Ledende overlæge til Retspsykiatrien Region Nord

Dette job er udløbet

Motiveres du af at gøre en forskel for den enkelte patient, og drives du af at forme og udvikle retspsykiatrien nationalt og internationalt – sammen med og gennem andre?

Klinik Psykiatri Syd søger en dygtig leder og et fagligt fyrtårn, der vil stå i front for Retspsykiatrisk Afdeling.

Vi tilbyder ledelse af en Retspsykiatrisk Afdeling med en høj faglighed, erfarne og ansvarsfulde medarbejdere, der har dedikeret deres arbejdsliv til at gøre en forskel for de psykisk mest sårbare i vores samfund. En dedikation som mærkes helt ud i det fjerneste hjørne i afdelingen, og som skaber et tæt og sammentømret team.

Vi tilbyder en unik forandringsledelsesopgave, hvor du får mulighed for at sætte dine ledelseskompetencer i spil på mange niveauer. I 2022 flytter Retspsykiatrisk Afdeling – som en af de første afdelinger – ind i de nye bygninger på Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU). Forude venter derfor en stor og spændende organisatorisk udfordring i den kommende flytteproces og organisatoriske fusion.

Vi tilbyder ganske stor indflydelse i en organisation med en flad struktur og kort vej mellem ledelseslagene. Du kan forvente at få et tæt samarbejde med både Psykiatriledelsen, Klinikledelsen og ikke mindst de øvrige ledende overlæger i Klinik Psykiatri Syd og Klinik Psykiatri Nord. Du får mulighed for og forventes at påvirke og bidrage til både den faglige og organisatoriske dagsorden.

Vi tilbyder store personlige udviklingsmuligheder. Kompetenceudvikling prioriterer vi højt, uanset om du ønsker at udvikle og uddanne dig ledelsesmæssigt eller fagligt. Det betyder blandt andet, at vi opretholder et konstant højt kompetenceniveau i organisationen, tilbyder ekstern supervision mv. – alt sammen med det formål at skabe gode patientforløb af høj kvalitet.

Vi tilbyder gode muligheder for forskning på området og en central rolle i at positionere Retspsykiatrisk Afdeling nationalt og internationalt. Der er i dag et spændende potentiale i de forskningsmuligheder og samarbejder, som Region Nordjylland tilbyder, og vi håber, at det er en dagsorden, du har lyst til at drive på det retspsykiatriske område – sammen med dygtige og passionerede kollegaer.

Om dig
Vi forventer, at du har dansk autorisation som speciallæge i psykiatri samt opfyldelse af bedømmelseskrav jfr. regionens procedureregler for besættelse af overlægestillinger.

Vi ser frem til at blive beriget med din erfaring og indsigt, som med fordel kan være fra retspsykiatrien. Du er formentligt en erfaren leder – og/eller har et stort lederpotentiale, gerne fra en politisk ledet organisation.

Det er vigtigt for os, at du har blik for hele organisationen og vil bidrage aktivt ind i den tværgående opgaveløsning. Vi vægter højt, at du både er lydhør og samarbejdsorienteret og har en naturlig beslutnings- og gennemslagskraft.

Yderligere oplysninger
Læs mere om stillingen og ansættelsesproceduren i det udarbejdede notat her

Du er velkommen til at kontakte Jesper Lund (4045 3455) eller Line Møgelvang Villadsen (4167 8243) fra Mercuri Urval for en uforpligtende og fortrolig dialog om vilkår og muligheder i stillingen. Du er også velkommen til at kontakte klinikchef Maj Skårhøj (97 64 36 04).

Finder du jobbet interessant, kan du uploade ansøgning og CV via Regionens hjemmeside her

Ansøgningsfristen udløber den 26. februar 2021.

Klinik Psykiatri Syd
Klinik Psykiatri Syd er en organisatorisk enhed, der hører under Psykiatrien i Region Nordjylland. Klinikken har status som universitetshospital (Aalborg Universitetshospital) og omfatter en række psykiatriske behandlingstilbud inden for to lægefaglige specialer: Psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri.

Klinik Psykiatri Syd omfatter almenpsykiatri med åbne og intensive sengeafsnit samt en række ambulante funktioner. Med til klinikken hører bl.a. Psykiatrisk Skadestue, regionens specialiserede tilbud inden for retspsykiatri og de børne- og ungdomspsykiatriske tilbud i Region Nordjylland.