Læge til introduktionsstilling i samfundsmedicin i Tilsyn og Rådgivning Øst

Dette job er udløbet

Er du nysgerrig på det samfundsmedicinske speciale og administrativ medicin? Så tilbyder vi en introduktionsstilling, hvor du får mulighed for at bruge din lægefaglighed i et samfundsmedicinsk perspektiv.

Om Tilsyn og Rådgivning Øst
Tilsyn og Rådgivning Øst er en stor sundhedsfaglig enhed med omkring 130 medarbejdere, herunder godt 30 læger, samt sygeplejersker, terapeuter, tandlæger, akademikere (overvejende folkesundhedsvidenskabskandidater) og administrativt personale. Vi er en velfungerende uddannelsesafdeling for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin, og vi har løbende syv til otte læger ansat i introduktions- og hoveduddannelsesstillinger.

Vi yder sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder og sundhedspersoner i relation til bl.a. retslægelige ligsyn, trafikmedicin, anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver og miljøforurening. Derudover fører vi tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Din hverdag hos os
Som læge i introduktionsstilling får du efter grundig oplæring opgaver inden for en bred vifte af enhedens områder.

Opgaverne vil typisk omfatte:

  • telefonvagter, hvor du håndterer henvendelser fra andre myndigheder og sundhedspersoner om bl.a. sundhedsfaglige og sundhedsjuridiske spørgsmål, tilfælde af smitsomme sygdomme, spørgsmål til kørekortsager, miljøforurening og beredskabshændelser
  • retslægelige ligsyn i samarbejde med politiet – samt eventuel opfølgning på disse
  • kørekortssager, hvor du foretager en vurdering af de helbredsmæssige forhold hos ansøger
  • oplysningssager, hvor du indhenter og gennemgår materiale med henblik på vurdering af, om der er en bekymring for patientsikkerheden
  • tilsynsaktiviteter, hvor du deltager i udgående tilsyn på behandlingssteder og/eller i samtaler med sundhedspersoner
  • andre opgaver, afhængigt af dine ønsker og kompetencer.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er uddannet læge og har gennemført den kliniske basisuddannelse. Vi ser også gerne, at du har erfaring fra yderligere ansættelser i sundhedsvæsenet.

Du er nysgerrig på det samfundsmedicinske speciale og arbejdet med administrativ medicin, er god til at samarbejde og trives i et travlt og tværfagligt miljø.

Derudover er det en fordel, hvis du har:

  • interesse for og erfaring med et eller flere af enhedens arbejdsområder
  • interesse for og erfaring med organisatoriske lægelige opgaver
  • interesse for sundhedsjuridiske problemstillinger
  • gode kompetencer inden for it.

Vi tilbyder
Et meningsfuldt arbejde, hvor du kan bruge din lægefaglighed i et bredere samfundsmedicinsk perspektiv. Et udfordrende arbejde, hvor du lærer at agere som en myndighed og navigere i feltet af andre statslige, regionale og kommunale myndigheder. Et lærerigt arbejde, hvor du kan tilegne dig samfundsmedicinske, organisatoriske og sundhedsjuridiske kompetencer af relevans.

Du bliver en del af et aktivt tværfagligt miljø, hvor du i tæt samarbejde med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at udforske dit potentiale inden for det samfundsmedicinske speciale. Enheden er præget af et godt læringsmiljø med god mulighed for supervision og feedback både fra den øvrige lægegruppe og fra andre faggrupper. Vi sørger for god oplæring, herunder bred introduktion og en række relevante interne uddannelsesdage. Derudover er der mulighed for besøg på andre uddannelsessteder inden for samfundsmedicin. Du får en fleksibel arbejdsdag, hvor du får mulighed for selv at tilrettelægge dit arbejde i vidt omfang.

Om ansættelsen
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.

Stillingen er en vagtfri etårig introduktionsstilling til specialet samfundsmedicin. Stillingen ønskes besat per 1. marts 2022 eller efter aftale.

Kontakt os gerne 
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til uddannelsesansvarlig overlæge Marianne Søborg Nielsen, tlf. 7222 9219 eller sektionsleder, overlæge Hannele Tuovinen på tlf. 2336 5558.

Er du interesseret?
Klik på “Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 1.

Generelt om styrelsen
I Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder vi for, at det er trygt at være patient. Vores ambition er at skabe værdi i udviklingen af et sikkert og lærende sundhedsvæsen. Styrelsen for Patientsikkerhed fører det overordnede tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på sundhedsområdet. Styrelsen bistår desuden sundhedsministeren med den centrale forvaltning af forhold vedrørende patienters sikkerhed og forhold vedrørende læring i sundhedsvæsenet.

Vi fører tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner, og vi autoriserer sundhedspersoner. Vi administrerer desuden rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, ligesom vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.

På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.

Vi er mere end 1100 medarbejdere og har tilknyttet sagkyndige konsulenter. Styrelsen dækker hele landet og har enheder i København, Kolding, Randers og på Færøerne.

Styrelsen for Patientsikkerhed har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.