Overlæge søges til psykiatrisk sengeafsnit med dygtige og engagerede tværfaglige personaler og et udviklende og inspirerende miljø med fokus på den gode patientbehandling Regionspsykiatrien Horsens søger en overlæge til en fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt eller efter aftale med afdelingsledelsen.

Dette job er udløbet

Vi er en afdeling med ca. 220 medarbejdere, hvor der er kort mellem mennesker. Vi samarbejder på tværs for at give bedst mulig behandling og understøtter hinanden i, at vores indsatser lykkes. Afdelingen er beliggende ca. 1½ km. fra centrum med rig mulighed for offentlig transport. Ved ansættelsen får du eget kontor. Speciallæger understøttes af lægesekretærer og stabsmedarbejdere både administrativt og ift. udviklingsopgaver.

Du vil referere til afdelingssygeplejersken på sengeafsnit O1, og I vil sammen varetage den daglige drift af sengeafsnittet. Hvis du har interesse for funktionsledelse sammen med afdelingssygeplejersken, vil der være mulighed for dette.

O1 er et skærmet afsnit med 23 sengepladser. Der er et meget tæt samarbejde i hele personalegruppen bestående af læger, sygeplejersker, social– og sundhedsassistenter, pædagoger, psykolog, aktivitetsmedarbejdere, fysioterapeuter og peer–medarbejdere.

Som overlæge i O1 har du følgende opgaver og ansvarsområder:

  • daglig klinisk ledelse af afdelingen i samarbejde med afdelingssygeplejersken
  • overordnet ansvar for patientbehandlingen i afsnittet
  • udvikling af og visioner for afsnittet
  • forestår, koordinerer og deltager i behandlingsarbejdet
  • ansvarlig for udarbejdelse af behandlingsplaner for patienterne i samarbejde med de øvrige medarbejdere
  • medansvarlig for at nå de ledelsesprioriterede indsatser på kvalitetsområdet
  • ansvarlig for den faglige udvikling i afsnittet og varetagelsen af supervisions- og undervisningsvirksomhed over for personalet
  • selvstændigt lægeligt ansvar vedrørende undersøgelse, diagnosticering og behandling af patienter
  • instruktionsbeføjelser over for de øvrige ansatte vedrørende undersøgelse og behandling
  • ansvarlig for at bestemmelserne i Psykiatriloven overholdes, og at de i love og cirkulærer fastsatte indberetninger af tvang udføres til tiden

I afsnit O1 lægger vi vægt på:

  • et åbent og fleksibelt arbejdsmiljø
  • inddragelse af patienter og pårørende
  • det gode, tværfaglige samarbejde både i forhold til interne og eksterne samarbejdspartnere
  • forebyggelse af unødig anvendelse af tvang
  • en god faglig kultur understøttet af en NAU tilgang (neuroaffektiv udviklingspsykologisk tilgang)

Overlægens kvalifikationer:

  • speciallæge i voksenpsykiatri og overlægekvalificeret i specialet i overensstemmelse med retningslinjer for faglig bedømmelse i Region Midtjylland
  • bred psykiatrisk uddannelse og erfaring
  • lederegenskaber og evne til samarbejde
  • der lægges vægt på erfaring som underviser for tværfagligt personale, læger og andre faggrupper samt på en god evne til kommunikation overfor såvel medarbejdere som øvrige interne og eksterne samarbejdspartnere
  • gerne kendskab til forbedringsmodellen

Som afdeling lægger vi vægt på:

  • reel omsætning af de regionale værdier: dialog, dygtighed og dristighed, og de lokale værdier: troværdighed, imødekommenhed, ordentlighed og fleksibilitet
  • et åbent og fleksibelt arbejdsmiljø, hvor man positivt hjælpes ad med opgaverne, udnytter tværfagligheden og udviser fleksibilitet
  • at udvise tydelig faglighed og vilje til samarbejde med patient og pårørende i opgaveløsningen
  • at være imødekommende over for patienter, pårørende og samarbejdspartnere

Der er knyttet en formaliseret bagvagtsfunktion til afdelingens speciallægegruppe med fleksibelt antal vagter efter aftale.

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst på området indgået mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.

Bedømmelsen vil ske på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for de syv kompetenceområder. Ansøgning bedes vedlagt dokumentation for kompetencer inden for speciallægerollerne. Sidstnævnte indskrives i skema til faglig bedømmelse, som kan hentes på denne side.

Yderligere oplysninger samt stillings- og funktionsbeskrivelse kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Zywia Brouer mobil 5011 7893.

Du kan søge jobbet senest den 26. okt. 2021.  Samtaler afholdes torsdag den 28. okt. 2021.

Om Regionspsykiatrien i Horsens (RPH)

I Regionspsykiatrien Horsens udreder og behandler vi patienter med alle former for psykiatriske lidelser. Vi er specialeopdelt i klinikkerne, mens sengeafsnittene har en bred vifte af alle patientkategorier.

Regionspsykiatrien Horsens (RPH) er beliggende på Regionshospitalet Horsens og med satellitter i Skanderborg og Odder. RPH varetager den regionale voksenpsykiatriske behandling til borgere i kommunerne Horsens, Skanderborg, Hedensted og Odder – i alt ca. 223.000 indbyggere. Afdelingen hører organisatorisk til det psykiatriske hospital i Region Midtjylland.
Du kan læse mere om Regionspsykiatrien Horsens her.

Søg stillingen via “Søg job”-knappen

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.