenesten vil udgøre et variabelt antal timer og forventes gennemsnitligt at udgøre 2-3 døgnvagter pr måned. Vagterne aftales for 1-2 måneder ad gangen.

Opgaven
Akutlægehelikopteren foretager overvejende primære missioner til akut opstået, alvorlig sygdom eller tilskadekomst i henhold til gældende disponeringsretningslinjer. Akutlægehelikopteren bidrager til den samlede præhospitale indsats med de højeste præhospitale kompetencer. Ud over de nævnte akutte opgaver varetager akutlægehelikopteren transport af patienter fra de danske øer ved akut behov samt interhospitale transporter over længere afstande. Akutlægehelikopteren er en supplerende præhospital enhed, der samarbejder med alle andre præhospitale ressourcer.

Den præhospitale akutlæge har status som Medical Crew Member og er underlagt det samme regelsæt vedrørende luftfart som det øvrige crew (pilot og HEMS Redder), med hvem der er et tæt dagligt samarbejde

Den præhospitale akutlæge skal kunne varetage medicinsk behandling af akut syge og tilskadekomne på et højt fagligt niveau og skal kunne varetage den sundhedsfaglige ledelse af et større skadested, indtil opgaven eventuelt kan overdrages til anden indsatslederuddannet akutlæge.

Den præhospitale akutlæge skal selvstændigt og i tæt samarbejde med den enkelte region kunne visitere patienter til regionernes hospitaler efter gældende retningslinjer.

Den præhospitale akutlæge deltager under vagt i daglige opgaver på basen, såsom gennemgang af udstyr, optælling og bestilling af medicin mv., ligesom Lægen deltager sammen med det øvrige crew i daglige gøremål som madlavning, oprydning mv. Det forventes, at lægen aktivt deltager i kvalitets-, forsknings- og udviklingsarbejde.

Faglige kvalifikationer
Den præhospitale akuthelikopterlæge skal være speciallæge i anæstesiologi og være klinisk aktiv og have sin hovedbeskæftigelse på et hospital med akutfunktion i Danmark, der varetager vurdering og behandling af kritisk syge og tilskadekomne patienter; herunder avanceret luftvejshåndtering, respiratorbehandling og kredsløbsunderstøttende terapi. Desuden skal den præhospitale akuthelikopterlæge have relevant præhospital og akutmedicinsk uddannelse og erfaring.
Den præhospitale akutlæge skal;

  • have betydelig præhospital erfaring
  • have stor erfaring med vurdering og behandling af kritisk syge og svært tilskadekomne patienter
  • have erfaring med teamarbejde og -ledelse
  • have dokumenteret interesse for præhospital forskning og kvalitetsudvikling

Der vil blive lagt stor vægt på, at den præhospitale akutlæge har følgende kompetencer;

  • SSAI Emergency Critical Care eller lign.
  • Tværfaglig Indsatslederuddannelse
  • ALS eller lign.
  • ATLS/ETC eller lign.
  • EPALS eller lign.
  • PHTLS eller lign.
  • STaR eller lign.
  • Uddannelse til og erfaring i brug af ultralyd til akut diagnostik (e-FAST, FATE mv.)

Den præhospitale akutlæge skal gennemgå ACRM (Aeromedical Crew Ressource Management) uddannelse, HUET (Helicopter Underwater Escape Training), specifik flyoperativ træning, herunder gennemgang af sikkerhedsprocedurer i helikopteren, samt deltage i et antal følgevagter. Træningen varetages i samarbejde med flyoperatøren (Norsk Luftambulanse).

Personlige kvalifikationer
Der vil blive lagt vægt på, at den præhospitale akutlæge besidder følgende personlige egenskaber;

  • professionalisme og loyalitet
  • gode samarbejds- og kommunikationsevner
  • fleksibilitet, omstillingsparathed og robusthed
  • beslutningskompetence og evne til at bevare ro og overblik i pressede situationer
  • evne til at reflektere over egen kompetence, performance og fremtræden
  • godt helbred og god fysisk form

Arbejdsområdet kræver en meget høj grad af selvstændighed, samt evne til at arbejde under komplekse og vanskelige forhold uden mulighed for tilkald af anden lægelig assistance.

Fleksibilitet i forhold til vagtdækningen er en forudsætning for at bestride funktionen. Det forventes endvidere, at den præhospitale akutlæge deltager i nødvendige administrative, trænings- og dokumentationsopgaver, der skal udføres af hensyn til kvalitetssikring, opretholder en fortsat faglig udvikling, samt bidrager til at generere relevant forskning.

Den præhospitale akutlæge skal kunne deltage i introduktion, træning og uddannelse i april-maj 2022, en del af dette forløb skal være gennemført før selvstændig vagt.
Der er obligatorisk ACRM (Aeromedical Crew Ressource Management) over et to dages forløb samt obligatorisk gennemgang af helikopter og luftfartsregler.

Løn og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til overenskomst mellem Danske Regioner og FAS/YL.
Yderligere oplysninger
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Troels Martin Hansen e-mail troehans@rm.dk eller mobil 40 19 32 03
Yderligere information om regionernes akutlægehelikopter kan findes på www.akutlaegehelikopter.dk

Ansøgningsfrist
Ansøgningen skal være os i hænde senest den 2. februar 2022 kl. 12.00.

Kombineret test- og interview-runde afholdes i uge 6-7, og ansættelsessamtaler afholdes i uge 8-9. Forud for det kombinerede test- og interview-forløb, skal der udfyldes en test.

Motiveret ansøgning samt relevant CV sendes ved at trykke på knappen “Søg job” nedenfor.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.